Første spadestik - med blandede følelser...

Var det ikke noget i den retning Gitte mente denne post burde hedde?

For nu er mens kommet, så på søndag - altså faktisk imorgen - tager jeg til Herlev og så ruller snebolden... Hvordan jeg har det med det, det vender vi lige tilbage til, for først har jeg vist et mindre hængeparti med hensyn til at fortælle lidt om forsøget, hvad det gik ud på og sådan...

Kort fortalt, handler det vist mest af alt om at gøre livet lidt nemmere for os piger i behandling. Det nye stimuleringsmedicin gives som en depot-indsprøjtning, der holder i en uge. Så altså ingen daglige indsprøjtninger, hvilken vi jo må medgive er en god ting, ikke sandt...

Jeg slipper dog ikke for daglige indsprøjtninger, idet forsøget er sådan et "blind" forsøg, hvor halvdelen af deltagerne får det nye stof og den anden halvdel får Puregon. Det vil sige, at vi alle sammen får lagt et depot den første dag, og herefter tager daglige indsprøjtninger.

De der får det nye stof, får selvfølgelig et rigtigt depot, og tager herefter saltvandsindsprøjtninger hver dag. De der er på Puregon, får et saltvandsdepot og tager herefter Puregon indsprøjtninger hver dag...
Vi bliver fulgt meget meget tæt - da medicinalfirmaet jo betaler gode kroner for det her - så turene til Herlev bliver desværre mange og ofte...

Og hvordan har jeg det så med det hele? Svært! Det er nok det mest passende svar. Jeg har stadig ikke lyst. Og som dagene går og det hele rykker tættere og tættere på, går det mere og mere op for mig, at jeg faktisk var blevet klar til adoption, sådan helt uden selv at vide det...

Og det betyder, at alt i min krop fortæller mig, at dette her er forkert! At det ikke er sådan her vi skal have børn, at jeg slet ikke har lyst til at gennemgå det her, at jeg slet ikke har lyst til at blive gravid...

Adoption er desværre ikke en mulighed lige nu. For havde det været det, er der slet ingen tvivl i mit sind om at dette her var blevet droppet. Men sådan skulle det ikke være...

Gudskelov er det et forsøg på kort protokol, så tidshorisonten er til at overskue. I øjeblikket er min største bekymring egentlig, om det hele kommer til at falde sammen med min venindes 30 års fødselsdag og min bedstemors 70 års fødselsdag...

For det der med den korte protokol og den med at vi bliver fulgt så tæt gør nemlig, at jeg forudser seriøse problemer med at kombinere det hele pga. de mange lange ture til Herlev og tilbage... Jeg har prøvet at flytte forsøget en måned, men det var ikke en mulighed. Dette gjorde, at jeg seriøst overvejede at aflyse forsøget, men nu gør jeg det altså alligevel...

Jeg kan ikke svare på hvordan det her ender, og hvor mærkeligt det end er at skrive, efter næsten 4 års jagt på en positiv test, ja, så kan jeg faktisk heller ikke svare på hvordan jeg helst så det ende...