Det bliver sværere og sværere
Vi har været til bryllup. Og det er jo som regel altid en festlig begivenhed, og det var det sandelig også denne gang. Bryllupper er som oftest tæt befolket af mennesker man ikke kender, eller kun kender perifært og dette var ikke anderledes...
Og jeg må sige at det falder mig sværere og sværere at deltage i disse ting. Ikke fordi jeg er en asocial person eller ikke holder af fester, men fordi undskyldningerne for hvorfor vi endnu ikke har børn begynder at tynde ud...
Vi har været gift i 4 år nu. Manden har rundet de 30 og min næste fødselsdag lurer i horisonten. At vi har børn er på det nærmeste underforstået på dette tidspunkt i vores liv...
Og da brudens seminarie-veninder hørte det rungende nej som svar på spørgsmålet om børn, var de dog heller ikke tilfredse... Og undskyldningerne begynder som sagt at lyde hule, selv i mine egne ører...
Vi er ikke lige blevet gift, vi er ikke for unge, vi har ikke mange års uddannelse foran os stadigvæk, vi har ikke et ustabilt arbejdsliv uden sikkerhed for arbejde eller løn... Vi er faktisk lige det modsatte af alt dette...
Men orker man at fortælle historien om 4 års kamp, nederlag og fiaskoer til fremmede mennesker man med al sandsynlighed aldrig skal møde igen? Nej, vel... Så man fejer dem af, giver lamme undskyldninger eller forsøger sig med et kejtet emneskift...
Men jeg synes det bliver sværere og sværere...
Labels: IRL eller hvad man nu kalder det
posted by Amocca @ Monday, August 27, 2007
8 comments
8 Comments:
Har I haft talt om, hvad I svarer på den slags spørgsmål?
I kunne også vælge den korte version: Fordi vi ikke kan få børn.
Det er selvfølgelig nemt nok for mig at sige.
Hvorfor ikke bare sige som det er?
Inden min datter Elisabeth kom til verden, plejede jeg at sige, at vi rigtig gerne ville have børn, men at det ikke er lige nemt for alle og at jeg altså er en af dem der ikke bare kan blive gravid af mig selv. Det plejede at lukke munden på de fleste.
Hvad bilder folk sig egentlig også ind? Hvis man har jeres alder og øvrige setup - og stadig ikke har børn - så er det jo formentlig enten fordi man ikke VIL eller ikke KAN. Og ingen af delene rager folk, som man tilfældigt støder på til fester og lignende. Det er simpelthen dårlig opførsel at spørge ind til sådan noget.
Men HVIS folk alligevel vil være så uforskammede, så tror jeg sgu, jeg ville sige lidt ligesom Frederikke. Tror det ville få de fleste til at klappe i. Man kunne eventuelt tilføje "men tak fordi du minder mig om den sorg, nu er jeg rigtig i festhumør..."
Har i øvrigt en single-veninde, som til diverse selskaber skal svare på spørgsmål om, hvorfor hun ikke har en kæreste. Det synes hun er lige så træls. For selvfølgelig vil man gerne have en kæreste, når man er 33. Og selvfølgelig er hun ked af, at hun ikke har nogen at dele hverdagen med. Men det er jo ikke ligefrem noget, hun gider at underholde fremmede mennesker med ved en fest.
Altså, nogle mennesker...
Yes, jo ældre man bliver jo mere nærgående bliver folk i deres spørgsmål vedr børn og kærester. Møgirriterende!
Det irriterende i at blive spurgt om børn startede for mit vedkommende i år 2000 var det vist da de nye regler for barselsorlov blev indført. På det tidspunkt var jeg 26 og lige færdig med min uddannelse. Dengang var det mest irriterende fordi jeg synes at man som kvinde fik et "1 års barsel"- stempel i panden. Selv med en universitetsuddannelse i bagagen og efter indførelse af diverse ligestillingsregler her i DK, blev man alligevel set på som en potentiel fødemaskine og dermed som dårligere arbejdskraft (man spørger jo ikke mænd vel?). Dengang vidste jeg ikke at jeg er infertil.
Da vi startede med at prøve i 2004 var jeg 29 år gammel, dvs. det var lige før jeg fyldte 30 og vi var lge blevet gift og havde købt hus. Efter kort tid fik jeg endnu en grund til at synes det var irriterende at blive spurgt om børn, nemlig det at der bare ikke skete en skid samtidig med at alle omkring os fik masser af børn. De børn vi havde bestemt os for at ville have kom bare ikke. Og som tiden gik blev det værre og værre at få stillet spørgsmålet.
Nu er jeg 33 og jeg er aldrig rigtig kommet overens med spørgsmålet. Det er skidesvært at sige et eller andet smart når man for 117. gang bliver spurgt af en eller anden tilfældig fremmed og bare ikke har lyst til at forklare sig. For hvis man begynder på den rigtige historie er det min erfaring at "fremmede" folk ofte bliver endnu mere nærgående i deres spørgsmål og helt ærligt jeg har sgu ikke lyst til at dele alle detaljer vedr. mit underliv til alle og enhver. Så jeg forstår godt din frustration. Det jeg nogen gange har gjort er simpelthen at forberede forklaringer der passser til mit humør og tilstand (det er vigtig for så virker man mest overbevisende ) når jeg skal ud i en situation hvor jeg ved at der kan opstå spørsgmål. Andre gange hvor jeg har været uforberedt har folk bare fået et bestemt NEJ til spørgsmålet "har du børn?" og så skifter de fleste hurtigt emne. Nogen gange har jeg også sagt: "tillykke du er så nummer 1000 i aften der har spurgt mig om det" og så fatter folk som regel også budskabet.
Arghhhh!
Jeg har det jo også nemt og mit på det tørre, men alligevel vil jeg gerne bortforklare det dumme spørgsmål om børn lidt. Det er jo så skide nemt et samtaleemne - hvis man har børn, altså. Det kan man jo snakke om i timevis og samtidig kan det være den ene (og eneste) ting man har tilfælles. Jeg forstår godt hvorfor man tyer til det nemme spørgsmål når der skal smalltalkes. Dumt eller ej.
Jeg bliver nu spurgt rigtigt mange gange om hvornår vi skal have nr 2 og hvis jeg ikke giver en fornuftig grund til at det skal vi ikke, holder folk ikke op. Så ruller de frem med alle argumenterne for søskene og for at få dem tæt på hinanden. De kan også finde på at antyde at det så nok ikke har været nogen succes at få Daniel, når jeg nu ikke skal have flere... suk...
Jeg holder til Frk. Hats udlægning og svarer at der kun er to årsager til at man ikke har (flere) børn: enten fordi man ikke kan eller fordi man ikke vil. Vælg selv.
Langt det nemmeste er dog at fortælle det som det er -i korte træk, og så skifte til et andet enme. På et tidspunkt bliver det commen knowledge i omgangskredsen at det står sådan til, og så holder folk faktisk op med at genere en.
Hej Søde. Du skal ikke komme med nogen undskyldninger - du har jo ikke gjort noget forkert!! Folk spørger af misforstået venlighed/nysgerrighed/ hvad ved jeg...og har INGEN ANELSE om hvor ondt det gør at hive emnet frem hver gang. Men de bliver ved med at spørge indtil de får et svar de er tilredse med, eller fatter deres totale jokken i spinaten. Meld klart ud (det gjorde vi)- I har intet at være flove over - bare sig: Vi har prøvet i flere år, men det er ikke lykkedes endnu, og jeg har ikke lyst til at tale om det. BUM, færdig! Det lukkede munden på dem- og der kom ikke flere spørgsmål til diverse fester, da rygtet åbenbart spredtes lidt efter lidt.
Hvordan har du det nu? Du var så langt nede sidst, at jeg blev helt urolig. Håber du har fået råbt og skreget og grædt og har rejst dig op og er parat til at kæmpe videre for DIG! Jeg hepper og hepper her fra sidelinjen. Hanne
Var det mig ville jeg hel klart sige: Vi kan ikke få børn!, det lukker munden på de fleste.
Vi står i samme dilemma efter at have været gift i et år.
Vi var til en fest med nogle enkelte gode veninder og en masse jeg ikke havde mødt før.
Og jeg vidste af en af mine veninder ville spørge til det og havde gentlig tænkt mig at svare på en pæn måde. Men da hun pludselig spurgte sådan tværs over middagsbordet hvor der sad en masse mennesker jeg ikke kendte - ja så fløj det ud af munden på mig "jeg ved ikke om du ved det, men børn er ikke noget man bare køber i supermarkedet".
Og så blev hun ellers rød i hovedet og svarede "undskyld- den hentydning forstår selv jeg".....
Post a Comment
<< Home