Neonlys er ikke flatterende for min teint
Jeg er vred og bitter i disse dage, og når jeg er ikke er vred og bitter, så er jeg ulykkelig og bange...
og jeg er ikke begyndt på nedreguleringen endnu, så jeg kan ikke skyde skylden på hormonerne...
Hvad er det lige jeg har gang i, tænker jeg ved mig selv...
Hvad nu hvis dette forsøg ikke lykkes? Hvordan skal jeg så komme igennem januars eksaminer? Hvad nu hvis jeg går lige så meget i sort som jeg var helt i starten? Hvad så med næste semester? Kan jeg klare det?
Men hvad er alternativet? At vente 1½ år, til jeg er færdig med studierne, før jeg tager sidste forsøg? Nej! Det er jo heller ikke en realistisk mulighed...
Jeg skal kæmpe meget hårdt med mig selv for ikke at lade enten vreden og bitterheden, eller angsten og tristheden få overtag.
Men hvad er det jeg er vred og bitter over, ulykkelig og bange for? Bitterheden og vreden kunne jo bunde i, at jeg faktisk synes det er drønuretfærdigt, at jeg uden tvivl aldrig får lov til at prøve at være gravid, at føde mit barn, at amme, at holde min nyfødte baby ind til mig, at give mine forældre et biologisk barnebarn. Hvad er det jeg har gjort, som gør at jeg ikke fortjener dette? Når så mange mange andre kommer så uhyggeligt let til det igen og igen?
Måske er jeg ulykkelig og bange for, at jeg aldrig kommer til at opleve disse ting. Skrækslagen for at jeg ikke kan udholde og overleve denne smerte uden at gå i tusinde stykker? Og hvis jeg går i tusinde stykker, kan skårene så limes korrekt sammen igen? Hvad nu hvis det går galt og jeg aldrig finder mig selv i skårene igen?
Eller måske overdramtiserer jeg? Måske handler det hele om det faktum, at neonlys er meget lidet flatterende for min blege teint?
posted by Amocca @ Sunday, November 06, 2005
4 comments
4 Comments:
Åhh! kære Amocca
Jeg synes overhovedet ikke, at du overdramatiserer. Jeg genkender alt for godt de tanker, som du beskriver.
Når du tager dette forsøg nu, er det jo fordi, du vil Så gerne være mor, at du vil gøre alt, hvad du kan for at blive det og dette er hvad du kan lige nu!
Din angst for, at dette forsøg ikke lykkes er fuldt forståelig, og hvordan du skal klare dig igennem, hvis det ikke gør, er jo kun en fortsættelse af den tankerække, men jeg håber inderligt, at din virkelighed vil blive en anden, for INGEN har fortjent IKKE at blive mor, og det er absolut IKKE din skyld, at du er i denne situation.
Skulle det ulykkelige ske, så vil det blive hårdt, du vil føle dig knust, men du vil også komme igennem det og du vil finde dig selv igen. Man tror det ikke, før man har prøvet det, men vi er alle stærkere, end vi selv tror,OGSÅ DU!
Med de bedste ønsker for dig nu og i tiden, der kommer.
evi
Hej Amocca
Jeg skulle lige ind på din blog, for at se om der var nyt fra dig. Jeg spekulerede på, hvordan du har det. Og du har det ad helvedes til, forståeligt nok. Det er som at vælge mellem pest eller kolera - skal du tage forsøget, med alt hvad der dertil hører - også risiko for nederlag?! Eller lade være/udsætte det og fortsætte uvisheden og barnløsheden? Jeg kender alle de følelser, du beskriver og føler med dig. Nogle gange hjælper det at give luft for vreden - jeg tror faktisk ikke det er sundt at lade være. Kom ud med det hele. Jeg har også nogle gange været bange for at give slip, for hvor dybt er hullet, jeg kan falde i? Og hvordan kommer man op igen? Men vi er alle stærkere, end vi tror og vi kommer op igen som korkpropper. Det er hårdt lige nu, men du klarer det. Og så skal du lytte til dig selv og sige stop, hvis det bliver for hårdt. Selvom jeg godt ved, at det er svært, for hvornår og hvordan stopper man?
Jeg tænker på dig. Håber du får den bedste julegave du nogensinde har fået!!!
Knus Tina
Kæreste Amocca
Jeg behøver ikke engang læse tilbage på min blog for at finde nøjagtigt den samme frustration. For jeg ved at den er at finde der. Jeg genkender dine tanker så godt. Og du overdramtiserer IKKE spor. Din skræk for fremtiden ER reel. Og jeg synes faktisk at det er modigt at du tør erkende den - det er et lille skridt på vejen, tror jeg.
Jeg ved ikke om det hjælper lige nu, men jeg vil give Tina ret i at vi mennesker har en fantastisk evne til at overleve selv de værste omstændigheder og komme igennem på den anden side som velfungerende almindelige mennesker med alle skårerne sat rigtigt sammen. Det tror jeg også at du vil, selvom det er sindsygt hårdt lige nu.
Mht eksamen i januar, så er det væste der kan ske at du dumper, ikke? Det er jo ikke værre end at det kan gøres om igen, så lad nu være med at spekulere mere over det og brug din energi på hvad der er lige for - lige nu.
Mange trøsteknusere Rikke
PS. Husk nu at være god ved dig selv!
Kære amocca
Jeg synes det meste er sagt mht til dine tanker og følelser, og som de andre kan jeg også tilslutte mig DET HELE.
Når jeg læser din blog og føler de følelser, der hører med til barnløsheden, så kan jeg næsten ikke bære mit eget held, at jeg fik et rigtigt levende barn i den anden ende af de 5 forsøg. Og jeg husker så godt de laaaange samtaler med manden om "hvad nu hvis vi aldrig får børn" - og det virker bare så meningsløst og uoverskueligt.
Min ydmyge mening er blot at du og PUK og SøsterLystig og alle de andre - I har ikke fortjent det mindre at få børn,end andre, nej. Det vil være komplet meningsløst hvis I ingen får.
Held og lykke!
Stina
Post a Comment
<< Home