Min krop og jeg

Der er ingen tvivl om, at jeg har et lettere problematisk forhold til min egen krop, som absolut ikke er blevet gjort bedre i løbet af den tid vi har været i behandling. I løbet af de 4.056.712 gynækologiske undersøgelser, 623 blodprøver, 139 scanninger osv. osv. er distancen mellem min krop og jeg blevet større og større.

Jeg har været hjernen, der fik informationerne, og den er blevet behandlet som en klump kød, som ingen menneskelige følelser havde. Dette har nok yderligere forstærket min fornemmelse for hvordan jeg selv følte for den. Men nogen gange, har man ret til at tænke grimt om den, og dette er en af de gange....

For helt ærlig, havde jeg været min krops chef, havde jeg fyret den!

Hvis vi forestiller os, at min krop er en medarbejder i et salgskontor. Den får en chance. Der skal laves en stor kontrakt med en kunde, og chefen beder kroppen om at afslutte salget. Andre medarbejdere har gjort alt forarbejdet. De har indhentet research og studeret kundens behov, de har bearbejdet kunden til de var sikre på hvad kunden ville give og have, de har opsat kontrakten sammen med kunden. Alt dette er kroppen velinformeret om. Og i de sidste 14 dage inden det ultimative salgsmøde, har de kontaktet kroppen hver 4. time med en lille godbid, der skal minde kroppen om hvad det hele handler om.

Kroppen har altså fået ALT serveret på et sølvfad, og ikke rigtigt haft noget som helst den selv skulle, andet end at møde op til mødet og få underskrevet kontrakten. Og dette vælger den at fucke totalt op - så ingen får det de kom efter...

Og det er nok her man som chef må sige: Beklager, du er fyret! For hvis du end ikke kan klare en sådan opgave, er du nok i det forkerte job!

Og det er det, jeg ikke helt kan lade være med at tænke over, for det er lidt der jeg føler, min krop står i forhold til dette IVF-forsøg vi netop har afsluttet. Den fik alt serveret på et sølvfad, og kunne alligevel ikke afslutte handlen. Det er da lettere deprimerende at tænke på...

Måske var det forkert at give kroppen ansvaret - den har jo trods alt røvrendt mig før - men det var ligesom om, at der ikke rigtigt var andre til stede, der kunne udføre jobbet. Nu blev den jo så ikke fyret (grundet en overset klausul i ansættelseskontrakten, som gør den mere eller mindre urørlig - surt show),men hvad betyder dette for næste forsøg?

Skal vi gå udfra, at den vil forsøge at forbedre det indtryk vi har af den? Eller har den bestemt sig til, at kan ikke miste jobbet alligevel, så den er pisseligeglad?

Jeg stoler ikke rigtigt på den, men den sidder i en situation, hvor den er mit eneste håb. Og den ved det! Er det ret og rimeligt, at den kræver chokolade, kager, kaffe, vin osv. Når den intet har gjort for at fortjene det? Hvorfor går den ud fra at den skal have en bonus, når den end ikke kan udføre det mest basale job - et job, de fleste mennesker ville mene den var skabt til at kunne udføre! Er der nogen der kan høre ordet "afpresning" i den sætning?

Kan man melde sin egen krop til politiet?