Om tro og ro

Jeg læste nedenstående på en af mine yndlingsblogs den anden dag. Og jeg har ikke kunnet få det ud af mit hoved, så i dag bliver I nødt til at høre om tro. Tro og ro.

Religion is for people afraid of going to hell. Spirituality is for those that have already been there.

Jeg har talt om tro og om Gud før, om hvordan min tro har bølget frem og tilbage i løbet af mit liv, som reaktion på den måde troen er blevet introduceret til mig på. Som barn var jeg derfor troende, fik det jo skovlet ind med skeer, som teenager var jeg ateist, som en modreaktion på min barndroms lærdom, og nu som voksen er jeg tvivlende - en reaktion på den blanding af følelser min barndom og teenagetid har eferladt mig.

I den mørke vinter efter diagnosticeringen, kom mange af de blandede følelser frem i lyset. Jeg havde en, for mig, mærkværdig trang til at gå i kirke. Men så alligevel ikke. Jeg vidste ikke hvad det var jeg ville i kirken, men jeg var ret sikker på, at det ikke handlede om at høre en prædiken eller synge nogle salmer. Men jeg havde brug for roen, andægtigheden, ophøjetheden som findes i kirkerummet.

Jeg kom aldrig i kirke. Jeg kom på kirkegården. Kirkegårde er for mange mennesker et sørgeligt sted. Også for mig i nogle henseender, jeg har også været til begravelser. Men i andre henseender er det for mig også et sted med gode minder.

Da jeg var barn var kirkegården et sted vi legede, min søster og jeg. Min bedstefar var graver, og vi var ofte med ham på arbejde. Om vi var klar over hvad det betød, når vi lagde gran ud over et nyt gravsted ved jeg ikke, men jeg ved at vi forstod vigtigheden i at gøre det pænt.
Jeg ved også at vi, selvom vi var børn, forstod vigtigheden i ikke at råbe højt og larme alt for meget, mens vi gik på de lange smukt revne grusstier, imellem de ensklippede små hække og så på stenene med fremmede menneskers navne.

Kirkegårde er de dødes have, de er smukke steder, fulde af ro og ophøjethed. Her er sorg, ja så sandelig, men her er også minder om lange lykkelige liv.

Så at sidde på kirkegården giver mig en blandig af barnlig glæde og samtidig et andægtig sug af ro. Så kirkegården blev i løbet af foråret min kirke. Den blev stedet jeg søgte hen, når jeg trængte til at sidde i ro, til at tænke, til at græde. Ingen undrer sig, hvis man græder lige så stille for sig selv på en kirkegård.

Man kan nok ikke formulere dette, denne higen mod kirken uden reelt at gå ind, til en tro eller religion. Jeg vil heller ikke sige, at det nødvendigvis har at gøre med en higen efter Gud, eller med et ønske om at finde en mening i religionen. Den handler vist mest af alt om et ønske om at finde ro.

At finde en ro i mig selv. En ro der gør, at jeg istedetfor at henfalde til depressionen, vreden og bitterheden, accepterer infertiliteten og bruger den og de stærke følelser til at blive et stærkere og bedre menneske.

Jeg er ikke nået dertil endnu, men jeg er helt sikkert på vej.