Om tro og ro
Jeg læste nedenstående på en af mine yndlingsblogs den anden dag. Og jeg har ikke kunnet få det ud af mit hoved, så i dag bliver I nødt til at høre om tro. Tro og ro.
Religion is for people afraid of going to hell. Spirituality is for those that have already been there.
Jeg har talt om tro og om Gud før, om hvordan min tro har bølget frem og tilbage i løbet af mit liv, som reaktion på den måde troen er blevet introduceret til mig på. Som barn var jeg derfor troende, fik det jo skovlet ind med skeer, som teenager var jeg ateist, som en modreaktion på min barndroms lærdom, og nu som voksen er jeg tvivlende - en reaktion på den blanding af følelser min barndom og teenagetid har eferladt mig.
I den mørke vinter efter diagnosticeringen, kom mange af de blandede følelser frem i lyset. Jeg havde en, for mig, mærkværdig trang til at gå i kirke. Men så alligevel ikke. Jeg vidste ikke hvad det var jeg ville i kirken, men jeg var ret sikker på, at det ikke handlede om at høre en prædiken eller synge nogle salmer. Men jeg havde brug for roen, andægtigheden, ophøjetheden som findes i kirkerummet.
Jeg kom aldrig i kirke. Jeg kom på kirkegården. Kirkegårde er for mange mennesker et sørgeligt sted. Også for mig i nogle henseender, jeg har også været til begravelser. Men i andre henseender er det for mig også et sted med gode minder.
Da jeg var barn var kirkegården et sted vi legede, min søster og jeg. Min bedstefar var graver, og vi var ofte med ham på arbejde. Om vi var klar over hvad det betød, når vi lagde gran ud over et nyt gravsted ved jeg ikke, men jeg ved at vi forstod vigtigheden i at gøre det pænt.
Jeg ved også at vi, selvom vi var børn, forstod vigtigheden i ikke at råbe højt og larme alt for meget, mens vi gik på de lange smukt revne grusstier, imellem de ensklippede små hække og så på stenene med fremmede menneskers navne.
Kirkegårde er de dødes have, de er smukke steder, fulde af ro og ophøjethed. Her er sorg, ja så sandelig, men her er også minder om lange lykkelige liv.
Så at sidde på kirkegården giver mig en blandig af barnlig glæde og samtidig et andægtig sug af ro. Så kirkegården blev i løbet af foråret min kirke. Den blev stedet jeg søgte hen, når jeg trængte til at sidde i ro, til at tænke, til at græde. Ingen undrer sig, hvis man græder lige så stille for sig selv på en kirkegård.
Man kan nok ikke formulere dette, denne higen mod kirken uden reelt at gå ind, til en tro eller religion. Jeg vil heller ikke sige, at det nødvendigvis har at gøre med en higen efter Gud, eller med et ønske om at finde en mening i religionen. Den handler vist mest af alt om et ønske om at finde ro.
At finde en ro i mig selv. En ro der gør, at jeg istedetfor at henfalde til depressionen, vreden og bitterheden, accepterer infertiliteten og bruger den og de stærke følelser til at blive et stærkere og bedre menneske.
Jeg er ikke nået dertil endnu, men jeg er helt sikkert på vej.
3 Comments:
Jeg er ikke selv fra en religiøs baggrund men jeg har faktisk også følt mig "draget" mod kirken som et resultat af mit forløb som infertil. Jeg har mange gange tænkt på at gå i kirke, men det er ikke blevet til noget. Og faktisk lidt af de samme årsager som dig; for at få roen, andagten og eftertænksomheden.
Faktisk har jeg også en post i hovedet om tro som jeg ikke har taget mig sammen til at formulere endnu. Den kommer måske en dag...
Hej Tunis
Tak for din kommentar og dine tanker. Min tro er kommet via mine kristne bedsteforældre, mine forældre har aldrig været troende på anden måde end at vi er blevet døbt og konfirmeret og min mor går i kirke juleaften.
Måske har dette gjort troen til noget mere "hyggebetonet"? det var jo altid hyggeligt at komme hos mine bedsteforældre... jeg ved det ikke.
Jeg har ihvertfald aldrig haft tanken at reagensglas var forkert - aldrig. Jeg har heller aldrig haft kvaler med at ville fortælle det til mine bedsteforældre - var sikker i min kærlighed til dem og gik absolut ikke ud fra, at de ville mene min beslutning om at gå i behandling var forkert... Det har de heller ikke gjort (de har ihvertfald ikke sagt det så)...
Den Gud mine bedsteforældre har givet mig, elsker mig og vil mig det godt. Jeg tror derfor ikke, at han har gjort dette af ondskab eller fordi han mener jeg ville blive en dårlig mor (undtagen i mine mørkeste stunder - se andet indlæg om Gud)... Men jeg ville da unægteligt gerne vide hvorfor dette skulle ske...
giver det mening?
Amocca
Hej igen
Ja, dejligt at høre din mening om en kærlig Gud... Det er også den vinkel jeg selv har valgt at følge.. Min familie bakker mig også 100% op. Det er nok mest mig selv, der i de mørke stunder - som du kalder dem - bliver i tvivl om vores ret til at "lave" liv.. At lade lægerne vælge hvilke æg og sædceller der skal bruges (icsi)...
Men tak for dine tanker, og specielt din Gudsopfattelse.. Selvfølgelig elsker Gud også mig og vil det bedste for os alle :-)
Takker igen..
Håber det er ok at jeg læser din blog.. Det du skriver giver ofte stof til eftertanke!
Kh Tunis
Post a Comment
<< Home