Friday, November 14, 2008

Svar på svar på tiltale...

Jeg troede meningen var tydelig nok i mit sidste indlæg, men det har den tydeligvis ikke været... Så som svar til den anonyme læser, som "for første gang synes jeg er galt på den", kommer her endnu en post med svar... Det er nu egentlig ret tilfredsstillende at vide, man kan have skrevet i så mange år, og at der stadig findes læsere som faktisk har været enig hele vejen igennem... Indtil nu altså...

Du skriver kun om fordele ved hysterektomien. Du afviser alle modargumenter - du overvejer dem ikke engang.

Jeg taler kun om fordelene ved hysterektomien. Korrekt! Udover at jeg vil mangle en livmoder kan jeg nemlig ikke se hulens mange ulemper - lige udover selvfølgelig selve operation og sygemeldingen derefter. Kunne jeg se flere ulemper end fordele ville jeg ikke overveje at få det gjort. Det er et stort indgreb og ikke noget man lige kan lave om. Dette er en nøje gennemtænkt beslutning. Det handler ikke om at give op eller om at straffe mig selv. Det handler om at højne min egen livskvalitet i det lange løb.

Ikke at ryge under et IVF-forsøg er altså ikke det samme som at være ikke-ryger. Så alene her er der noget at arbejde med. Jeg er ikke sikker, men er det 3 eller 4 forsøg du har gennemgået? Det er jo ikke alverden...Jeg kender mange der har brugt virkelig mange forsøg (og penge)og er blevet gravide. Personligt var jeg selv oppe på 6 ICSI før der var bingo - i en alder af 38 år.

Endnu engang (næsten) korrekt. Jeg har på intet tidspunkt været ikke-ryger. Jeg er holdt op hver gang jeg startede nedregulering. Jeg har været igennem 4 hele forsøg og 1 fryseforsøg. Om det er alverden og hvor meget man synes man skal igennem på behandlingens hellige alter det må være op til den enkelte at bedømme.

Du er ung - du har tiden for dig. Ved mindre du bare er så træt af dine månedlige gener og slet ikke har mere lyst og energi (og økonomi)til at kæmpe for bio-barnet, så afsted til lægen. Man ved altid selv når grænsen er nået. Men er der bare en lille bitte del af dig, der har mod på at kæmpe videre - måske om nogle år, så bør du droppe hysterektomi tankerne og så prøv hormoner og et par løbeture til at holde blodtrykket i skak i stedet.[...]Hvad med at give det 3 år til? Du holder op med at ryge - du bruger tiden til at komme i god form - og du tjener lidt penge og sparer sammen til 3 stk. IVF. Hvad med donor-æg?


Jeg har ingen lyst til at kæmpe. Det her skulle aldrig have været en kamp, det skulle have været en glædelig begivenhed, men det BLEV en kamp. Om man vil anse mig for at være "slået" et op til det enkelte individ at bedømme. Jeg selv anser det for at være "et klogt træk". Jeg har aldrig brudt mig om "krigs-allegorierne" når det kom til sygdom og død. Hvis man "taber kampen til kræften" er det så ens egen skyld man døde? Fordi man ikke kæmpede nok?
Pengene er ikke problemet, vi er 2 mennesker med gode jobs, havde vi lyst, havde vi pengene. Men det har vi ikke. Vores penge, tid og energi er brugt bedre andetsteds. Ikke her. Jeg har lyst til at sige, at jeg allerede føler jeg har spildt 5 år, men det er ikke helt sandt, for jeg har også fået meget godt ud af de sidste 5 år, men jeg agter ikke at spilde mere tid på dette, uforståeligt som det må være for nogle.

Jeg synes ikke at din historie holder vand - du fremstiller dit forløb som om du har gjort ALT og når det så ikke lykkedes, så kan du lige så godt ryde bordet fuldstændigt.

Korrekt! Omend du har lagt trykket forkert i sætningen. Jeg fremstiller mit forløb som om JEG har gjort alt. For det har jeg. For en anden person er det slet ikke nok og for en tredje er jeg gået for langt... Sådan vil vi altid være individuelle, selvom vi på mange måder er ens...

Et adoptionsforløb er fandme heller ikke sjovt (jeg var selv møllen igennem, da vi ikke troede at vi kunne få børn). De endevender dit liv. Det koster RIGTIG mange penge at adoptere, og det tager mange og lange år før man kommer igennem ventelisterne og får stillet barn i forslag.
Så man er lige så meget gennem vridemaskinene i et adoptionsforløb som ved IVF behandlinger.

Jeg har ingen rosenrøde ideer om adoption, jeg er klar over hvad det indeholder og indebærer. Der er dog en væsentlig forskel ved de 2 "vridemaskiner": for enden af den ene venter en familie - det som vi startede på for 5 år siden - det som altid var målet...

Ja - sorry. Et langt og lidt vredt indlæg. Jeg er en trofast læser som har fulgt dig gennem mange år - og for første gang synes jeg du er gal på den. Bare min mening.


Du har al ret til at have din mening, og al ret til at mene at jeg "giver op", er dum i låget eller hvad du nu skulle finde på at kunne mene. Det er en af de spændende ting ved at smide sine inderste tanker og intime liv på nettet til offentlig skue - folk forholder sig til det og har en mening om det ;-)

Jeg håber du har fået de svar du søgte, i mine mange ord, hvis ikke, er det beklageligt, men ikke noget der ændrer så meget, hverken i din eller min verden...

Labels:

10 Comments:

At 5:56 PM, Anonymous Anonymous said...

kære amocca

jeg glæder mig meget over hvor du er nået til - det er så stærkt og ikke mindst med masser af tro, mod og vilje.

jeg er selv dér, hvor nok er nok. det er ikke det samme som at det ikke gør ondt - de år man har været igennem, de bristede drømme.

jeg har nu været igennem adoptionsprocessen og venter venter venter. ja, det kræver noget nyt for jeg er hér og vores barn er dér. men venter med stor lykke og stolthed - glæd dig!

/anne

 
At 3:17 PM, Anonymous Anonymous said...

Hatten af for dig, Amocca.

Jeg håber, jeg en dag når ligeså langt som dig!

Kh Anna

 
At 6:21 PM, Anonymous Anonymous said...

Kære Amocca

Det er længe siden jeg sidst har været inde på din blog, men jeg må skrive, at jeg er positivt overrasket over at du nu er så afklaret, og jeg synes det er den helt rigtige beslutning du/I har truffet, men det er du vel ikke i tvivl om ;-). Faktisk kan jeg mærke glæden boble inden i lige nu, på jeres vegne. Det næste jeg glæder mig til at læse, er at I er blevet godkendt til adoption. Som jeg tidligere har skrevet, er jeg sikker på at I vil blive nogle fantastiske forældre. Held og lykke med det, og de bedste ønsker for fremtiden til jer og Karla-hunden.

Knus fra Sine

 
At 9:59 PM, Anonymous Anonymous said...

Hold op, hvor beskriver du det bare godt!!! Kan kun give Sine, Anne og Anna ret.

Hilsen fra én, som ved at mange års kamp med fertilitetsbehandlinger ikke nødvendigvis fører til et barn. Har indstillen kampen (som netop er blevet til en hårdere og hårdere kamp med årene) efter 12 år, uden at vi fik barn. Vi fik desværre afslag på adoption pga. en kronisk sygdom. Ellers var vi stoppet med behandlingerne for længe siden og havde sandsynligvis siddet med et barn i dag eller i hvert fald stået på venteliste til et barn.

 
At 10:29 PM, Anonymous Anonymous said...

Uanset hvor hård og modbydelig rejsen har været - og endnu værre - og hvor ligegyldig den må synes at have været, eftersom målet aldrig blev nået ... så er den alligevel ikke helt spildt ... ikke for mig i hvert fald ;)

 
At 10:11 AM, Blogger Snowie said...

Freud, heller ikke for mig - og det uanset, om jeg var kommet "i mål" eller ej... <3

 
At 3:54 PM, Anonymous Anonymous said...

Kære amocca,
Bare lige en kort kommentar fra en trofast læser, som nyder dine indlæg og også i denne sammenhæng er enig med dig. Jeg vil blot tilføje, at HAVDE du født børn og ikke ønskede flere, ville de færreste overveje at tale dig fra indgrebet. Og hvordan man end vender og drejer sagen, så er det ulykkeligvis nok usandsynligt, at du kommer til at føde dine egne børn. Noget du i øvrigt virker til at have affundet dig med. Så jeg kan ikke se, at det er så meget anderledes. Så ja, jeg ønsker dig held og lykke med indgrebet og håber inderligt for dig, at det vil forbedre din livskvalitet. Det tror jeg, at vi alle kan unde dig.

 
At 6:19 PM, Anonymous Anonymous said...

Synes stadig det er voldsomt at fjerne sin livmoder når man kun er 30 år gammel. Også selvom det må have været en emotionel rutjebanetur indimellem de sidste 5 år og der er rigtig gode grunde til at være pissed på sin krop.

Hvad mon en mere erfaren Amocca på 55 år ville sige til den opgivende Amocca på kun 30 år om denne sag? Er det helt umuligt at lade livmoderen være og opgive babydrømmen i en årrække?

Hvad nu hvis en dag om 5-8 år du skulle få lyst til at gøre nogle nye forsøg enten med din mand eller med donoræg? Hvad nu hvis videnskaben var nået længere med nye resultater og det der lige nu ser umuligt ud kan lade sig gøre om nogle år?

Tror bare at jeg og måske visse andre læsere er oprigtige fans af Amocca og vil dig det bedste.

Igen tager jeg måske fejl, men jeg fornemmer en beslutning som ikke er helt så reelt gennemtænkt, som du ellers ihærdigt giver flot intellektuelt udtryk for...

Tilgiv mig min insisteren på at skrive mine tanker på din fantastiske blog - jeg kan ikke lade være og du har jo til hver en tid slette-retten ;o)

 
At 7:36 AM, Blogger Monja said...

Hej Amocca

Jeg har virkelig overvejet om jeg skulle skrive til dig. Først tænkte jeg ”hun virker afklaret”, men så ”hun faker”. Jo mere afklaret du prøver at lyde jo mere får jeg den opfattelse at det hele bunder i at du hader din krop og vil staffe din livmoder ved at skille dig af med den.

Jeg synes det er et rigtig dårligt valg. Men måske bunder det mere i at jeg aldrig selv ville kunne gøre et sådan valg. Ja, jeg synes du har opgivet for hurtigt. Jeg ville have kæmpet videre. Jeg synes absolut ikke at lægerne har gjort alt for jer, og derfor synes jeg heller ikke at du har gjort alt for dig selv.

Jeg mener ikke at du skal undgå hysterektomi, men i hvert fald vente til du er færdig med at forsøge at få børn enten ved behandling (og det er du vist) eller ved adoption (som du vist er meget klar til). Kan du virkelig ikke vente bare til i for et barn i udsigt?

Er det bare mig som opfatter hele denne diskution som en selvmordskandidat der råber ”red mig?” Jeg håber da jeg tager fejl.

Knus fra Monja (du vil altid have plads i mit hjerte)

 
At 9:46 PM, Anonymous Anonymous said...

Hej Amocca,

Har også fulgt dig længe.

Vil spørge dig om du indgående har fået testet din hormonstatus?

Hvordan ser dine tal ud for DHEA?

østrogen og progesteron?

dit kortisolniveau i blodet?

Ubalancer i ovenstående kan sagtens medføre de kraftige menstruationer du slås med - og det kan reguleres ind med mindre drastiske midler end at få fjernet din livmoder.

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger