Om happy endings og mellemstykker

Jeg har fået en mail, en rigtig dejlig mail faktisk. Fra en sød pige, og ny læser af min blog. Jeg håber det er ok med hende, at jeg citerer lidt af den her, da den har åbnet for lidt tanker...

Nu hvor jeg har læst hver side rub og stub, sidder jeg med en tom følelse indeni. Ved ikke helt, hvad jeg havde forventet… Jeg har vel læst den lidt som en bog, altså startede fra starten i 2004 og læste mig frem til juni 2008 uden at vide, hvad der ville ske næste dag, uge eller måned. Og måske i min forventning om den gode historie, blev jeg helt ude af mig selv, da der pludselig ikke var mere at læse. Ingen afslutning, ingen forvisninger om hvad fremtiden bringer.

Selvom jeg er langt mindre aktiv på Kaffebaren end jeg har været tidligere, så ser jeg den absolut ikke som lukket. Vi er blot nået til et af mellemstykkerne i ”Amoccas historie om barnløshed”... Der har været mellemstykker før. De fleste af dem fyldt med angst og vrede. Dette mellemstykke bliver bedre. Fyldt med hundebaby og grænseløs kærlighed.

Bloggen har ingen afslutning, får det måske aldrig... Hvem ved. Den tid og de ord jeg har lagt her i de forløbne 4 år er blevet så stor en del af mig, at jeg tvivler på at jeg magter nogensinde helt at give slip. Men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Bloggen er for mig levende og den ændrer karakter alt efter hvordan jeg har det. I 2004 var der chok men optimisme. I 2005 var der håb, der langsomt svandt og angst der fyldte mere og mere. I 2006 var den et sted fyldt med sorg og vrede. Den var ikke et rart sted at være, men det var nødvendigt at få ud, for at kunne leve videre, for at kunne eksistere.

Nu skriver vi 2008 og bloggen er igen en hel anden. Barnløsheden fylder ikke ret meget herinde længere, men den er her. Malet i farverne på væggene, indprentet imellem hver en linie, allesteds nærværende, da bloggens liv opstod af den. Men hos mig er den overkommelig.

Og det er en god ting. Set fra en læsers side er det selvfølgelig ikke den ønskede slutning. Man vil jo gerne bekræftes i, at alt det her behandlingspjat er godt for noget, men set fra min side er det egentlig ok.

Måske behøver man ikke en Hollywood happy ending? Måske sker alting fordi det skal ske? Og måske ikke. Men faktum er, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har det godt nok, også selvom der ikke er en slutning, eller i hvert fald ikke den slutning jeg oprindeligt havde håbet på.

Det er jo heldigvis sådan her i livet, at de færreste ting ender, de ændrer sig bare, det samme med vores historie. Vi har ændret os meget i løbet af de sidste 4 år, alt andet ville vel være mærkeligt, men målet er stadig det samme: ”At blive en familie”...

Det bliver bare på en anden måde end vi oprindeligt troede...

Tænk på noget andet

Jeg har tidligere skrevet flere poster om de klicheer vi barnløse må døjes med i tide og utide fra omverdenen. Jeg er enig i, at det kan være sundt at "tænke på noget andet", men jeg er ikke enig i, at det gør een gravid, eller at det er en nem ting at kaste sig ud i...

Nå, men nu er det jo efterhånden læææænge siden at jeg sidst har været i behandling, og det hjælper jo, med hensyn til det der med at tænke på noget andet... For, selvom barnløsheden stadig fylder i mit sind, så er der jo ikke noget behandlingsforløb eller nogen forsøg at gå op i (lige undtaget den der bjørnetjeneste som Skejby vil give os, som jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal gøre med, men den diskussion må vente til en anden god gang)...

Så, ja, jeg er langsomt begyndt at tænke på noget andet. Først var det projekt træning aka. bliv lækker om det så er det sidste du gør, det hænger stadig ved, omend det er gået noget trægt med træningen her i sommer på grund af en hulens masse arbejde...

Så var det projekt hundebaby, som jo desværre gik i vasken, næsten allerede inden det kom i luften... og nu er vi så nået til projekt hyphest.

Jeg var engang - i tidernes morgen - en rigtig "hestepige", og det prøver jeg så lidt at lege at jeg er igen nu. Godt nok er modet slet ikke så stort som det var, men interessen er der stadig og det er jo dejligt.

Så nu har jeg altså fundet mig en hest jeg kan hygge lidt om i ny og næ - og den er sød og rolig og heldigvis ikke så stor / ikke så langt ned...
Fordelen ved at arbejde med et stort levende dyr er, at så længe man er igang kan man ikke rigtigt lade tankerne fare alt for langt, da man trods alt sidder ovenpå omkring ½ ton muskler. Og med det in mente, mon så ikke dette kunne hjælpe mig til at "tænke på noget andet"...

Klichéernes kliché

Som barnløs må man ligge øre til en hulens masse historier og forslidte klichéer fra omverdenen. Det er utroligt så mange mennesker der kender nogen, der kender nogen, for hvem det lykkedes det øjeblik de ”bare slappede af”, ”tog på ferie”, ”satte huset i stand”, ”tænkte på noget andet” osv. Men den største kliché af dem alle, klichéernes kliché om man vil, er: Køb en hund.

Utroligt men sandt, hunde indeholder åbenbart et hormon som gør at, ellers sterile kvinder pludseligt bliver spontant gravide, hvis man ellers skal tro historierne. Eller… Nej ok, måske ikke. Måske er jeg bare gammel og bitter og har hørt den fantastiske fortælling om naboens søns mælkemands datter et par gange for meget… hvem ved?

Nå, men hvorom alting er, så for ikke så længe siden, et andet sted på internettet, viste Gitte billeder af sin lille nye babyattrap hundehvalp.


Dette, sammenholdt med, at Freudika også synes at have fået nyt mål i livet siden hun fik sin bette Tulle hjem, satte tankerne i gang i lejligheden i Århus. Min kære mand – som ellers er modstander af konceptet kæledyr (pyntevildt mener jeg hans ord er for sådanne tingester) – mente, at det måske faktisk ville være en fantastisk ide at få en hundebaby, når vi nu ikke kunne få en babybaby.

Og det blev undersøgt. Kontrakten på vores lejlighed skriver på intet sted, at vi ikke må holde husdyr i ejendommen, hvilket undrede os begge, da vi var sikre på at det forholdt sig sådan. Men det stod der jo ikke, så der gik en weekend med glade spekulationer, med søgning på hundehvalpe på nettet – og med en glædelig forventning indeni, som jeg ikke kan huske sidst jeg havde. Bare tanken om den lille hund gjorde mig gladere end jeg har været i årevis.

Mandag morgen ringer jeg til udlejer – dette var mandens krav, han synes vi skulle dobbelttjekke, da ingen – hverken os eller hund – kunne være tjent med, hvis de efter få måneder forlangte at vi skulle skille os af med den igen. Og mandag morgen bringer nedtur.
Udlejer mener at det må være en fejl i vores kontrakt, og at det på ingen måde kan komme på tale. Og jeg begynder at græde og må mere eller mindre smække røret på. Så ingen hund til os. Ingen babybaby og ingen hundebaby.

Og nu kan det måske undre, hvorfor jeg skriver et indlæg, om noget der alligevel ikke blev til noget. Men måske skrev jeg det for at huske hvor glad jeg var – kortvarigt ja – men det må være et tegn på, at det faktisk er muligt engang at blive glad igen.

Om det så er fordi vi kommer til at leve op til alle klichéerne eller ej. Det er en mulighed, at jeg en dag vil kunne komme til at glædes over ting igen, at se frem til ting igen, at være glad igen. Og det er da noget!

Den nye fiksering

Her er stille, jeg ved det godt... Men helt ærligt: uden min behandlings / barnløshedsfiksering, ja så er jeg altså desværre et ret gennemsnitligt menneske med et usædvanligt kedeligt liv... så hvad søren skal jeg skrive om?

Men eftersom fiksering har virket så godt for mig i de sidste par år, og har skaffet mig en trofast læserskare, ja så må jeg jo se om jeg kan gøre mig selv kunststykket efter - blot med en ny type fiksering...

Og jeg er jo begyndt så småt, ikke? Kroppen min har været genstand for adskillige hadske indlæg på denne blog, men lad os se om den kan bruges til at skrive lidt om, eventuelt også mere positive indlæg.... eller er det at bede om for meget?

Så mit nye bud på en fiksering, er altså min krop. Og ingen fiksering uden en usund vrede, vel? Så istedet for at være vred på kroppen over at den er uduelig og ikke kan bruges til det den skal, så lad os skælde den ud over at være blevet småbuttet i løbet af de sidste par år. Og derefter kræve at den skal laves om....

For æggeledere kan vi ikke få igen, men figuren burde kunne hives tilbage - med lidt hårdt arbejde, ikke sandt? Og det er jeg så lige så langsomt gået igang med. Er i hvertfald begyndt at tage sol jævnligt - uden 2 grads forbrændinger til følge på nuværende tidspunkt - og så har jeg sandelig meldt mig ind i et motionscenter *shock og gisp lyder igennem lokalet* og har enddog været dernede og træne *flere publikummer besvimer*...

Ok, indrømmer at det er for tidligt at vinke farvel til Marilyn - men forhåbentlig skrumper hun lige så stille...

Et før og efter billede siger I? I må da have spist søm....