Bizarre udregninger
Har I nogensinde prøvet at lave de ironiske og forbandede regnestykker om jeres fertilitet/ mangel på samme? Dem hvor man regner ud hvor længe Guderne har skreget af grin over een? Jeg har.
Min syge hjerne har fundet en bitter, pervers fornøjelse i at regne ud:
- hvor lang tid af mit liv jeg har brugt på at frygte en graviditet (som ikke var mulig at opnå)
- hvor mange p-piller jeg har spist(som jeg ligeså godt kunne have skyllet ud i toilettet)
- hvor mange penge jeg har brugt på de føromtalte p-piller (som ikke var nødvendige overhovedet).
Regnestykke 1. Angsten for en graviditet.
Jeg har brugt ca. 10 år af mit liv på at vente på menstruation som altid kom. 10 år er 120 cykli sådan ca. 120 cykli med een dags bekymring hver måned (ja, jeg har bekymret mig MEGET om at jeg evt. kunne være gravid. Hvad skulle jeg dog sige til mine forældre og hvad skulle jeg dog gøre? ). Det er 120 dages bekymringer. Hvis vi siger en dag er 16 timer lang er det 120 gange 16, hvilket er lig med 1.920 timers frygt for at være gravid. Spild af tid!
Regnestykke 2. Antallet af p-piller.
Jeg har brugt 10 år af mit liv på p-piller. 10 år har vi netop afgjort ovenfor er 120 cykli. I hver cyklus har jeg spist 21 piller og haft 7 dage uden piller. 120 cykli gange 21 piller er lig med 2.520 p-piller, som havde været lige så effektive hvis jeg havde brugt dem som toiletrens. 2.520 p-piller uden grund.
Regnestykke 3. Penge ud af vinduet
10 år på p-piller koster penge. Lad os sige at jeg har købt en pakke p-piller hvert kvartal i 10 år, a' 180 kr. pakken. Hvor mange kvartaler på 10 år. 4 kvartaler pr. år, må være lig med 40 pakker p-piller købt. 40 pakker p-piller a' 180 kr er lig med 7.200 kr. Uden grund. Lige ud af vinduet.
10 års bekymringer, pille-slugning og pengeudsmidning. 10 års hysteriske latteranfald med tilhørende mavekramper fra førnævnte Guder.
Tør du regne det ud?
Labels: Bizarre tilståelser
13 Comments:
Åh et regnstykke - jeg kan så ligge 5 år til i forhold til p-pillerne.
Øv det er mange penge, jeg tror ikke, jeg har lyst til at regne det præcist ud !!!!!!
Hej M.S.
Nej det var også en pervers fornøjelse at regne det ud - og måske skulle man have ladet være. Men gjort er gjort og nu har jeg jo delt det med jer...
Har faktisk undret mig over hvor du var blevet af... det er længe siden du sidst skrev i din blog...
Hvordan går det?
Amocca
Åhhh jo det har jeg også ofte tænkt. Kan huske en episode for ca. 9 år siden hvor jeg holdt en pause med mine p-piller. Min mens kom ikke og jeg var rædselslagen. Heldigvis viste det sig at jeg ikke var gravid (det var ikke i det forhold hvor jeg er nu). Jeg begyndte på p-piller igen og sagde til en veninde jeg holder ALDRIG en pause igen.
Til grin blev jeg kan jeg jo se i dag. Jeg har jo aldrig haft en ÆL så hvad dælen har jeg spist p-piller for - det er netop som du siger penge ud af vinduet.
Jeg har så kun taget dem i ca. 8 år da jeg først startede som 18 årig og nu er jeg jo snart 29 og jeg stoppede da jeg var 26.
Og i de sidste 2½ år har jeg ofte tænkt: hvorfor spiste jeg p-piller?
Kære Amocca
Sjovt du lige spørger mig om, hvordan jeg har det.
Prøv at slå et smut forbi min blog...
Din omsorg varmer så dejligt;-)
Jeg har det godt men vil nu snart gerne igang....
Knus M.S
Jeg er egentlig osse lidt små mopset over de der dumme p-piller. Og al den anden prævention jeg i tidens løb har afprøvet. Pessar, p-pude og kondomer, bare for at nævne nogen af dem.
Men endnu værre er, at takket være p-pillerne og den 'sikkerhed' de gav, endte jeg op med en klamydia som sikkert er skyld i en del af infertilites balladen.
Regne på det? Nej, det gider jeg altså ikke. Jeg regner heller ikke på hvad fertilitesbehandling mv har kostet alt i alt. For så falder jeg sgu død om.
Men jeg regnede engang hvor mange penge jeg havde brugt på smøger i de næsten 20 år jeg røg. Det var skræmmende!
Amocca, du er sgu skarp i de her dage, du skriver bare de sjoveste indlæg som jeg selv ville ønske jeg havde skrevet.
Du rammer fuldstændig ned i noget som jeg også har tænkt over mange gange. Jeg har også været på pillen i 10 år, så jeg kender alt til det. Jeg har dog ikke regnet på det, men i galgenhumorens tegn er det ret morsomt. Jeg sad og boblede foran skærmen, så de andre på mit arbejde må have troet jeg var skør :-)
Og præcis som Rikke skriver tror jeg også at de forbandede piller (havde man dog bare brugt kondom!!!!) i mit tilfælde er skyld i miséren da jeg også har haft klamydia. Ovenikøbet smittet af en fast kæreste, grrrrr.
Der er helt sikkert nogen (Gud eller Djævelen?) et eller andet sted som griner røven i laser.
Jeg har heldigvis kun været på pillen i sammenlagt to år. Jeg burde vel have haft en fornemmelse af, at noget var galt, eftersom den da er "smuttet" et par gange med min kæreste før vi prøvede at få børn.....
jeg var vel naiv. I det mindste har jeg da ikke brugt pengene på p-piller - men kondomer koster da også lidt:-)
Søs
Hej alle I "snart" gravide,
det er meget interessant at läse jeres indläg, og jeg beundrer jeres aabenhed.
Men helt ärlig, jeg tror I gör jer for mange tanker. Gaa ud i Marselisborgskoven eller tag ud til stranden, nyd foraarret og forsög at leve jeres dagligdag som den normalt ville väre.
Jeg er godnok en mand, selv har jeg 2 börn. Min erfaring er, at ved en födsel maa moderen ogsaa väre parat til at afgive sit barn. Det vil sige, at moderen skal slappe af og tänke paa alt andet end at föde sit barn, ellers bliver det en längere opgave.
Det er muligt, at i netop jeres situation er forholdene de samme.
Husk paa dette naar I om ca. 9-9,5 maaned ligger paa födselsstiftelsen.
Wir drücken Euch die Daumen.
Ole
Hvor er det nu liiiige Marselisborgskoven ligger????
Hvis man bare skal derud og snuse foråret ind, og vups GRAVID!
-så vil jeg da helt klart et smut derhen i weekenden!
Også mig Gitte ;-)
Ole mener det godt, han ved bare ikke hvad han snakker om. Han tror at vi er almindeligt fertile tøser.
Da jeg gik i gymnasiet for mange år siden, var jeg i Marselisborgskoven næsten hver dag. Skolen lå lige ved siden af, så hvis nogen tror at den har magiske krafter, kan jeg komme med vejangivelser.
Marselisskoven blev jeg heldigvis aldrig gravid af, for så var der faldet brænde ned derhjemme. Jeg lavede heller aldrig grissefy derude, vi så bare på anemoner og den slags uskyldige ting.
Jeg tror at det med skoven kun virker for os hvis vi kan få vores fertiliteslæge med derud. Men jeg er faktisk ret overbevidst om at min Dr. Spas ville sige: Nej! Måske hvis det var en skov i nærheden af klinikken, men ikke helt ovre i Jylland.
Pyha... Sikke nogen stykker! Jeg fik et mindre grineanfald da jeg læste om de udregninger - jeg kom sådan til at tænke på den matematik-eksamen mine 9.klasser snart skal igennem - tænk om de fik sådan et spørgsmål! Sådan et fint samarbejde mellem matematik og sexual-vejledning. Gad vide om det ville give et utilsigtet boom i graviditeter på gymnasier og handelsskoler på vestegnen dette efterår?
Gid tiden for dumme udregninger snart er slut - og tiden for gode kan begynde.
1. Hvor mange dage til første jul med de nye bedsteforældre?
2. Hvor mange minutter med grineanfald over sjove nye ord fra baby?
3. Hvor mange år at det første barn skal være storebror eller søster?
PUK
Øh... sikke meget man går glip af når man er syg... gode råd om skove og at man har været så smart at poste sin kommentar 100 gange... sorry!
Søs
Post a Comment
<< Home