Barnløshedskappen

Her til aften har jeg filosoferet over hvordan jeg har det, og jeg kom til at tænke over noget jeg kunne huske RIkkeS engang skrev om infertilitet i en kommentar på en blog.
Jeg måtte ud og lede. Mente at det var før det store infertile bloggerboom fandt sted ;) Så gik ud fra at det måtte være en kommentar enten i min egen blog eller i M.S. blog. Og jeg havde helt ret - det var i M.S. blog.

Citatet er som følger:

"Ja, jeg er sgu nok skør, for jeg forestiller mig, at infertilitet er som en smuk kappe. Man bærer den udenpå, den indhylder en, men man kan også slå den tilbage over skulderne og så kan den næsten ikke ses forfra. Måske en dag kan man tage den af."

Dengang var jeg ikke der hvor jeg nu. Jeg tror ikke jeg forstod præcis hvad hun mente dengang, men det gør jeg nu. Jeg er ved det sted nu, som RikkeS var dengang. Ja, jeg kan faktisk nu slå min kappe tilbage over skuldrene. Det er en god ting. Det er en lettelse. At kappen ikke altid behøver at være det første man ser.

Problemet er bare at nogle dage - som fx i dag - er kappen ved at kvæle mig. Jeg vil have den af. Den strammer. Den strammer så ganske forfærdeligt ind i mellem, at jeg bare får lyst til at tude og skrige og flå desperat i den...

Den trykker ligger lige henover brystet. Jeg føler at jeg knap kan ånde for den. Den bliver mit fængsel - selv midt i en folkemængde kan jeg føle mig ensom helt ind til benet. Som om kappen er en fysisk barriere jeg ikke kan komme igennem.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan få den af. Jeg ved godt, at den ikke forsvinder. Men for det meste kan jeg leve med at den er der...