I dag er det den 31. august

Idag er det den 31. august.

Idag er det præcis et år siden, jeg stod i den mørke atomkælder under kommunehospitalet og hørte en ukendt mand udtale ordene: "Du bliver aldrig gravid naturligt".

Idag er det præcis et år siden, jeg fik at vide at jeg var uduelig, ikke virkede, en fiasko som kvinde.

Idag er det præcis et år siden, jeg røg ind i den største krise jeg nogensinde har været i, i mit liv.

Idag er det præcis et år siden, min verden væltede af sin akse og alt blev helt forkert.

Idag er det den 31. august.

Rundebog

Så blev jeg færdig med rundebogen "Projekt Baby", og den er sendt videre til den næste på listen. Og hvad synes jeg så om den? Ja, det er jo det store spørgsmål.

Lad mig sige lige med det samme, at ja, jeg giver Rikke ret i, at det ikke er en stor litterær bedrift Sinead Moriarty her har begået. Det er 100% chick flick i bogform - chick lit hedder det vist, med smarte ord...

Det er egentlig ok for mig, jeg er en stor tilhænger af let fordøjelige bøger, til læsning i haven / stranden / parken osv. Så lige på det punkt vil jeg ikke kritisere den...

Jeg tror desværre, at den har tabt en del af sin charme i den dårlige oversættelse, men det er jo ikke hverken bogen eller forfatterens skyld, så det har jeg prøvet at se bort fra.

Men, men, men... (I vidste der kom et men, ikke?) Jeg var yderst irriteret over vores kære hovedperson Emma i de første mange kapitler, men efterhånden som nedreguleringshormonernes virkning slog igennem, følte jeg at jeg varmede mere og mere op til hende...

Jeg kan godt se, at forfatteren har forsøgt at gøre hende charmerende psykotisk ( a la Bridget Jones), men i de første ca. 10 kapitler er hun blot psykotisk, og det på en yderst ucharmerende og usympatisk måde, hvis du spørger mig.

Nå, men lige bortset fra det, så var det en ok bog, men tror ikke, at den vil vække stor interesse eller sympati blandt folk der ikke selv har været igenenm behandlingsystemet. Og slutningen (som jeg ikke vil afsløre her, af hensyn til de næste par stykker på listen) irriterede mig... Hvorfor den irriterer mig kan vi diskutere om nogle uger, når bogen har været hele vejen rundt...

Hvis man leder efter bøger, der forklarer de psykiske påvirkninger, på en hudløst ærlig og reel måde, vil jeg dog hellere anbefale fx. Ulla Haahrs "Har du børn?", som Mira snakkede om den anden dag...

Summasumarum, bogen var ok, for os der selv går igennem behandling, måske er det også til os den er skrevet. Ihvertfald vil jeg sige, at jeg ikke ved om det er påkrævet at være på en heftig dosis hormoner når man læser den, men jeg tror det hjælper!

Om tro og ro

Jeg læste nedenstående på en af mine yndlingsblogs den anden dag. Og jeg har ikke kunnet få det ud af mit hoved, så i dag bliver I nødt til at høre om tro. Tro og ro.

Religion is for people afraid of going to hell. Spirituality is for those that have already been there.

Jeg har talt om tro og om Gud før, om hvordan min tro har bølget frem og tilbage i løbet af mit liv, som reaktion på den måde troen er blevet introduceret til mig på. Som barn var jeg derfor troende, fik det jo skovlet ind med skeer, som teenager var jeg ateist, som en modreaktion på min barndroms lærdom, og nu som voksen er jeg tvivlende - en reaktion på den blanding af følelser min barndom og teenagetid har eferladt mig.

I den mørke vinter efter diagnosticeringen, kom mange af de blandede følelser frem i lyset. Jeg havde en, for mig, mærkværdig trang til at gå i kirke. Men så alligevel ikke. Jeg vidste ikke hvad det var jeg ville i kirken, men jeg var ret sikker på, at det ikke handlede om at høre en prædiken eller synge nogle salmer. Men jeg havde brug for roen, andægtigheden, ophøjetheden som findes i kirkerummet.

Jeg kom aldrig i kirke. Jeg kom på kirkegården. Kirkegårde er for mange mennesker et sørgeligt sted. Også for mig i nogle henseender, jeg har også været til begravelser. Men i andre henseender er det for mig også et sted med gode minder.

Da jeg var barn var kirkegården et sted vi legede, min søster og jeg. Min bedstefar var graver, og vi var ofte med ham på arbejde. Om vi var klar over hvad det betød, når vi lagde gran ud over et nyt gravsted ved jeg ikke, men jeg ved at vi forstod vigtigheden i at gøre det pænt.
Jeg ved også at vi, selvom vi var børn, forstod vigtigheden i ikke at råbe højt og larme alt for meget, mens vi gik på de lange smukt revne grusstier, imellem de ensklippede små hække og så på stenene med fremmede menneskers navne.

Kirkegårde er de dødes have, de er smukke steder, fulde af ro og ophøjethed. Her er sorg, ja så sandelig, men her er også minder om lange lykkelige liv.

Så at sidde på kirkegården giver mig en blandig af barnlig glæde og samtidig et andægtig sug af ro. Så kirkegården blev i løbet af foråret min kirke. Den blev stedet jeg søgte hen, når jeg trængte til at sidde i ro, til at tænke, til at græde. Ingen undrer sig, hvis man græder lige så stille for sig selv på en kirkegård.

Man kan nok ikke formulere dette, denne higen mod kirken uden reelt at gå ind, til en tro eller religion. Jeg vil heller ikke sige, at det nødvendigvis har at gøre med en higen efter Gud, eller med et ønske om at finde en mening i religionen. Den handler vist mest af alt om et ønske om at finde ro.

At finde en ro i mig selv. En ro der gør, at jeg istedetfor at henfalde til depressionen, vreden og bitterheden, accepterer infertiliteten og bruger den og de stærke følelser til at blive et stærkere og bedre menneske.

Jeg er ikke nået dertil endnu, men jeg er helt sikkert på vej.

Up, up, up and away

Tænk engang, at man kan gå 5 måneder uden en vaginal scanning og slet ikke savne det? Utroligt men sandt.

Nå, men selvom jeg ikke savnede det fik jeg det alligevel i dag, og ret skal være ret, det var kortvarigt og uproblematisk og alt så fint ud. Lægen var en jeg ikke havde set siden min endometriose scanning for næsten et år siden, så vi brugte lige lidt tid på, at vise familiefotos og fortælle anekdoter se hvad der var hændt i forløbet siden den scanning.

Herefter ventede lægen høfligt med at forlade rummet indtil jeg havde fået mine bukser på igen, en egenskab jeg sætter højt hos læger, og jeg var derefter ladt tilbage med sygeplejersken, som havde mine stoffer parat.

Som den junkie jeg er, rakte jeg med små svedige hænder grådigt ud efter kasserne med ampuller af Puregon. My precious. 200 enheder daglig mirakelkur, der, om alt går vel, får hedeture og hidsigshedsanfald til at blive en saga blot. Dobbelt dosis i forhold til starten af sidste stimuleringsperiode.

Og som jeg ikke havde savnet vaginalscanningen, men fik en alligevel, så har mit maveskind uden tvivl heller ikke savnet at være nålepude, men det får det nu lov til under alle omstændigheder.

Så er der dømt optur folkens.

Løsning

Tænk engang, al den jammerlighed over nedregulering, når løsningen hele tiden har ligget lige foran mig, eller i det mindste lige overfor bygningen hvor jeg bor, i form af en tankstation. Tankstationer sælger chokolade.

Chokolade frigører kemikaliet serotonin i hjernen - et af de stoffer der giver nydelse.

Suprecurs bivirkninger inkluderer nedtrykthed.

Så løsningen er klar: spis mere chokolade!

Mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade, mere chokolade.....

Hilsner fra Helvedes Forgård

Første uge på nedregulering ovre. Alting går egentlig fint og jeg er ikke meget plaget af bivirkninger, har dog visse irritationsmomenter i min dagligdag, men det har intet at gøre med hverken næsesprayen eller det faktum at jeg er på hormoner i øjeblikket.

Som sagt er det selvfølgelig ikke nedreguleringens skyld, men det er da stadigvæk træls, at alle folk omkring mig insisterer på, at være pisseirriterende hele tiden, så jeg bliver lidt sur og hidsig.

Det er selvfølgelig heller ikke nedreguleringens skyld, at radio og TV insisterer på kun at sende sentimentale programmer, såsom fx TV-avisen og Ekstrem hjemmeservice, og spille triste sange, så jeg hele tiden får en klump i halsen og tårer i øjnene.

Eller at en eller anden bliver ved med at lukke alle vinduerne og skrue op for varmen, så her bliver hedt som i helvedes forgård herinde.... og når jeg går på jagt for at finde den skyldige, har de på en eller anden måde nået, at få skruet ned for varmen og åbnet vinduerne på vid gab igen.... mystisk! Og pisseirriterende!

Og det er heller ikke nedreguleringens skyld, at jeg den anden dag bagte en kage kl. 12 om natten, åd omkring det kvarte af dejen, før jeg puttede kagen i ovnen. Næste formiddag åd jeg hele kagen! Hvad kan jeg sige? Jeg bliver holdt gidsel og sultet og må derfor spise hvad jeg kan når muligheden byder sig - om det så er chokoladekagedej eller kage eller hvad?

Hank og jeg hygger os i det mindste, Hank forstår mig....

1 år og 4 dage

Idag er det præcist 1 år siden, at jeg fik at vide, at jeg var guldvinder i ægløsning. Og for et år og 4 dage siden - d. 16. august 2004 for at være præcis - tog jeg det første spæde skridt ind i behandlingens vanvittige verden...

Det var blot en blodprøve den dag, dag 20 i cyklus. Og de 4 dage senere fik jeg resultatet: 34! Det var mit progesterontal, den hengangne augustdag. Det var dette magiske tal, 34, samt det faktum, at min cyklus er regelmæssig som en bybus, der fik min læge til at udtale de ord, der 14 dage senere skulle vise sig at være fatalt forkerte... "alt er helt normalt, gennemskylningen er blot en formsag..."

1 år og 4 dage.

Hank åd småkagerne

Jeg ved ikke om der er nogen af jer der har set "Me, Myself & Irene"* - en film med Jim Carrey og Rene Zellweger. I filmen spiller Carrey Charlie, en behagelig og flink politibetjent, som aldrig bliver vred eller siger fra... Indtil han en dag bryder sammen og udvikler spaltet personlighed. Hans alter Ego, Hank, er ubehagelig, grov og gør som det passer ham - helt uden hæmninger...

Er der nogen der kan se ligheden?

Jeg er normalt Charlie. En meget rolig og privat person, jeg viser sjældent følelser offentligt, jeg har en engels tålmodighed og er utroligt konfliktsky, det betyder at jeg meget sjældent bliver vred (ihvertfald ud af til), jeg skælder praktisk talt aldrig ud og jeg siger sjældent fra (karaktertræk der iøvrigt har været grobund for en glorværdig karriere indenfor kundeservice).

Men som niveauet af Suprecur stiger i min krop, så falder hæmningerne een for een...

Og pludselig er jeg Hank! Jeg tuder i fuld offentlighed over en sang, en uventet nyhed, et tvprogram osv. Jeg hidser mig op over åndssvage ting fuldstændigt uden grund, og siger lige hvad der kommer ind i mit hoved, uden den store tanke på konsekvenserne... og jeg åd en hel pakke Karen Wolf Kakaosnitter uden at blinke!

Nogen gange frygter jeg, at Hank i virkeligheden er mit sande jeg, at han bare venter i kulissen indtil næste pust fra næsesprayen sender ham i aktion igen... Jeg ved det ikke....

Der er dog een ting jeg ved: Det var Hank der åd småkagerne!


*Filmen kan anbefales hvis man er i humør til en Jim Carrey film med tilhørende plattituder...

The bitch is back

I går hyggede jeg om min mand, lavede dejlig mad til ham. Drak vin og så en god film og hyggede i det hele taget. Anledningen spørger I? Tjaa... han skal jo have lidt at næres ved, når han nu skal trækkes med mig på nedregulering i de næste par uger....

Og i dag kl. 9.00 tog jeg så første spray i højre næsebor, og straks som den liflige bismag af kemisk fremstillede hormoner ramte min tunge, fandt jeg mig selv sælsomt nynnende omkvædet til en gammel Elton John sang:

I'm a bitch, I'm a bitch
Oh the bitch is back
Stone cold sober as a matter of fact
I can bitch, I can bitch
`Cause I'm better than you
It's the way that I move
The things that I do

God weekend alle sammen...

Om værdighed og værd

Det er snart lørdag. Lørdag er dagen vi endnu engang ankommer til hormonfesten. Jeg kan ikke sige jeg glæder mig. Jeg kan ikke lide den person nedreguleringen gør mig til. Men som de siger: hvis det lykkes, så er det jo det hele værd, ikke sandt?

Nogen gange føler jeg mig dog så mærkværdigt løsrevet fra det hele. Jeg ved, at jeg er infertil og jeg lever med denne sorg konstant. Jed ved, at vi gerne vil have en familie, at vi har prøvet at lave en sådan i to år, at vi har været i behandling for selvsamme i et år, samtidig ved jeg, at jeg skal igennem en omgang hormoner fra weekenden og sikkert i en to måneders tid frem... Men nogengange har jeg problemer med at føje disse ting sammen til et hele... Og istedet for at tænke over om det er det værd, tænker jeg mere over manglen på værdighed i al det her...

Der er ingen værdighed i at bryde grædende sammen i Bilka over skævtkørende kundevogne, der er ingen værdighed i at spytte glasskår af fremmede mennesker fordi de træder een over tæerne, ingen værdighed i at skælde min mand huden fuld for ting han hverken kan gøre til og fra, ingen værdighed i have hedeture og overgangsalder 20 år for tidligt....

Men nedreguleringen stopper jo trods alt på et tidspunkt, men når den er overstået starter et nyt cirkus. Og værdigheden er heller ikke ligefrem i førersædet mens jeg dagligt mixer og stikker mig som en anden junkie. Ej heller findes der megen værdighed i de utallige besøg i det gynækologiske leje tilset af fortravlede stressede læger, der end ikke har læst min journal godt nok til at kende til de sidste ting deres egne kolleger har udsat mig for.

Så er stimuleringen slut og med den ender heldigvis også de ugentlige besøg i lejet. Men hvis man havde troet at man her kunne genfinde værdigheden tog man fejl. For det fortsætter. Stikpillerne erstatter næsesprayen - og sjovt nok finder jeg ingen fornyelse af værdighed i denne form for indtagelse af medicin.

Og endelig er det slut, men selv ikke finalen indeholder en oprejsning. Man bruger det bedste af en formiddag på, at have forskellige laboranter pierce ens lemmer - tilsyneladende uden den store success - og for hvad? For at de kan fortælle en noget man allerede ved, noget man kunne have fortalt dem da man kom, før nålene og laboranterne og det genstridige blod...

*Suk* Men ok, måske tager jeg fejl? Måske kan jeg ikke regne med, at andet forsøg følger i samme gænge som første? Måske følger der med erfaringen, en modenhed og en værdighed jeg endnu ikke har fundet, men som magisk vil dukke op, når jeg inhalerer første surtsmagende pust af næsespray. Og måske vil jeg om 2 måneder virkelig kunne sige: Det var det hele værd?

De 4 årstider

I august 2004 forlod en glad og naiv pige en lægekonsultation i Århus. Hun havde netop vundet guldmedalje i ægløsning og hormontal. Der lå en let bekymring i hendes sind, projekt baby havde været undervejs i 1 år uden resultat... og dog! Der havde jo været været den mærkelige styrtblødning i påsken 5 dage over tid... det havde vel nok været en graviditet der gik til grunde... måske eller hvad?

Alt i alt var hun dog glad, hun var sund og rask, alle hormontal så fine ud. Hendes 1 års bryllupsdag lå lige om hjørnet og der var ihvertfald ikke noget galt med hende. Det var sommer.

Sommerens sidste dag holdt en overraskelse for pigen. "En formsag" havde lægen kaldt undersøgelsen der faldt på denne sidste august dag. En formsag. Men ak. En formsag var det ikke. Der var alt muligt galt med hende. Intet var som det skulle være. Sommeren forsvandt på et øjeblik og mørket sænkede sig over dagene og pigens sind. Det var efterår.

Efteråret gled ubemærket hen over lejligheden, der var ikke megen tale i de mange mørke dage der fulgte. Der var gråd og hysteri, der var apati og træthed. Pigen var ikke glad mere, intet kunne gøre hende glad. Alt hun kunne var at sidde. Ryge. Drikke kaffe. Hade sig selv. Alt blev sat på hold, pigen havde ingen tid til at leve et liv, når der var så meget had og så megen sorg der skulle opretholdes. Det var efterår.

Efterårets sidste dage oprandt med bud fra lægerne. Lad os fjerne alle defekterne, sagde de. Og pigen sagde ja, og de fjernede de rådne æggeledere. Pigen græd over sit tab, nu var hun steril. Gold. Det blev vinter.

Mørket lå stadig som en dyne over pigens sind, men tiden læger alle sår siger de kloge, og de har som oftest ret. Arrene på pigens mave blev langsomt lyserøde og derefter hvide. Sygehuset inviterede dem til møde. Og der sad de, pigen og hendes mand, med hinanden i hånden. Foråret var på vej.

Vinterens sidste dage bragte med sig starten på første IVF forsøg. Og pigen livede op. Lyset kom langsomt tilbage til lejligheden og til pigen og manden i den. Og mens træerne sprang ud og blomsterne skød op, sniffede og injicerede pigen hormoner til den store guldmedalje. Der var håb i næsesprayen, håb i kanylerne, håb i stikpillerne. Det var forår.

Med enden på foråret kom enden på forsøget. Den frugtbare tid var ovre. Pigen og manden trøstede hinanden. Intet held denne gang. Sorgen og hadet lå stadig i pigens sind, men det var skubbet tilbage. Der var et stadig et liv der skulle leves, de var sammen. De var ældre, stærkere, klogere og sammen. Det var sommer.

Det er nogen andres skyld...

"Hvorfor", spillede en stor rolle i mit tidlige forløb. Hvorfor? Hvad havde jeg gjort? Hvad havde jeg ikke gjort? Hvad var der sket? og hvorfor var det sket? Placeringen af skyld synes af en eller anden grund meget vigtig. Om ikke andet, så som et instrument jeg kunne slå mig selv lidt mere oven i hovedet med... det er også min egen skyld fordi.... ja hvorfor egentlig?

Det er ikke så vigtigt længere, hvis skyld det er, det kan ikke ændre status quo alligevel. Men nogen gange kunne jeg da godt ønske, at jeg havde nogen, at skyde skylden på. Og hvis man vil finde en syndebuk, så er dette åbenbart måneden at gøre det....

Billede lånt med tilladelse fra www.toothpastefordinner.com

Så er det nu piger, værsgo at slynge beskyldningen til højre og venstre, for infertilitet, pengeproblemer, sundhedsskavanker, piftede fodbolde, smadrede vinduer... ja, hvad end I kan komme i tanke om. Det er ihvertfald ikke vores skyld, vel? Så må det jo være nogen andres...