... hvis du lige smider bukserne

Hvor mange gange har du hørt ovenstående sætning? Hvis du er B.I.B'er* - sikkert rigtigt mange gange!

Lad os slå een ting fast: Jeg er en meget privat person! Med et meget sippet forhold til min krop - det kan der slet ikke herske nogen tvivl om, og jeg indrømmer det gerne (og jeg er sikker på at min mand kan understøtte denne påstand). Derfor har gynækologiske undersøgelse heller aldrig lige været min kop te. Men jeg har jo altid bare fået det overstået som man nu skal.

Den situation vi står i nu, kræver (som de fleste nok ved) immervæk et utal af gynækologiske undersøgelser, så jeg må da indrømme, at jeg efterhånden har vænnet mig til det - ja, man kan vænne sig til meget.

For mit vedkommende, har jeg ikke tal på antallet af undersøgelser jeg har været igennem, og har faktisk heller ikke lyst til at vide det. Men een ting er sikkert, de kan ikke længere tælles på 2 hænder.

Jeg ved ikke hvordan I andre B.I.B'ere* har det, men jeg må indrømme, at jeg er ved at være træt af, at mit underliv efterhånden er mere offentligt end det lokale bibliotek (og ulig dem, har jeg tydeligvis også åbent i helligdagene), og træt af, at der findes (mange) mennesker der ser mere til mit underliv end min mand. Men mest af alt synes jeg det er ubehageligt aldrig at være fuldt påklædt, når man skal snakke med en læge om ting, som immervæk kan komme til at betyde meget, for resten af ens liv...

Det er jo efterhånden næsten en refleks nu, at smide bukserne så snart jeg ser en hvid kittel (måske skulle manden købe sig sådan een?) - hvilket kan afstedkomme pinlige episoder, eftersom både min tandlæge og personalet på mit lokale apotek er iført sådanne klædestykker...

Det er ikke så meget, fordi jeg synes det er ubehageligt, som sagt er det mere det, med aldrig, at få lov at føre en samtale med en læge iført bukser. Det er tabet af intimitet, værdighed og at min private sfære konstant overskrides... Og så er det irritationen over, at samtaler altid går således: "Hej, jeg er Dr. X, hvis du lige smider bukserne..." Og det mest frustrerende er, at de altid smutter igen, før jeg er færdig med at få dem helt på igen (og så skulle jeg iøvrigt hilse og sige, at det altså er svært at give hånd samtidig med at man forsøger at hive et par jeans op over ballerne). Sygeplejerskene kan man dog tale med, iført den underste del af sin beklædning - det er jo altid noget.

Jeg er sikker på at lægerne er blevet meget dygtigere end de var før i tiden, og selvom instrumenterne stadig ligner noget man brugte på svin i middelalderen, (yddrk! Den der ægudtagningsting så ikke rar ud) er der nok ingen tvivl om, at det hele foregår lidt mere behageligt, sterilt, klinisk og effektivt nu. Men een ting må man dog give dem, før i tiden tog de noget mere hensyn til personens blufærdighed og privatsfære;-)

*B.I.B = Barnløs i Behandling