Citater, citater og atter citater

"2 indlæg pr. dag her i din ferie og 1 daglig herefter, -så tilgiver vi dig inden jul"

Skriver Gitte til mig i sidste indlæg, puhada, sikke et pres... Men her kommer så endnu et, da det er skrevet natten mellem torsdag og fredag, klokken halv fire for at være præcis, ved jeg ikke, om det gælder som et indlæg på den ene eller den anden dag, men et indlæg, det er det da...

Jeg havde jo lovet at vende tilbage til kommentarerne fra indlægget om "Had og kærlighed", og man skal jo holde hvad man lover, så det kommer altså her. Jeg har ikke taget alle jeres kloge visdomsord med, men mange tak til alle der skrev, for links og ord og forståelse.

Hvis vi starter med Gitte igen, eftersom hun jo indleder indlægget, får hun også lov at starte ballet her.

"Men jeg tænker, at hvis kroppen er den gode ven, der ikke vil lade en opnå det man ønsker allermest, ja så er den sgu led!!!
Men på den anden side, kan kroppen jo også være vennen som kender til ønsket og vil gøre alt for at opfylde det....men bare ikke magter det????
Så er kroppen jo pludselig en helt anden ven, som man sgu får ondt af. En lidelsesfælle man kan gå i et med, fordi det er nøjagtig den samme sorg og frustration man kæmper med."

Jeg synes Gittes tanke er sød; at kroppen er lige så ked af det som jeg er. Men jeg kan desværre ikke finde ud af at integrere den i mine tanker. Kroppen er og bliver min fjende, en forræderisk slange der har svigtet mig gang på gang. Først og fremmest har den svigtet mig, ved ikke at virke som den skulle, og herefter har den gang på gang nægtet at samarbejde med den hjælp der blev tilbudt... Jeg håber, at jeg en dag finder ro til at slutte fred med den, men lige nu og her, synes udsigten til dette meget lang.

Søsterlystig fortæller om en ven, uden arme og ben, en ven der kunne være hvem som helst i virkeligheden. Det handler om at huske hvor heldig man er, og om at fokusere på den ting man kan og har istedet for det man ikke kan og ikke har... Hvilket leder os så til Sine.

"Du bliver nødt til at erkende at der er ting her i livet som vi desværre ikke selv er i stand til at bestemme."

Sine kender jeg ude fra den "virkelige" verden. Hun har været så forfærdeligt meget igennem, at når jeg tænker på det, skammer jeg mig og synes jeg er en forkælet møgunge. At jeg piver over ingenting og jeg bør tage mig sammen. Jeg ved godt at det ikke er rigtigt. Jeg ved godt, at min sorg er ægte og reel, og at ting kan ikke sammenlignes på den måde.
Og Sine har ret i, at man må erkende, at der er ting her i verden man ikke er i stand til selv at bestemme - bønnen om sindsro, har været postet flere steder i de sidste par uger. Hvis der nu skulle være enkelte der ikke kender den, går den som følger:

"Gud, giv mig sindsro,
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan
og visdom til at se forskellen"

Jeg ved at det er det, det handler om. At acceptere det, tage det ind i mig og integrere det i mit liv uden at lade mig opsluge af det, og samtidig vokse som menneske. Jeg håber det er noget der kommer med alderen...

Starbuck, som selv er færdig i behandling, skriver en lang og meget tankevækkende kommentar om at finde ud af hvad det egentlig er man vil. Hun fortæller om den dag hun måtte spørge sig selv, hvad det egentlig var hun jagtede:

"Var det et mål eller middel? Var det et barn eller det at være gravid og prøve det som "normale" kvinder får lov til at opleve? Min konklusion den gang blev at det var midlet jeg jagtede (= at være gravid). Men det jeg egentlig ville var at få børn."

Og hun har jo så evigt ret. Jeg ved jo godt, at da vi startede dette i sin tid, der handlede det jo ikke om at ville have en graviditet og en fødsel, men om at gøre os til en familie. Vi troede bare, at graviditeten var et naturligt skridt på vejen til dette mål. Det viser det sig så, at det ikke er. Er jeg afklaret med det? Nej! Ikke endnu. Men det kommer. Det skal det. Og det vil det.

Sidst men ikke mindst, skriver I alle sammen om hvor dejligt det er, at jeg har sådan en god, støttende, forstående og kærlig mand. Og det har jeg - omend jeg frygter lidt for hans mentale tilstand engang imellem - og jeg er godt klar over, at jeg skal huske at skønne på hvad jeg har. Men nogen gange fylder det jeg ikke har bare så pokkers meget...