Friday, April 08, 2005

Som en rød klud foran en tyr

Vi har i de sidste par dage, haft samtaler på de forskellige blogs vedr. den fysiske verden og blogworld. Dette er et interessant emne på mange måder. Min og andre blogs om samme emne, er en slags pseudoverden, hvor jeg (og andre som mig) kan udleve mine frustrationer, tanker, vrede, angst og sorg over min situation som barnløs i behandling.

I mange lange tider har jeg kun fået kommentarer fra andre infertile bloggere. Bloggen har derfor undergået en naturlig udvikling i en "alle ved hvad jeg snakker om" drejning. Men det viser sig desværre, at det har gjort det sværere for andre at kommentere og "slippe" afsted med det.
Stakkels Ole fik en lidt hård medfart i går på grund af hans "tænk på noget andet og nyd livet" kommentar.

Jeg ved at hans kommentar var venligt og betænksom ment. Men hvad han ikke vidste da han skrev den var, at denne type kommentar ("tænk på noget andet") til barnløse i behandling, er det samme som at vifte en rød klud foran en tyr.




Og hvorfor er det så det?
Lad mig se om jeg kan forklare det. Da jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne blive gravid naturligt var det et knusende slag. Det var en eksistentiel falliterklæring: Jeg duede ikke som kvinde! Denne sorg er svær at leve med, og det har taget lang tid at bearbejde den. Oven i sorgen, er der vreden. Vreden er intens, men desværre har jeg ingen at rette den mod. Jeg har ingen jeg kan pege på og sige "Det er din skyld at jeg er infertil"! Al denne vrede, følelsen af at være blevet snydt for noget jeg var blevet lovet - den har ingen ventil.

Oveni sorgen, vreden og følelsen af at være blevet snydt har vi angsten. Angsten for at vi for evigt vil være barnløse. At projekt baby aldrig lykkes. At jeg aldrig bliver mor.
Alle disse følelser - godt hjulpet på vej af uhyggelige mængder af hormoner, som vi BIB-kvinder pumper os selv med dagligt - gør os uhyggeligt sårbare overfor praktisk talt alt der rammer en nerve. Og hos kvinder der bærer hjerte og nerver uden på tøjet, er det nemt at ramme en sådan nerve.

Misundelse er en grim følelse. Men den bliver endnu en følgesvend når man er ufrivilligt barnløs. Misundelse på dem, der har det man ønsker sig allermest. Børn. En familie. Og når disse mennesker der har alt, og er kommet til det så uhyggeligt "nemt", kommer med gode råd .... Ja... så kan I vel næsten gætte hvad der sker...

For det bedste forsvar er som bekendt et angreb. Derfor reagerer vi måske ikke altid som forventet på jeres "venligt mente" kommentarer. For det meste er vi godt klar over, at I ikke prøver at såre os. Men nogen gange kan vi ikke stoppe os selv.

Og her i vores pseudoverden, hvor vi er sikre fordi vi er mange af samme slags. Vi er ikke den ene "unormale" person blandt de mange "normale". Her reagerer vi måske ekstra hårdt på "fredsforstyrrere"!?

Så til alle ikke infertile - følgende er no-no's ;-)

  • Tænk på noget andet
  • Tag på ferie
  • Mal huset
  • Køb en hund
  • Tag en kur mod underlivssvamp
  • Få en auralæsning
  • Find selv på flere


(ikke listet i prioriteret rækkefølge)

Hvis noget af det ovenstående virkede på kvinder som os, ville der ikke være ventelister på de danske fertilitetsklinikker.

3 Comments:

At 3:15 PM, Blogger Spirren said...

Godt beskrevet Amocca, det er lige præcis sådan, det er hele vejen igennem.

For mig har meget været en proces, hvor jeg bare ikke kunne få lukket et hul.
Jeg var/er hele tiden i en venteposition.
Den er fæl, for jeg er allerede langt videre i mig selv, men den fysiske del har meget svært ved at følge med mig.
Det er svært at forholde sig til. Oven i det har man ingen indflydelse på det overhovedet !

Man lever hele tiden med følelsen af at skulle gamble.
Vi underlægge os videnskaben og alle dens følger. Vi ville stå på hovedet, hvis det kunne give os et barn. Vi er villige til at udsætte os selv for ekstremerne.
Men trods det, vil vi aldrig vide, hvornår det giver pote, eller om det nogen sinde gør det !

Jeg tror, som du selv er inde på, at hullet i ens eksistens gør et infertil menneske ekstremt sårbart.
Vi vil så gerne lukke det. Men det kan kræve år.
Vi er altid klar med paraderne, fordi vi føler, at vi igennem livet og erfaringerne som infertil har lært noget alvorligt om livet.
Vi har brug for at blive lyttet til, når vi selv har lyst.
Vi magter bare ikke, at skulle forholde os til de FOR LÆNGST AFPRØVET løsniger som tænk på noget andet.

Vi har brug for at blive anerkendt og ikke unerkendt.
Ak jeg kan godt forstå, hvorfor det må være svært for fertile mennesker at kunne sætte sig ind i. Det må være som at skulle finde rundt i junglen !!!

Ups Amocca det blev en MEGET lang kommentar. Godt du har store mængder plads på din blog :-)

 
At 3:34 PM, Anonymous Anonymous said...

Som en af dem der gik med på spøgen om Marselisborgskoven, må jeg hellere stemme i. Jeg er ked af det hvis jeg har skræmt Ole.

Jeg følte mig på ingen måde stødt af Oles kommentar. Jeg synes egentlig at den var enormt sjov og forfriskende, og den satte en masse ideer igang i mit hovede. Jeg havde faktisk planlagt et indlæg på min egen blog: "Tag med Ole i skoven", men det må jeg vist hellere skode nu.

Så undskyld til Ole. Og til Amocca for at skræmme gæsterne.

 
At 7:35 PM, Blogger GitteK said...

For en god ordens skyld...
jeg blev nu heller ikke stødt over Oles kommentar, -det var jo venligt ment, kunne bare ikke lade være med at kommentere den med sarkasme i stemmen...for hold da op hvor har man hørt "lad være med at tænke så meget over det kommentaren" mange gange..
og folk mener det jo kun godt!
-men på en eller anden dum måde kan den kommentar (omend den er venligt ment) såre mig, ene og alene fordi jeg kommer til at tænke " det er da osse bare min egen skyld! -fordi jg tænker "for meget" på "det"....
og den tanke er jo forkert, -men for dælan den gør ondt!
-jeg er infertil (sådan da!) -men USKYLDIG!
Og efter 4 år er jeg ved den konkusion at jeg kan tænke ligeså meget/lidt på det jeg vil....jeg skal ha´hjælp for at kunne opfylde min drøm (et barn)- mirakler sker! -men jeg kan bare ikke lade som ingenting og vente i ubestemt tid...
Jeg kan godt lide at være i behandling! og jeg glæder mig usigeligt til jeg en dag oplever miraklet! -og det vil være lige stort om miraklet bliver til på klinikken, i ægtesenegn eller for den sags skyld i Marselisborgskoven...

Gitte

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger