Om beskidte te-skeer og andre katastrofer i min dagligdag

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så er jeg gået lidt i stykker inde i mit hoved, og det har været ret svært for mig at få noget formuleret vedrørende det. For jeg forstår det ikke helt selv, og så er det svært at formidle det videre...

Gået i stykker-heden udmønter sig på en sådan måde, at jeg går i spåner over de mindste uforudsete ting. Det vil sige, at småting vokser voldsomt ud af proportioner og ender i voldsomme grådanfald uden nogen former for bevidst styring fra min side...

Det er egentlig lidt af et paradoks, at jeg i lange tider ikke har kunnet græde og dermed få min sorg ud, og at jeg nu, et år senere pludselig kan få en hel masse tårer ud, om end de ikke – direkte – handler om sorgen over barnløsheden...

For når jeg siger den mindste ting, så mener jeg virkelig den mindste ting...

Den anden dag kom min mand hjem til en kone, der sad grædende i mørket i stuen og som svar på hvad der var galt, var alt hun hikstende kunne få ud, at der ikke var flere rene te-skeer da hun skulle lave kaffe...

Og jeg kan ikke længere bruge undskyldningen: jeg er på hormoner... For her i starten af november, er det 1 år siden vi gik i gang med nedreguleringen til sidste forsøg.*

I dag bestemte jeg mig for lidt selvforkælelse, så efter en dejlig frokost på en cafe med min veninde tog jeg ind for at tage sol. I spejlet på indersiden af døren i kabinen opdagede jeg til min skræk, at mit psoreasis-halløj på armene er kommet tilbage. Så kunne jeg jo græde lidt over det i stilhed mens jeg lå i solariet...

Det korte af det lange er, at jeg føler mig komplet uduelig og som en fiasko. Jeg orker intet. Jeg kan ikke læse lektier, ikke gå i skole, ikke gøre rent, ikke lave mad, ikke bestå mine eksaminer, ikke nå at skrive mit speciale inden jeg løber tør for SU, ikke lave børn, ikke gøre min mand til far, ikke overskue at købe julegaver, ikke overskue julen med al dens familieræs, ikke overskue noget som helst faktisk...

Og skulle det lykkes mig at bestå mine eksaminer, skrive min semesteropgave og bestå den og få skrevet mit speciale i tide, så kan jeg umuligt få et job, for jeg er jo elendig og uduelig...

Ja, så det går godt her i hytten! Vi lever i kaos, med en kone der græder og græder og græder og græder, over beskidte te-skeer, over vasketøj glemt i maskinen, over psoreasis på armene, over manglende balsam, over lektier hun ikke får lavet og over at hun græder konstant...


* Ikke fordi det er noget jeg går rundt og tænker på, hmmm.....