Ligeglad?

I gør det ganske svært at være negativ og ligeglad, med jeres jublende kommentarer... Er i godt klar over det? Og det er ligesom lidt det jeg forsøger at lade som om jeg er...

Jeg har været så ligegyldig overfor det hele igennem hele stimuleringsforløbet, hvilket har resulteret i, at jeg overhovedet ikke har "levet som jeg burde", imens jeg var i forsøg...

Jeg har drukket både vin og øl i stimuleringsperioden. Jeg har ikke skåret ned på mit kaffeforbrug imens jeg har været igang. Jeg har ikke gidet at gå i gang med folinsyren og vitaminpillerne. Jeg har endda røget en cigaret i ny og næ - fy fy... I det hele taget har mit hoved været sådan lidt: What's the point? agtigt...

Og nu står jeg pludselig her med et resultat som er 100 gange bedre end jeg nogensinde før har haft, og er derfor i syv sind... Mit syge hoved mener selvfølgelig, at det er fordi jeg har "været ligeglad", så derfor bliver jeg nødt til at blive ved med at være ligeglad og ikke tænke på det...

Men i det samme jeg bevidst skal være ligeglad - så tænker jeg jo på det, ikke sandt? Og så er hele ideen med at være ligeglad jo ude af vinduet, for det er jeg jo ikke så...

Jeg svarede (løgnagtigt) ja, da lægen spurgte om jeg huskede at tage min folinsyre og mine vitaminer, så dem er jeg gået igang med nu... Jeg har skåret kaffeforbruget ned til 3-4 kopper om dagen, og jeg tager troligt mine Progestan piller... Jeg har ingen planer om at tage til fest og drikke og ryge i rugeperioden... Og så er der jeres kommentarer - som gjorde mig helt glad og varm indeni...

Lyder det som en der er glad og håber eller en der er ligeglad? For jeg synes det lyder suspekt meget som en der håber... og det var jo ligesom ikke meningen...

For hvis man er en der håber, så er der pludseligt nervepirrende lang tid til den 12. juni og blodprøven... Ikke at det er noget jeg tænker på overhovedet... Jeg er da ligeglad...?