Alt at vinde...
Man kunne komme med det postulat, at hele dette forløb - både projekt baby derhjemme og det efterfølgende behandlingsforløb - var en "alt at vinde, intet at tabe" situation. For, trods alt, når man tænker over det, så havde vi intet da vi startede, og nu hvor vi er færdige har vi stadig intet...
Så vi har godt nok ikke vundet noget, men vi har heller intet tabt...
Eller hvad?
Jeg er ikke selv enig. Jeg synes det er langt fra sandheden. Vi har måske intet konkret mistet, men vi har alligevel mistet alt...
Nu om dage, hvor børn og familieforøgelser for manges vedkommende planlægges ned til mindste detalje, er man jo mere eller mindre psykisk gravid det øjeblik man ligger præventionen på hylden.
I sommeren 2004 efter 1 års psykisk graviditet mistede vi derfor vores uskyld og alt hvad vi havde håbet og drømt om, da vi fik at vide, at vi aldrig ville kunne blive gravide på naturlig vis.
I vinteres 2004 fik vi drømmen og håbet igen, omend i revideret form, da vi skulle starte i behandling. Men uskylden var tabt for altid.
I vinteren 2005 blev drømmen og troen taget fra os igen. Denne gang definitivt, da sidste forsøg endte negativt.
Men dette er ikke kun sorgen over tro og drømmes endeligt. Dette er sorgen over tabet at et barn. Ikke et konkret barn, men dog et barn - vores biologiske barn, som vi nu må tage afsked med og acceptere tabet af, inden vi kan komme videre.
... Intet at tabe?
posted by Amocca @ Sunday, January 29, 2006
8 comments
8 Comments:
Jeg synes bestemt at du har ret. Det er jo bristede illusioner. I har tabt drømmen om et barn. Det biologiske barn. Og det er noget I skal give jer selv lov og plads til at sørge over. Det er et stort tab uanset hvad andre end må mene.
En stor knuser til dig
Rikke
Giver Rikke HELT ret. Det er helt ok at sørge for det ER et tab.
Knus
Jeg er helt enig med dig. Det er netop det uopfyldte, som er sværest at sørge over. Hvordan føler man sorg over et barn, man aldrig har haft, men alligevel har mistet? Vi sørger over vores egen struttende gravide mave, vi aldrig fik set. Vi sørger over det mirakel, fødslen af vores barn er, men som vi aldrig vil opleve. Vi sørger over aldrig at få lov at kigge på vores barn og se mors næse og fars øjne. Undervurder aldrig hvor virkelige vores drømme er, og hvor meget der er at miste, når de går i stykker. Du sørger. Punktum.
Jeg sørger også stadig. Om en lille måned skulle jeg have født mit barn. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hvor anderledes alting kunne have set ud. Men der går heller ikke en dag, hvor jeg ikke glædes over, at en anden mulighed åbnede sig for mig, der hvor den første blev taget fra mig. Jeg venter på min lille trold fra Sydafrika. Jeg er gravid i mit hjerte. Når telefonen ringer fra Danadopt, ja, det er min fødsel. Og gennem hele mit barns opvækst vil jeg se mors stædighed og fars ømhed i mit barns væsen.
Ja, vi mister. Men nogengange får vi noget andet, ligeså lykkeligt, i stedet for.
Håber at sorgen i dig giver plads til dette andet.
Kh Majse (adoptionzone)
Kære Amocca
Det er fulstændig rigtigt,som du beskriver det!Det er jeres biologiske barn I har mistet, og ikke kun drømme og forhåbninger.
Selvom I har aldrig har set jeres barn, så har I elsket det fra det øjeblik, hvor I første gang ønskede det!
Jeg vil gerne have lov til at citere et digt, som tit høres i mit hovede.
Hvad her du elske
ejes kun på borg,
på uvis frist
så er naturens orden,
og vil du være fri
for savn og sorg,
da må du intet elske
her på jorden.
Jeg ved ikke hvem, som har skrevet dette digt,kun at det er gammelt,måske der er andre her, som ved det?
kærlig hilsen evi
Du har fuldstændig ret!!! Du er ikke, hvor du var før I lagde prævention på hylden. Dengang troede du jo på, at du blev gravid og fik et barn indenfor en overskuelig fremtid.
Jeg ved, at man på de adoptionsforberedende kurser i fase 2 bl.a. bearbejder tabet af bio-barnet og giver plads til sorgen over den graviditet, man aldrig fik og den drøm om et biologisk barn, som ikke bliver opfyldt. Det er en naturlig proces, du er igennem og vi er mange, der kan nikke genkendende til det, du skriver. Du beskriver det så godt, at selv mennesker, der ikke selv har været i situationen, burde kunne forstå det. Det er ikke sikkert, at alle udenforstående kan sætte sig ind i det, men nogen kan og vi, der selv har svært ved at få børn kan blive klogere på vores egen følelser af at læse med på din blog. Tak for det!!
Mange knus og kram
Tina
Lige så meget tro og kærlighed i har lagt i dette forløb lige så meget tomrum og tab må I nu være ladt tilbage i.
Det tager tid, og kun Jer ved, hvornår I er klar til at give slip på tabet.
Kærlige tanker M
Alt at vinde, intet at tabe passer ligesom ikke ind når man er barnløs.
Der er lige præcis meget at tabe. Først og fremmest er der som du siger at tabe muligheden for at få et biologisk barn (og måske et barn i det hele taget hvis man f.eks. ikke har råd til adoption). I processen taber man også sin uskyld. Man taber energi og tid til det alt slugende store sorte hul som barnløshed er. Uden at vide om man nogensinde får noget igen for sine anstrengelser. Man bliver hård i filten og skeptisk. Man bliver mærket for livet om der kommer et barn ud af det eller ej.
Jeg synes bestemt heller ikke at man kan sige "intet at tabe" ... for selvom det ikke er noget konkret vi mister i hele det her forløb, så mister vi en masse alligevel ... hvad med f.eks retten til selv at planlægge vores liv? der er meget der er mistet gennem de sidste par år ...
Post a Comment
<< Home