Samtale før sidste forsøg
Jeg ringede til skejby mandag for at høre om muligheden for en samtale inden sidste forsøg. Jeg ved ikke helt hvad det var jeg gerne ville høre, men jeg ville ihvertfald bare gerne lige have talt det hele igennem med en læge.
Til min store overraskelse kunne jeg presses ind allerede dagen efter, da Merete havde haft et afbud...
Da vi meldte vores ankomst i receptionen, blev vi mødt med den let deprimerende besked, at vi har været patienter derude så længe nu, at vores samtykkeerklæring var blevet for gammel og vi skulle underskrive en ny...
Samtalen forløb fint. Vi blev ikke meget klogere, men fik dog afgjort, at jeg nok ikke ville vinde noget ved at skifte stimuleringsmedicin. Sidste gang havde jeg 11 æg, de var alle modne og 7 af dem lod sig befrugte. Det er der jo ikke noget i vejen med...
Problemerne ligger først efter befrugtningen. Det er der vi ikke helt spiller så godt som vi burde. Når celledelingen går igang, er der desværre rigtigt mange af mine æg, der fragmenterer.
Vi har dog haft æg til oplægning begge gange - og det skal man jo være taknemmelig for - men det har ikke ligefrem været super æg. Alle 4 æg jeg har fået lagt op i løbet af de sidste 2 forsøg, har alle været med en score på 3.1.
For dem der ikke er superkendt ud i den farverige ægscorings verden, kan jeg forklare, at den bedste score er 1.0 og den dårligste man ligger op er 3.2 - så I kan nok se, at æggene er helt ude i den dårlige ende af skalaen... Dermed ikke sagt, at de ikke kan blive til graviditeter - det kan de. Der er kvinder der får børn ud af 3.1 æg - og selvom æggene er grimme behøver børnene ikke at blive det, som lægen så sødt sagde ;o)
Problemet med dette er, at man jo ikke kan isolere hvad det er der gør, at æggene bliver dårlige ved delingen. Er det æggets skyld? Er det sædcellens skyld? Hvem ved? Faktum er, at sæden alene er god og ægget alene er god - men når de bliver ført sammen, samarbejder de ikke optimalt - ihvertfald ikke indtil videre....
Men selvom vi ikke fik ret megen ny viden, eller blev vildt meget klogere, var det rart at få snakket forsøgene igennem. Jeg er helt klar nu til en ny omgang, så jeg håber ikke vi bliver afvist når jeg kan ringe ind om en 14 dages tid...
8 Comments:
Hold da op, kunne I presses ind med én dags varsel, det har vi ligegodt aldrig prøvet.....
Jeg er glad for at høre om samtalen, det lyder som om I begge er blevet mere afklarede med det 3. forsøg.
Tilbage er kun at håbe på at det bare er 3. gang, der er lykkens gang.
Knus
Pia
Ja, og kvinder med helt fantastiske æg (undertegnede) bliver ikke nødvendigvis nemt gravide - det er en underlig verden vi gebærder os i! Skal vi aftale, at det bliver denne gang A.?
den er jeg med på søster! Vores tur denne gang - basta!
Jeg ved det har været en svær beslutning.
Men nu er du jo her, og nu skal det sgu gælde denne gang.
Knus M
Godt at se dig ved frisk mod igen. Og for søren, det er jo bare denne her gang det sker, ikke?
Hejsa Amocca
Det må have været en svær samtale, men det var måske meget rart at få snakket om det? Og Merete er så sød - hun er min kontaktlæge og så omsorgsfuld synes jeg.
Jeg håber at 3. gang må blive lykkens gang for jer.
Mange knus Kristine (efterårsholdet)
Hej Amocca. Godt at I fik taget en beslutning mht vente/starte- så er der en ting mindre at spekulere på. Hvor dejligt at I kunne komme til med det samme, jeg krydser fingre for at du kommer til om 14 dage, får masser af æg, og et par rigtige guldæg ind i mellem :-) Hanne
Kære Amocca
Nu har jeg fulgt med her på sidelinjen hos dig Amocca og dine blogvenner lige siden, Rikke skrev, at hun var gravid og jeg lod tårerne løbe af bare rørelse.
I dag har jeg endelig fået oprettet en profil,så jeg kan ønske alle jer piger med fertilitetsproblemer al det held som I har brug for og al den lykke som I fortjener, for børn er livet og lykken!!!
Kærlige hilsener til jer alle fra en, som selv har været der og er mor til den sødeste dreng
Evi
Post a Comment
<< Home