Barnløsheden og byen

Som nævnt i det alfabetiske sidste indlæg, har jeg brugt de sidste par dage på at se min Sex & The City Shoebox (se under S). Nu er jeg desværre færdig *suk*... Så bliver jeg vel nødt til at læse til eksamen istedetfor, øv...

Nå, som I allesammen ved (forhåbentlig - for jeg har da vel ikke læsere der ikke ser SATC, vel?), ender Charlotte i samme båd som os her i blogland: infertil og med en del mislykkede IVF forsøg bag sig...

Det er selvfølgelig ikke noget der bliver behandlet med stor dybde eller noget, men det fylder da en del i de story-lines der handler om Charlotte. I starten bliver det behandlet på en sådan måde, så Charlotte fremstår som en af de kvinder man elsker at hade efterhånden... altså en af dem der efter 3 måneder allerede hyler over at de ikke er blevet gravide... men som historierne fortsætter finder vi jo så ud af, at der er et reelt problem. Faktisk ryger Charlottes første ægteskab på den konto (ikke kun det, men lad nu det ligge)....

Nå, men i andet ægteskab får vi lidt mere om situationen. Vi finder ud af, at Harry og Charlotte faktisk bliver gravide naturligt, og at hun taber graviditeten. Vi ved at de tager minimum to IVF-forsøg og vi ved også, at der i hvert fald i et af forsøgene ikke er nogen æg til oplægning. Og her er jeg sådan set fint tilfreds med forestillingen om man så må sige. Charlottes reaktioner er fine: "We'll try IVF again. It will work. It'll have to!" (sagt med let desperation i stemmen).

Men det lykkes ikke…

Jeg har fulgt Charlotte igennem alt fra akupunktur til urter til hormonindsprøjtninger, gennem hendes veninde Mirandas upser graviditet, som afsløres på netop det tidspunkt Charlotte finder ud af, at hun selv har et problem og hendes glæde over at få en hund. Alt sammen med en blanding af irritation og indlevelse.

Irritation fordi jeg som en generel regel ikke er særligt positivt stemt overfor Hollywoods portrættering af barnløshed. Generelt synes jeg altid, at det kommer til at fremstå på en sådan måde, at man relativt hurtigt affinder sig med denne situation, accepterer den, får sig en hund og er glad for den, og derefter adopterer man bare… sådan lidt vupti agtigt… (og ja, det er også det der sker her til sidst).

Men jeg ved jo godt, at det ikke er muligt (og sikkert heller ikke ønskeligt), at vise alt det lort der foregår inden i hovedet på personer som mig. Så jeg tolerer, at det måske nok er overfladisk, men at det trods alt er bedre end ingenting. Og jeg synes, at de virkelig forsøger at få det rigtige igennem.

Så derfor også indlevelse. For jeg har jo været der, i desperationens kløer, hvor det bare må og skal lykkes, hvor man end ikke vover at tænke tanken at det ikke gør. Igennem akupunkturen og håbet. Igennem tanken om at hvis nu jeg tog dette eller hint ”vidundermiddel”… og også igennem venindens graviditet, som timingmæssigt kom aldeles uheldigt for mig. Så jeg så det og jeg græd.

Jeg græd da hun tabte graviditeten, jeg græd da æggene ikke havde delt sig, jeg græd da deres forsøg på national adoption gik i vasken og jeg hulkede mig igennem det sidste afsnit hvor de får billedet af deres lille kinesiske datter…

Bizart nok, er det derfor en åndssvag tv-serie, som får mig til at stille mig selv en hel masse spørgsmål, som jeg desværre ikke kan give ordentlige svar på...

Som fx. hvorfor kan jeg ikke acceptere adoption som en mulighed for os? Hvornår vi skal forsøge os med det sidste forsøg? Hvorfor vi overhovedet skal tage det sidste forsøg, når hverken vi eller lægerne tror på det? Om en hund virkelig ville hjælpe? og vigtigst af alt: Hvordan kan det være, at jeg kan græde over en fiktiv persons skæbne, men ikke min egen?