Anna, Amocca & virkeligheden

Jeg har udviklet en bizar form for personlighedsspaltning for at håndtere min(e) virkelighed(er). Den går i alt sin enkelthed ud på, at jeg nu er to-i-en, nemlig Anna og Amocca. Hvorfor dette er sket er ret klart. Jeg har, som tidligere nævnt, store problemer med at kapere og håndtere mine følelser omkring smerte og sorg, derfor er fortrængning vejen frem.

Fortrængning er dog ikke rigtigt en langsigtet løsning, da følelser desværre som oftest vokser når de bliver undertrykt, og her kommer personlighedsspaltningen så ind i billedet.

Fortrængning kan nemlig virke i min syge hjerne, hvis man deler virkeligheden (og mig) op i to. Ingen af de to virkeligheder er mere gyldige end den anden. De er ligeværdige og eksisterer parallelt.

I den ene virkelighed er Anna. Anna er lykkeligt gift, kandidatstuderende og en meget travl person. Hun har et aktivt socialt-, studie-, arbejds- og foreningsliv. Hun er gennemgående glad og tilfreds med tilværelsen og sit liv som et hele.

I den anden virkelighed sidder Amocca. Amocca er barnløs og i dyb sorg. Hun har et stort hul i sjælen fuld af smerte. Hun er så ulykkelig, at hun ikke længere kan græde, og hun er vred og bitter. På Gud, universet, sig selv og verden i al almindelighed.

Målet er selvfølgelig, at disse verdner skal være del af en samlet person og en samlet virkelighed - men for at fortrængningen skal kunne virke i Annas tilfælde, er det nødvendigt at opdele dem og lade Amocca tage sig af alt det ubehagelige.

Problemerne opstår først, når Anna og Amoccas verdner mødes. Som fx til LFUB kaffeklubsmøder, hvor Anna (som er kredsleder og kontaktperson) bør være imødekommende og en diplomatisk repræsentant for foreningen. Men hvor Amocca (som er en bitter gammel kælling) banker på og vil være med, da hun - naturligt nok - føler at barnløshed er hendes område.

Og så har vi balladen. Anna prøver at vise forståelse for andres følelser, støtte nye medlemmer, holde tonen let og involvere alle i samtalen. Mens Amocca er vred på verden og alt og alle, og udpøser sin vrede i form af sarkasme og bitre kommentarer.

Spørgsmålet er, hvordan vi får samlet de to virkeligheder til et hele, som gør, at jeg ikke en dag kan læse i et leksikon om "Amocca-syndromet", hvor en persons virtuelle alter ego bliver til en seperat person... og helst før jeg får skræmt samtlige medlemmer af kaffeklubben væk...