Appendix "M" for Mand

Da dette forhandlingsbeløb formaliserede sig og vi skulle udfylde de første papirer, grinte vi meget af, at mandens rolle nærmest var reduceret til et appendix. Hvis Amocca skulle udfylde ti sider, skulle jeg udfylde én - og sådan har det været hele vejen.

Vi fandt stor morskab i det, og joken blev ikke mindre da vi fandt ud af, at selv på de reagensglas der skal indeholde mandens bidrag - ja - selv der var mit navn ikke nævnt.

Men midt i alt ræset, må man som mand også erkende nogle andre ting. Nogle ting, som faktisk slet ikke er sjove. Slet ikke når man sætter sig ned og tænker over det. Erkendelsesprocessen kan være svær, og for mig har det faktisk taget ret lang tid, førend det er gået op for mig, hvad min rolle egentlig er.

Appendix. Ganske vidst ikke et ubetydeligt appendix – men afgjort et appendix. Jeg skal være den støtte som altid er der, uanset hvad. Mest fordi jeg intet kan gøre ved den sorg amocca føler. Intet. Man er fuldstændig magtesløs. Og pludselig finder man sig selv som tilskuer til en væsentlig del af sit eget liv, og det kan være usædvanligt svært til tider. Appendix er min rolle i dette forløb - altid tilstede, men uden direkte funktion.

Når Amocca er glad over et godt resultat eller en god udvikling, så er jeg der til at dele glæden. Når det er dårlige nyheder – eller ingen nyheder – så er jeg der også. Desværre må man nøgternt erkende at der er væsentligt flere ned- end opture i sådan et forløb, så i perioder skal man være en konstant støtte.

Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, hvor svært og hårdt hele dette forløb er for Amocca. Jeg har læst rapporten om Infertility Stress Syndrome - og det er lidt af en eye-opener, som virkelig sætter tingene i perspektiv. Den giver en flig af indsigt i hvad Amocca kæmper med og imod.

Men det er svært. Vi er kun mennesker, og jeg er ikke en pind anderledes - der er gode og dårlige dage. Hvis min elskede hustru er ked af det - ja - så er der bare ikke plads til selv at have en dårlig dag, hvis man sætter tingene lidt på spidsen.

Ingen kan forberede dig på det emotionelle stress man oplever, som mand til en kvinde der er ufrivilligt barnløs. Det er ekstremt. I perioder skal man altid være den glade og optimistiske - og det er hårdt. Nogle dage skal man være mere på end andre - og indimellem knækker filmen da også.

At gå igennem dette forløb betyder også, at man selv, i længere perioder, mister en skulder at læsse af på. Det gør det endnu mere hårdt. Men man ved bare, at hvis man ikke ignorerer ens egne behov, så ryger vi først for alvor ned i et dybt hul. Og ender vi begge i det hul, så skal vi være meget stærke for at hive os selv, og hinanden, op igen.

Tror jeg. For selvom vi mange gange har danset på kanten af dette hul - og indimellem har dinglet ud over kanten - ja, så er vi her stadig. Og guderne skal vide at jeg elsker Amocca mere end noget andet på denne planet - og selvom det er hårdt, så skal vi nok komme igennem. Sammen. Fandme!

Heldigvis er mænd, undertegnede inklusive, generelt ikke gode til at bekymre sig om ting der ikke er nært forestående. Det har været usynlig ven hele vejen, som ofte har været med til at holde troen og dermed lade være med at ryge ned i det famøse hul. Det skal også siges at det var helt klart værst i starten, men vi er slet ikke kureret endnu. Det sker først når de små kommer :-)


Jeg ved godt at hele denne smøre lyder melodramatisk, og det er slet ikke meningen - men det er svært at beskrive med andre ord. I det ovenstående kommer jeg nemt til at lyde som et offer, og det er jeg bestemt ikke. Jeg er her ganske frivilligt, men håber bare at kunne give lidt indsigt til omverdenen, set fra min side, som appendix "M" for Mand.