Tanker og svar

Det er ikke så tit, at indlæg skrives på baggrund af kommentarer fra et andet indlæg, men det hænder da... Og dette er en af gangene...

For kommentar nr. 29 (wow det er mange!) i sidste indlæg, er skrevet af en anonym adoptivmor, og hendes kommentar fik nogle tanker i gang... Hvis I ikke har læst kommentaren, så gør det lige... jeg skal nok vente indtil I har gjort det...

Ok, så. Så er vi alle med igen.

Jeg må jo være ærlig og sige, at jeg tror hun har helt ret. Vælger vi, at adoption skal være vejen, så tror jeg aldrig jeg ville fortryde ikke at tage det sidste forsøg. Hvad skulle der være at fortryde? Så når man er klar, ja så er jeg slet ikke i tvivl om, at alt fertilitetsbehandling kan være hujende ligegyldigt.... Men! Ja, det må jo være et men, når det er mig der skriver; Jeg er ikke klar!

For selvom jeg er helt sikker på, at hun har helt ret i, at der ikke er noget at fortryde når man først har taget valget, ja så er jeg desværre også helt sikker på, at jeg ikke er klar til at tage det valg endnu. Jeg tror jeg har accepteret, at det er sådan det bliver – ihvertfald rent logisk - men jeg er endnu ikke der, hvor jeg glæder mig til at gå igang med det. Og så længe jeg ikke gør det, ja så synes jeg egentlig slet ikke, at jeg kan være bekendt at gøre det...

Og før nogen nu går i gang med at fortælle mig, at adoption tager laaaang tid og det er bedre at komme igang med det samme... Men ved I hvad, der er allerede gået tre år, og lad os så også nævne, at det slet ikke er en mulighed at gå igang lige nu - af mange forskellige årsager -, og det at jeg ikke føler mig klar, er for mig en meget tungtvejende årsag.

Men hvorfor, spørger I så jer selv, har jeg da kvaler om hvorvidt jeg vil tage det sidste forsøg? Hvis jeg ikke føler mig klar til adoption, men stadig gerne vil have børn, hvorfor så ikke bare springe ud i det og tage det 4. IVF forsøg og se hvad der sker? Ja, hvorfor ikke... Det er et spørgsmål, jeg vist egentlig ikke har et rigtigt svar på, men jeg vil gerne filosofere / kværulere (kald det hvad I vil) lidt over emnet...

Marie spørg om det er pga. donoraspektet. Til lige dette spørgsmål har jeg faktisk et svar: Nej! Det har intet at gøre med donoraspektet. No offence til de der har det svært med donorsæd eller til mænd og deres rolle i befrugtningen sådan generelt, men det er jo bare en klat slim! Vigtigt i befrugtningsøjeblikket ja vist, men derudover har den jo ingen rolle. Sæden bestemmer ikke hvem der er far, hvem der følger graviditeten, fødslen, opvæksten. Hvem der opdrager og elsker.

Donoraspektet er mig hujende ligegyldigt. Har min mand det på samme måde? Sikkert ikke. Men han er dog helt afklaret med, at får vi et barn på denne måde, ja så er det vores barn og han er 100% far, lige gyldigt hvem der så lagde sæd til æggene....
Jeg har været bange for hvordan han havde det med det, men at tage forsøget var hans forslag, og efter mange lange samtaler om emnet, må jeg give mig og sige, at manden altså mener det!

Dette bringer mig faktisk videre, til noget der vist egentlig ikke bliver nævnt i sidste indlægs kommentarer, men som jeg er blevet spurgt om tidligere uden egentlig at svare på. Og det er donoræg. Om vi ville forsøge os med det, hvis nu dette forsøg skulle gå i vasken. Teoretisk set ville det jo være oplagt. Lægerne mistænker jo mine æg for at være skurken her i foretagendet (ja altså lige bortset fra de der manglende æggeledere...), og jeg er jo, som nævnt ovenfor, hujende ligeglad med genetikken...

Men! Ja, endnu en men. Svaret er igen: Nej! Vi vil ikke gå til donoræg. Hvorfor ikke, kan man spørge sig selv. Og her har jeg også et svar, men om det giver mening vil jeg lade være op til jer at afgøre...

Som verden står lige nu, har jeg overbevist mig selv om, at det er mine æg der er synderen. Det er selvfølgelig træls, men det hjælper i den forstand, at jeg kan lade hadet til min krop falde en lille smule. For hvis det er fordi, at det der bliver sat op, er noget lort, ja så virker den faktisk som den skal. Den er ikke uduelig, den er faktisk vældig dygtig: Den smider alt det skidt ud, der aldrig kan blive til noget alligevel...

Men, hvis den nu får sunde, gode æg op, som allerede har bevist deres værd (de fleste ægdonorer har allerede børn), og den stadig ikke kan holde på dem... Ja, hvad så? Vil jeg nogensinde kunne tilgive den? Vil jeg endnu engang falde tilbage i tanker om at hævne mig på den? På at straffe den for at være uduelig? Jeg ved det ikke... Det kunne selvfølgelig være det lykkedes, men jeg tør ikke tage risikoen. I lige denne situation, vil jeg hellere leve i uvidenhed. Fredsaftalen mellem min krop og jeg er utroligt skrøbelig - og jeg frygter, at den ikke ville kunne overleve et mislykket forsøg med donoræg.

Nå, men det var en hel anden historie, tilbage til det oprindelige emne: det sidste forsøg...

En anden årsag til den vaklende tøven vedrørende forsøget, handler om angsten for at historien gentager sig selv. Angsten for at ende det samme sted som jeg var julen 2005, og at de sidste 9 måneders kommen sig har været spild af tid... At der virkelig er lige så langt at falde igen. Og at jeg måske denne gang lander så tungt, at jeg ikke kan komme op igen... For hvor mange gange kan man holde til rutschebanen, op, ned, op, ned, før man går helt i spåner? Jeg ved det ikke... Det er der vel ingen der gør, og det er sikkert også individuelt hvornår kvalmen indfinder sig og man må stige af...

Så er der sådan nogle helt pragmatiske ting, som at jeg ikke rigtigt kan overskue hvornår det kan passe ind. For det er fandeme så besværligt med eksaminer oven i ægudtagninger og des lige. Og så det, at jeg - efter 9 måneders frihed - ikke rigtigt har lyst til at udsætte mig selv, min krop, mine omgivelser, mit liv, for det her een gang til.

For jeg nyder at have min krop for mig selv. Jeg nyder, at de eneste der ser noget til mit underliv er min mand og jeg selv. Jeg nyder, at alle samtaler jeg fører med fremmede involverer, at jeg er fuldt påklædt. Jeg nyder, at jeg kan drikke kaffe, ryge og drikke alt det jeg nu lyster uden andre kvaler end eventuelle tømmermænd. Jeg nyder at jeg har mig selv under kontrol, at jeg har hæmninger og ikke giver mig til at græde offentligt, at jeg ikke får lyst til at smide mit tøj pludseligt midt i en butik, at jeg ikke har næseblod, stikhuller i min mave og en mobiltelefon der bipper hver 4. time... Åh jo, jeg har det godt bare som mig - uden hormonerne og undersøgelserne og nervøsiteten over hvordan det nu skal gå...

Men jeg ved jo (desværre) godt, at jeg ender med at tage det. For lad mig lige citere et afsnit fra den kloge anonyme adoptivmors nedfældelser:

[...]er man det mindste i tvivl om hvorvidt man vil fortryde at valget faldt på adoption førend det sidste forsøg var brugt, så er det et tydeligt fingerpeg om at man ikke er parat til at lægge drømmen om graviditet og biologisk barn bag sig.

Jeg er nemlig ikke klar til sige farvel til drømmen om graviditeten, fødslen, amningen, babyen. Jeg vil stadig have det hele. Men jeg må også fortælle jer, at som tiden går, ja så bliver det mindre en drøm, som det bliver en vag erindring om en drøm jeg havde engang... Og måske en dag, når den erindring bliver så svag at den kan være lige meget, den dag er jeg klar....

Men inden da, skal jeg vist drømme een gang til...