Had og kærlighed

De kloge siger, at kærlighed og had er to sider af samme sag. Jeg er absolut uenig. Det er to yderst modsatrettede følelser hvis I spørger mig.

Had er den følelse jeg har mod min krop. Jeg hader den med et indædt raseri, jeg har lyst til at skære den bort - ud af mit liv - men det er ikke rigtigt en realistisk mulighed.
Min psykolog forstår ikke hvor denne vrede kommer fra, hvorfor er jeg så vred på min krop. Hun må være mere eller mindre svagt begavet hvis I spørger mig. Hvor svært kan det være at forstå?

Lad os sige, at I har en ven, som kender til jeres dybeste ønske og kan gøre det muligt at det går i opfyldelse. Og han så skider højt og flot på det og undlader at hjælpe... Ville I da ikke føle jer forrådt, svigtet og pisset på i allerhøjeste grad?
For det er det min krop har gjort. Den har forrådt mig. Og derfor føler jeg, at min had imod er berettiget, at trangen til at straffe den for dens forræderi er berettiget. Det er had.

Kærlighed er noget helt andet. Kærlighed er foreksempel min elskede mand, som prøver at forstå dette had og kæmper med og mod logikken i mit ønske om at straffe mig selv.

I de sidste par uger har jeg overvejet tanken om at få ryddet hele underetagen. Som tanken har rullet frem og tilbage i min hjerne bliver den mere og mere indbydende. Det ville være den ultimative straf af min krop, samtidig med, at det ville blive udført under ordnede forhold. Og til det kommer der også goder. Aldrig mere menstruation, ikke flere gynækologiske undersøgelser nogensinde, ingen risiko for kræft i underlivet...

Men min mand står tvivlende overfor denne mulighed. Han er ikke sikker på, at dette er vejen frem. Han tror ikke på, at det vil løse noget som helst. Måske har han ret? Men til hans ære skal det siges, at han lytter til ideen og debatterer den. Og vi er endt med et kompromis: Ingen beslutninger nu. Vi kan tage diskussion igen om et halvt år eller et år - hvis jeg stadig tror det er løsningen, jamen så må jeg jo få det gjort. Selvom jeg kan mærke på ham at han helst ville ruske mig og fortælle mig at jeg er vanvittig.

Men selvom han tænker at jeg er blevet vanvittig, selvom jeg har gjort vanvittige ting, såsom at bede ham om at forlade mig for en anden (fertil) kvinde, selvom jeg har været forfærdelig, umulig, ynkelig og hysterisk. Så er han der altid. Han lytter, samler mig op og elsker mig stadigvæk. Det er kærlighed.

"Let me be the one you call
if you jump, I'll break your fall
lift you up and fly away with you into the night
If you need to fall apart
I can mend your broken heart
if you need to crash
then crash and burn
you're not alone"