Mavefornemmelsen

Der var flere spændende kommentarer til sidste indlæg, men jeg tror at Rikke vist sagde det som flere tænkte, så lad mig citere hendes kommentar og svare ud fra den...

Jeg kan godt forstå at de lige må høre din mand først. For jeg får nemlig helt ondt i maven når jeg læser det her. Jeg kan ikke forklare hvorfor rent logisk. Måske er det fordi jeg tror/husker/føler at din egen situation ikke er rigtigt afklaret, lukket og slukket.

Det er fuldstændigt korrekt, at min egen situation endnu ikke er 100% afsluttet eller afklaret, men den ene ting udelukker ikke nødvendigvis den anden... Jeg kan jo stadig gå tilbage i behandling på et senere tidspunkt, selvom jeg donerer æg væk nu... Hvis jeg altså nogensinde skulle få lysten og troen tilbage...

Har du slet ingen følelser omkring det her? Kan du virkeligt godt skille tingene ad? Vil du aldrig komme til at føle at en anden kvinde har fået 'dine børn', - de børn som du måske aldrig selv får? Vil du med garanti ikke blive mere bitter?

Lad os starte med det sidste først: Bitterheden! Jeg tror slet ikke det er menneskeligt muligt, at blive mere bitter end jeg er på nuværende tidspunkt... men når det er sagt, så tror jeg på ingen måde at denne bitterhed vil blive forstærket af, at andre folk får børn af mine æg.
Folk vil få børn hvad end jeg kan eller ej (så meget har jeg da lært at acceptere, hehe), hvilke æg disse børn kommer af, er egentlig ikke relevant i min bog...

Der er en selvfølgelig den absurde tanke, at jeg en dag kunne møde et barn, som jeg ville kunne genkende mig selv i - men ideen er så langt ude og urealistisk, at jeg end ikke kan lade den slå rod...

Jeg ville ikke genkende disse børn. Hjernen ser hvad vi ønsker den skal se. Derfor genkender folk mig, som min venindes søster, når jeg bliver introduceret som moster Anna - på trods af at vi ikke ligner hinanden overhovedet...

Jeg tror på, at jeg kan skille tingene ad. Jeg har aldrig haft nogle kvaler med hensyn til donormateriale... Jeg ville til hver en tid have modtaget donoræg eller sæd hvis det kunne have hjulpet os. Jeg ved, at æg og børn ikke er det samme i min bog. Og jeg tror aldrig jeg vil tænke, at nogen har fået "mine" børn...

Jeg har haft denne samtale med min veninde, som er mor til to. Hun kunne ikke gøre det, siger hun. Men hun ved jo også hvordan hendes børn ser ud! Jeg ved det ikke, og kommer nok heller aldrig til at vide det...
Under alle omstændigheder ville disse æg ikke blive til mine børn, de ville (forhåbentlig) blive til andre folks børn... Andre folks børn er ikke mine, ligegyldigt hvilket genetisk materiale de så kommer fra....

Manden og jeg har også snakket om det. Som jeg, var han let undrende over hvorfor de ville snakke med ham. Det er min krop, mine æg, min beslutning...

Om I er overbeviste ved jeg ikke, men jeg synes absolut at diskussionen er interessant, og jeg skal indrømme, at jeg har overvejet mange ting grundet jeres kommentarer...

Men når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig, at den glæde og håb jeg kunne give nogen via mine æg er en rigtig god ting. Og jeg synes også om tanken om, at alle disse unge sunde raske æg som jeg smider ud måned efter måned, ikke bare bliver spildt på ingenting...

Og min mavefornemmelse, den er helt i orden...