Det er herligt at leve

En af de faste juletraditioner i min familie er at se filmen: "Det er herligt at leve" - en film med fra 1946 med James Stewart.

Stewart spiller George Bailey, en god mand, med store drømme som, grundet udefrakommende begivenheder, aldrig bliver til virkelighed. Istedet ender han i en lille flække med kone og børn og ansvaret for familievirk- somheden. Han ender med i frustration at ønske, at han aldrig var blevet født, og får dette ønske opfyldt: Han får lov at se, hvordan verden ville have set ud uden ham.

Verden ser meget anderledes ud, uden George Bailey. Foreksempel reddede han sin lillebror fra at drukne, da han var 9 år. Senere blev lillebroderen pilot og reddede under krigen et troppeskib med 150 soldater fra at blive sunket. Og sådanne eksempler går igen og igen.

Ideen med filmen er selvfølgelig, at vise os, hvordan alt vi gør har konse- kvenser, at vore liv griber ind i hinanden. Ligeledes handler den om, ikke at lade drømmene om hvad man kunne få, overskygge glæden over hvad man har.

Min søster og jeg har talt om hvordan verden ville have set ud hvis vi aldrig havde levet. Havde der været drastiske ændringer i andre menneskers liv? Næppe...

Jeg har aldrig gjort noget vigtigt i mit liv, intet der har gjort stor forskel i andre menneskers liv. Det tror jeg da ihvertfald ikke, men måske tager jeg fejl? Måske har jeg ikke reddet et liv, men derfor kan man godt have betydet noget vigtigt...

Jeg har fået mange emails fra forskellige kvinder i de sidste par dage. En skriver til mig:

"jeg ved godt, at det ikke hjælper dig i din sorg lige nu, men din blog er den eneste, jeg følger, fordi jeg kan relatere til din facon og dit sprog. om ikke andet er du noget for en lang række kvinder."

Om det er helt korrekt ved jeg ikke. Disse kvinder; jer læsere, pigerne i kaffeklubben, de der skriver emails til mig, de havde nok fundet et andet sted at gå hen havde jeg ikke været her. Men det giver mig alligevel glæde at tænke på, at der er noget der har fundet trøst og støtte i ordene på min blog.

En god veninde, som selv har rigeligt at slås med i disse dage, har også tænkt på mig. Hun skriver til mig i sin seneste mail:

"Jeg ved, at selvværdet kan ligge på et meget lille sted, når man har det så skidt, men du er et meget stort, klogt og varmt menneske. Du føler dig nogle gange lidt slem, fordi du mærker nogle grimme og primitive følelser i dig. Men hvor mange ville fornægte de følelser eller skjule dem for omverdenen, har du mod til at stå frem og fortælle, hvordan du har det. Det er stort."

Det er emails som disse, kommentarer fra jer, møderne i kaffeklubberne og bib-træffene, der gør, at hvor end jeg gerne ville sige, at jeg ville have været det hele foruden - hele dette rådne år og året før med - ja så kan jeg ikke.

For i det forløbne halvandet år har jeg mødt så mange mennesker, så mange skæbner, været noget for mange og ladet andre være der for mig. På en måde som jeg aldrig har oplevet før.
Jeg har lært meget om hvad styrke er - ikke kun i andre, men også i mig selv. Jeg har lært hvor megen modgang vi mennesker kan tåle og - til min store forbløffelse - rejse os fra.

Som sagt handler filmen også om, at forstå hvad man har og ikke glemme det i drømmen om noget større. Og jeg har mange dejlige ting i mit liv, som jeg må huske at skønne på: min mand, min familie og mine venner. De gør deres bedste for at forstå min sorg, selvom jeg ved at det er umuligt for dem. Men jeg håber de hænger ved længe nok til, at jeg kommer ovenvande igen.

Og det er ting som disse: de ting jeg har lært, de mennesker jeg har mødt, de omkring mig der prøver at hænge på i den emotionelle rutchebane, der gør, at selvom jeg måske nogen gange har lyst til slet ikke at være, fordi det hele gør ondt og det føles som om min krop er lavet af knust glas, så finder jeg mærkeligt nok reserver et eller andet sted, i troen på, at det måske en dag igen bliver "herligt at leve".