"You got stuck in a moment, and now you can't get out of it"
I lang tid sad jeg fast i det øjeblik hvor jeg får dommen: "Du bliver aldrig gravid naturligt"... Jeg er kommet videre, ingen tvivl om det. Så måske er det forkert at sige, at jeg blev sat på pause d. 31. august 2004, men jeg blev ihvertfald sat på slow motion....
Slow motion er en rimeligt træls hastighed i en verden der føles som om den er på fast forword. Alle andre folk farer forbi mig - folk bliver gift, gravide og får børn omkring mig på rekordtid - og vi går stadig afsted med sneglefart...
Nogle vil sige, at dette kun er en lille bitte del af vores liv, og at det jo ikke berører alt muligt andet. Men det passer desværre ikke. Det berører alt i vores liv og vores dagligdag. I den tid vi går igennem et forsøg, er det vores liv og vores dagligdag.
Jeg er bange for, at jeg ikke kommer videre med noget som helst, før vi har en afklaring på det. Det føles som om det aldrig slutter - og på en måde gør det jo heller ikke. Jeg bliver jo aldrig fertil igen. Vi kommer aldrig til at kunne få børn naturligt. Og før dette er afsluttet, er der intet andet, men det slutter en dag. Det ved jeg - hvilken slutning vi får er der ingen der ved, men en dag slutter det...
"It's just a moment, it's time will pass..."
posted by Amocca @ Thursday, April 28, 2005
3 comments
3 Comments:
Hvor du beskriver det godt søde - man er bare sat på standby.
Man er hele tiden et skridt foran sig selv.
Man er mental klar og er blevet mor for lang tid siden. Men man biver samtidig tvunget til at være på standby.
Det er sejt, for man ved aldrig hvornor, man bliver frigivet at sin standbyposition.
Andre mennesker udenom, der ikke har følelserne i klemme, må nødvendigvis på et tidspunkt tænke, så kom dog videre med dit liv !
Men det er jo det, der er vores problem. Vi har ingen reel indflydelse på, hvornår vi kan komme videre i vores liv. Vi kan ikke selv bestemme det.
Det efterlader os infertile tilbage med et stort umættet hul indeni os, der kommer til at stjæle al fokus i vores liv, bl. a. fordi vores identitetsfølelse er i krise. Og fordi vi ikke ved, hvornår det løser sig, eller om det nogen sinde vil blive løst.
Jeg sender dig et kæmpe trøsteknuser.
Kærlige tanker fra M.S
Ja du har helt ret Amocca. Man er nemlig på standby. Der er så meget man skal vende og dreje hele tiden når man er i behandling. F.eks. spurgte B. mig i dag om jeg ville med ud og se speedway (det ser vi engang i mellem) på onsdag. Ja det ville jeg jo gerne men det starter 19 eller 19.30 og man er nød til at være der minimun en halv time før - og ja kl 19 er mit stikke tidspunkt - så der er nogen gange noget man må sige nej til.
Jeg føler først jeg kan begynde at "leve" igen altså sådan rigtigt den dag hvor jeg bliver gravid.
Knus fra Heidi (HBT)
where are you babe?
Post a Comment
<< Home