Nogen gange lyver jeg - fordi det er nemmere

Lyver I nogen gange om jeres barnløshed, eller i det mindste undlader at rette folk når de går ud fra, at I har børn ligesom alle andre? Jeg gør. Ikke sådan konstant og hele tiden eller noget, men nogen gange er det bare nemmere på den måde…

Det er vist ingen hemmelighed at jeg arbejder i Toys R Us, eller at jeg har arbejdet der i rigtig rigtig mange år. Dette betyder, at jeg vitterligt er blevet voksen derude. Jeg startede derude i sin tid som en 15-årig pige og ja, jeg er der stadigvæk. I forstår slet ikke hvor meget ubrugelig viden om legetøj jeg har…


Men tingene har ændret sig, altså butikken er selvfølgelig stadig den samme, det er butikschefen også, medarbejdere og kolleger er kommet og gået, og de små børn der blev købt gaver til, da jeg først startede derude, ja de arbejder nu hos os som ungarbejdere efter skole…

Udover det, så har min status også ændret sig. I mange år var jeg ”pigen”, når folk talte til mig: ”kan du ligge tingene op til pigen…”. Som jeg er blevet ældre har tingene ændret sig, der var en tid, hvor jeg måske nok stadig var ”pigen” men jeg kunne også blive tiltalt som ”damen” … sådan lidt skiftevis. (I denne sammenhæng kan jeg fortælle at for et års tid siden, havde jeg en dag en far, der siger til sin søn på omkring de 6 år: ”kan du give damen tingene”, hvortil knægten svarer: ”Hun er altså en pige far, ikke en dame” – ham elskede jeg lige en lille smule der haha.)
Men nu er jeg åbenbart gået over en eller anden usynlig tærskel, for nu er der ikke længere nogen slinger i valsen. Jeg er altid kun ”damen” nu…

Alderen begynder åbenbart at kunne ses…

Og denne synlige alder betyder åbenbart også, at kunderne nu går ud fra at jeg må have børn. Der var nogle år hvor de altid spurgte først: ”har du selv børn?” Men det er nu et givent faktum i deres verdensforståelse…

Så i stedet for et søgende ”har du børn?” spørgsmål, før deres egentlig spørgsmål om den givne vare, så er det nu i stedet et fast: ”Du ved hvordan det er, når de når den alder hvor….” Og jeg smiler sødt og vidende – for jeg gider ikke forklare dem at nej, jeg har ingen børn og nej jeg ved ikke hvordan det er… For det er nemmere på den måde.

Men det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg snakker om, jeg har haft masser af erfaringer med andre folks børn og jeg ved uhyggeligt meget om legetøj. Og det er jo så integreret en del af mit liv, at jeg ikke kan lade være med at zappe lidt frem og tilbage på Cartoon Network eller Nickolodeon, bare lige for at se, hvad det er ungerne ser, hvilke reklamer der kører osv.
Jeg kan også tage mig selv i at se børnetime engang imellem, og en ting er helt sikkert: Jeg kan ikke gå forbi supermarkeders legetøjsafdelinger eller andre legetøjsforretninger uden liiige at tjekke ud, hvordan de ser ud, hvilke varer de har, prisniveauet og den slags. Jeg er miljøskadet!

Men ligesom I nok hellere vil prædikes for af en præst, der vitterligt tror på gud, så vil kunderne også gerne vejledes af folk, der selv har stået i situationen eller oplevet den pågældende vare i hænderne på et barn.
Så nogen gange lyver jeg, eller undlader at fortælle sandheden om man vil, og gør andres børn til mine egne. Som oftest min lille ”niece” på 2½, min mands efternøler lillebror på 9 eller mine små fætre og kusiner på henholdsvis 5, 6 og 7… På den måde har jeg et rimeligt stort aldersspektrum at spille på, fordelt på begge køn…

Dette skal ikke forstås på en sådan måde, at jeg påstår at have disse børn, jeg fortæller blot om de erfaringer jeg har gjort mig (legetøjsmæssigt) med disse børn, på en måde hvor ud af det aldrig tydeligt fremgår, at børnene ikke er mine egne…

For det er nemmere. Og folk har tillid til, at jeg ved hvad jeg snakker om, når jeg nu selv har stået med problematikken vedr. hvilken former for pokemonkortsopbevaring der nu er den bedste…

Så ja, nogen gange lyver jeg, fordi det er nemmere, og fordi den sande historie egentlig ikke er relevant…

Klichéernes kliché

Som barnløs må man ligge øre til en hulens masse historier og forslidte klichéer fra omverdenen. Det er utroligt så mange mennesker der kender nogen, der kender nogen, for hvem det lykkedes det øjeblik de ”bare slappede af”, ”tog på ferie”, ”satte huset i stand”, ”tænkte på noget andet” osv. Men den største kliché af dem alle, klichéernes kliché om man vil, er: Køb en hund.

Utroligt men sandt, hunde indeholder åbenbart et hormon som gør at, ellers sterile kvinder pludseligt bliver spontant gravide, hvis man ellers skal tro historierne. Eller… Nej ok, måske ikke. Måske er jeg bare gammel og bitter og har hørt den fantastiske fortælling om naboens søns mælkemands datter et par gange for meget… hvem ved?

Nå, men hvorom alting er, så for ikke så længe siden, et andet sted på internettet, viste Gitte billeder af sin lille nye babyattrap hundehvalp.


Dette, sammenholdt med, at Freudika også synes at have fået nyt mål i livet siden hun fik sin bette Tulle hjem, satte tankerne i gang i lejligheden i Århus. Min kære mand – som ellers er modstander af konceptet kæledyr (pyntevildt mener jeg hans ord er for sådanne tingester) – mente, at det måske faktisk ville være en fantastisk ide at få en hundebaby, når vi nu ikke kunne få en babybaby.

Og det blev undersøgt. Kontrakten på vores lejlighed skriver på intet sted, at vi ikke må holde husdyr i ejendommen, hvilket undrede os begge, da vi var sikre på at det forholdt sig sådan. Men det stod der jo ikke, så der gik en weekend med glade spekulationer, med søgning på hundehvalpe på nettet – og med en glædelig forventning indeni, som jeg ikke kan huske sidst jeg havde. Bare tanken om den lille hund gjorde mig gladere end jeg har været i årevis.

Mandag morgen ringer jeg til udlejer – dette var mandens krav, han synes vi skulle dobbelttjekke, da ingen – hverken os eller hund – kunne være tjent med, hvis de efter få måneder forlangte at vi skulle skille os af med den igen. Og mandag morgen bringer nedtur.
Udlejer mener at det må være en fejl i vores kontrakt, og at det på ingen måde kan komme på tale. Og jeg begynder at græde og må mere eller mindre smække røret på. Så ingen hund til os. Ingen babybaby og ingen hundebaby.

Og nu kan det måske undre, hvorfor jeg skriver et indlæg, om noget der alligevel ikke blev til noget. Men måske skrev jeg det for at huske hvor glad jeg var – kortvarigt ja – men det må være et tegn på, at det faktisk er muligt engang at blive glad igen.

Om det så er fordi vi kommer til at leve op til alle klichéerne eller ej. Det er en mulighed, at jeg en dag vil kunne komme til at glædes over ting igen, at se frem til ting igen, at være glad igen. Og det er da noget!

Renovering af kaffebaren

Jeg synes efterhånden, med snart 2 år på bagen, at kaffebaren trængte til en gennemgående renovering. Dette har selvfølgelig ikke noget med at gøre, at alle andre skifter look og er vildt trendy eller noget - nej nej - sådan nogle medløbere er vi ikke her på Amoccas Kaffebar, det er blot en saglig konstatering af, at her trænger til en klat maling og et par nye duge på bordene...

Og det har kaffebaren så fået. Det er første gang jeg har vovet mig ud i noget så kompliceret som dette i forhold til html-halløj, og på trods af at jeg har fået meget meget meget (det kan ikke siges nok gange) hjælp af min kære mand, så vil jeg på forhånd undskylde evt. skønhedsfejl. Disse vil blive rettet med tiden, hvis og såfremt de skulle indfinde sig…

Og jeg kan se på sidste post, at jeg ikke nåede at skrive dette indlæg før første nævenyttige snude – aka RikkeS – havde set det nye design, men nu er det altså helt og aldeles offentliggjort – håber I synes om det…

Så nu håber vi på, at dette nye look vil inspirere indehaveren - yours truly - til at servere nogle lidt mere ophidsende indlæg end hendes eksamensresultater, og at vi igen kan lokke masser af folk til at nyde udsigten fra kaffebarens hyggelige vinduer.

God fornøjelse!

Hvad skabet gemte

Der er nogen der siger, at ens hjem er et spejlbillede af en selv. At stuen er vores ydre profil, det vi viser til andre og sådan som vi gerne vil ses. Stuer er ryddelige steder, med potteplanter, lysestager, pæne billeder og små pynteting.

Soveværelset er som vi i virkeligheden er. Mit soveværelse roder, sengen bliver (til min egen store ærgrelse) sjældent redt og mit tøj har en tendens til at blive stablet på gulvet i stedet for at komme på plads i skabene.

Men de virkeligt spændende steder i ens hjem er, ifølge denne teori, skabene i badeværelset. I disse skabe kan man finde alverdens hemmeligheder. Her taler jeg ikke om deodorant, bodylotion og tandbørster der står fint på rad og række på hylden under spejlet, eller shampoo og sæbe i hjørnet i brusekabinen. Nej, jeg taler om de skabe der er fx under vasken. Der kan indeholde alt lige fra vibratorer til sovepiller. Skabene i badeværelset er folks hemmelige liv.

I mit badeværelse er der 5 skabe. Det under vasken er forbeholdt toiletpapir, rengøringsmidler, shampoo og des lige. Det øverste til højre er min mands og de tre andre er mine. Ja, hvad kan jeg sige - a girl needs her space ;-) – eller også har jeg bare mere hemmeligt liv end ham.

I går aftes, da jeg åbnede det nederste venstre skab for at finde en tampon, blev jeg mødt af det sædvanlige virvar af bodylotions, barberblade, hårfarve og så videre. Men forrest til venstre i skabet, stillet ligeså fint på rad og række, mødte jeg også dette bizarre syn.

Jeg har ingen ide om hvad det mon siger om mig som person, at jeg har valgt at rydde op i mine skabe på en så bizar facon, at jeg lige så fint – ubevidst - har stillet graviditetstestene op ved siden af tamponerne. Men jeg tror det beviser at jeg påskønner ironi i mine omgivelser…

Done, done and done...

Så blev den sidste også overstået - desværre med en endnu en flad 8'er - ville hellere have sluttet af på en 9'er, men sådan skulle det ikke gå... Og igen, skal man tage med, at jeg jo af en eller anden grund har valgt ikke at deltage i fagene i dette semester... Så det er nok ikke så skidt endda.

Så nu er der sommerferie, og selvom det sådan set bare betyder at jeg skal arbejde en hel masse, så er det alligevel dejligt. For når jeg har fri har jeg fri... det har man aldrig rigtigt helt som studerende...

Jeg har en masse i hovedet, som jeg skal have skrevet ned. Så forhåbentlig bringer sommeren masser af spændende blogindlæg.

Two down one to go...

Guderne må vide hvordan det lykkes mig, men tydeligvis sidder ulden godt på mig, for det er her i eftermiddags lykkes mig at score et 9 tal i databasearkitektur og systemudvikling... et fag jeg med totalt ærlighed kan sige, at jeg ikke ved en hujende fis om eller interesserer mig for overhovedet...

Så mangler jeg kun en, og så er der dømt sommerferie - eller det vil sige, der er dømt arbejde, arbejde, arbejde, men i det mindste vil eksaminerne da være ovre for denne gang....

Opdatering følger efter tirsdagens udflugt, men kan ikke sige hvor hurtigt den kommer, da jeg har store planer om en heftig mængde alkohol - ligegyldigt hvad resultatet...

One down two to go...

Dagens eksamen er overstået med et 8 tal som resultat. Er det bare mig eller er 8 bare den fladeste karakter i verden? Det er ikke godt, men det er heller ikke skidt... det er bare.... 8!

Nå, men hey, når man tænker på hvor lidt jeg har lagt i det burde jeg vel være godt tilfreds (sjovt jeg så ikke er det... hmmm)... Nå, men hvorom alting er så er den altså overstået og så er der jo heldigvis kun to tilbage...

Skal nok holde jer opdateret

Ulv i fåreklæder

Kender I det, når man egentlig bare venter på at der er nogen der opdager at man er en fake? Sådan har jeg haft det længe med hensyn til min uddannelse. Men de har ikke opdaget det endnu - bizart nok...

Jeg skal til eksamen i morgen og på fredag og på tirsdag... og jeg har ikke læst nok eller ordentlig eller noget... Og nej, det er ikke bare noget jeg siger, det er desværre et faktum, som vi ikke kan komme udenom... Jeg har ikke været ordentlig koncentreret om noget som helst i dette semester - måske forståeligt nok, når man tænker på hvad jeg har kæmpet med i de andre dele af mit liv, men jo ikke en undskyldning når man står foran sensor og det grønne bord...

Mit håb er at bluffe mig igennem, om det går kan kun tiden vise... Jeg er generelt ret godt skåret for tungebåndet, og kan egentlig slet ikke forestille mig at jeg kunne dumpe. Men det er vel kun et spørgsmål om tid før nogen opdager, at jeg i virkeligheden ikke ved en skid og slet ikke hører til der...

Barnløsheden og byen

Som nævnt i det alfabetiske sidste indlæg, har jeg brugt de sidste par dage på at se min Sex & The City Shoebox (se under S). Nu er jeg desværre færdig *suk*... Så bliver jeg vel nødt til at læse til eksamen istedetfor, øv...

Nå, som I allesammen ved (forhåbentlig - for jeg har da vel ikke læsere der ikke ser SATC, vel?), ender Charlotte i samme båd som os her i blogland: infertil og med en del mislykkede IVF forsøg bag sig...

Det er selvfølgelig ikke noget der bliver behandlet med stor dybde eller noget, men det fylder da en del i de story-lines der handler om Charlotte. I starten bliver det behandlet på en sådan måde, så Charlotte fremstår som en af de kvinder man elsker at hade efterhånden... altså en af dem der efter 3 måneder allerede hyler over at de ikke er blevet gravide... men som historierne fortsætter finder vi jo så ud af, at der er et reelt problem. Faktisk ryger Charlottes første ægteskab på den konto (ikke kun det, men lad nu det ligge)....

Nå, men i andet ægteskab får vi lidt mere om situationen. Vi finder ud af, at Harry og Charlotte faktisk bliver gravide naturligt, og at hun taber graviditeten. Vi ved at de tager minimum to IVF-forsøg og vi ved også, at der i hvert fald i et af forsøgene ikke er nogen æg til oplægning. Og her er jeg sådan set fint tilfreds med forestillingen om man så må sige. Charlottes reaktioner er fine: "We'll try IVF again. It will work. It'll have to!" (sagt med let desperation i stemmen).

Men det lykkes ikke…

Jeg har fulgt Charlotte igennem alt fra akupunktur til urter til hormonindsprøjtninger, gennem hendes veninde Mirandas upser graviditet, som afsløres på netop det tidspunkt Charlotte finder ud af, at hun selv har et problem og hendes glæde over at få en hund. Alt sammen med en blanding af irritation og indlevelse.

Irritation fordi jeg som en generel regel ikke er særligt positivt stemt overfor Hollywoods portrættering af barnløshed. Generelt synes jeg altid, at det kommer til at fremstå på en sådan måde, at man relativt hurtigt affinder sig med denne situation, accepterer den, får sig en hund og er glad for den, og derefter adopterer man bare… sådan lidt vupti agtigt… (og ja, det er også det der sker her til sidst).

Men jeg ved jo godt, at det ikke er muligt (og sikkert heller ikke ønskeligt), at vise alt det lort der foregår inden i hovedet på personer som mig. Så jeg tolerer, at det måske nok er overfladisk, men at det trods alt er bedre end ingenting. Og jeg synes, at de virkelig forsøger at få det rigtige igennem.

Så derfor også indlevelse. For jeg har jo været der, i desperationens kløer, hvor det bare må og skal lykkes, hvor man end ikke vover at tænke tanken at det ikke gør. Igennem akupunkturen og håbet. Igennem tanken om at hvis nu jeg tog dette eller hint ”vidundermiddel”… og også igennem venindens graviditet, som timingmæssigt kom aldeles uheldigt for mig. Så jeg så det og jeg græd.

Jeg græd da hun tabte graviditeten, jeg græd da æggene ikke havde delt sig, jeg græd da deres forsøg på national adoption gik i vasken og jeg hulkede mig igennem det sidste afsnit hvor de får billedet af deres lille kinesiske datter…

Bizart nok, er det derfor en åndssvag tv-serie, som får mig til at stille mig selv en hel masse spørgsmål, som jeg desværre ikke kan give ordentlige svar på...

Som fx. hvorfor kan jeg ikke acceptere adoption som en mulighed for os? Hvornår vi skal forsøge os med det sidste forsøg? Hvorfor vi overhovedet skal tage det sidste forsøg, når hverken vi eller lægerne tror på det? Om en hund virkelig ville hjælpe? og vigtigst af alt: Hvordan kan det være, at jeg kan græde over en fiktiv persons skæbne, men ikke min egen?