Hvem sidder der bag busken

Hvor er du? Spørger Søs i nedenstående indlæg. Jeg er lige her - men jeg har gemt mig bag en joggingbusk. For jeg gider ingenting lige i øjeblikket. Så jeg er iklædt joggingbusk camouflage gear - og kan ikke ses med det blotte øje...

I går var vi til 30 års fødselsdag. Ja, sådan går det jo i enhver vennekreds, selvom jeg gerne ville bilde mig selv ind, at vi stadig alle sammen er i starten af tyverne, så passer det ikke helt hvis man giver sig til at tjekke fødselsattester og årstal...

Det var en hyggelig aften, men som vinen røg indenbords, kunne jeg godt mærke at jeg blev nødt til at stoppe... Nobody likes a sappy drunk - og især ikke mig! Jeg hader når folk giver sig til at hyle ved festlige lejligheder, fordi de ikke kan overskue deres liv ligeså snart promillen stiger... Så jeg lod være med at drikke videre...

Jeg kan ikke præcis pin pointe hvor det gik galt...Der er flere muligheder:

• Måske var det den bette unge på 6 måneder som smilede glad til mig ("ja, det var jo ikkke lige meningen vi skulle have een så hurtigt efter nr. 1")
  
• Måske var det værtsparret lille datter (min lille "niece") på halvandet som hele tiden ville op til mig (Nogen gange får jeg bare lyst til at kramme hende ind til mig og tude ned i hendes silkefine hår)
• Måske var det samtalerne om hvorvidt værtsparret mon ikke snart skulle have een mere...(ikke før jeg har fået!!!!)
  
• Måske var det spørgsmålene om jeg mon ikke snart var færdig med min uddannelse...(Nej, det varer lidt endnu, har jo skudt nogle eksaminer pga. behandlingen)
• Måske var det spørgsmålene om hvornår jeg holdt op med at ryge? (da jeg startede på hormoner)
  

Hvem ved hvad det det var? Men faktum var, at havde jeg drukket mig fuld havde tårene presset sig på. Så det undlod jeg. Istedet forlod vi festen ret tidligt. Jeg undskylder til værtsparret, hvis de læser med her - men jeg var så træt, så træt, så træt og jeg er ikke til at stole på i øjeblikket...

Og det er endnu een af de ting der generer mig ved at være BIB'er - det at man ikke kan stole på sig selv længere. Engang - BC - før behandlingcirkusset kunne jeg stole 100% på mig selv. Ligegyldigt hvor fuld jeg drak mig, ville jeg blot være glad og beruset. Jeg ville måske nok blive "klog" at høre på... men selv hvis jeg skulle blive trist, ville jeg aldrig begynde at tude, jeg havde styr over mig selv.
Nu, kan jeg ikke stole på mig selv længere. Hvis tårerne vil ud, så kommer de ud - ligegyldigt hvad jeg så ellers mener... Og det er belastende. Det er belastende, ikke at have 100% kontrol over sig selv mere...

Så, nu sidder jeg her bag min busk og vil bare være i fred. Jeg håber jeg kommer ud igen i morgen.