Om at være voksen og hundemor og den slags...

Jeg ved godt her har været stille rigtig længe, og det beklager jeg selvfølgelig. Mit forsvar er, at jeg er blevet voksen, eller ihvertfald at jeg er startet på mit nye "voksen"-job. Det gjorde jeg d. 1. september, og det er et rigtigt job nu. Sådan et job hvor folk faktisk siger: "Ok, det lyder interessant", istedetfor at sige: "Hvad regner du så med du skal lave når du er færdig med dit speciale?"

Og det er spændende og meget skræmmende, men jeg er glad for det, selvom den slags selvfølgelig altid er voldsomt hårdt i starten. Især fordi jeg ikke har nogen former for baggrundsviden indenfor det felt jeg er endt i, men det arbejder jeg hårdt på at få skrabet til mig... Det kommer vel lige så langsomt...

Derudover er der jo hundebabyen, som også tager meget tid, og som også tvinger een til at blive lidt mere voksen, strukturere ens dagligdag og tage ansvar for en hel masse ting. Men tilgengæld for det, så spreder hun så megen glæde og kærlighed, at det er hele omvæltningen værd. Sjovt nok har det vist sig, at der ikke er den store forskel på bekymringerne, ligegyldigt hvor mange ben ens yngel har...

Som alle andre nybagte mødre bekymrer jeg mig over, at jeg ikke synes hun spiser nok, om hun mon trives og hvad det er hun vil nogengange når hun piver umotiveret. Og lige i øjeblikket er hun kommet til skade med sit ene ben, og så vil bekymringerne ingen ende tage... Overvejer om min nye arbejdsgiver mon accepterer "hundebarnets første sygedag" på mandag hvis det ikke er blevet bedre....

Som I nok allesammen har læst og hørt, så ser det ud til at lukningen af Skejby er aflyst igen, det vender jeg lige tilbage til en anden dag... For nu vil jeg slutte med et billede af Karla og hendes yndlingsbamse Rotte...