Det er nogen andres skyld...
"Hvorfor", spillede en stor rolle i mit tidlige forløb. Hvorfor? Hvad havde jeg gjort? Hvad havde jeg ikke gjort? Hvad var der sket? og hvorfor var det sket? Placeringen af skyld synes af en eller anden grund meget vigtig. Om ikke andet, så som et instrument jeg kunne slå mig selv lidt mere oven i hovedet med... det er også min egen skyld fordi.... ja hvorfor egentlig?
Det er ikke så vigtigt længere, hvis skyld det er, det kan ikke ændre status quo alligevel. Men nogen gange kunne jeg da godt ønske, at jeg havde nogen, at skyde skylden på. Og hvis man vil finde en syndebuk, så er dette åbenbart måneden at gøre det....
Billede lånt med tilladelse fra www.toothpastefordinner.com
Så er det nu piger, værsgo at slynge beskyldningen til højre og venstre, for infertilitet, pengeproblemer, sundhedsskavanker, piftede fodbolde, smadrede vinduer... ja, hvad end I kan komme i tanke om. Det er ihvertfald ikke vores skyld, vel? Så må det jo være nogen andres...
posted by Amocca @ Wednesday, August 03, 2005
9 comments
9 Comments:
Det plejer altid at være samfundet skyld...
Jeg har opgivet at finde en sammenhæng. Jeg tror ikke at det er nogens eller nogets skyld. Det er bare en ren tilfældighed.
det tror jeg du har ret i rikke... har også opgivet at finde "synderen"
Amocca
Jeg har skisme også prøvet at finde ud af HVORFOR det lige var man skal have de problemer - men jeg har heller ikke fundet ud af hvem der har skylden.
Så jeg har også mere eller mindre opgivet at finde den dumme synder.
Knus
don't get me started...... ;-) Jeg har også i en del af indlæggene på min blog forsøgt at udpege synderen for min infertilitet og ender altid med et sammensurium af skyldige; mig selv, samfundet, studievejledere, forældre. Men at udpege én syndebuk er ikke lykkedes mig endnu.
Egentlig tror jeg også mest på at infertilitet opstår ved en uheldig tilfældig.
Men det er altid rart at rase ud på nogen andre når man føler afmagten komme over sig :-)
Det er sjovt du nævner det, for jeg giver hele tiden min mand skylden for at vi ikke kunne få børn (fik så alligevel en) og nu, hvor vi prøver igen. Hans sæd er konstateret superkvalitet, der er umiddelbart intet i vejen med mig, men alligevel vil jeg ikke "have det hængende" på mig. Jeg siger altid noget latterligt som "nå, der var nok ikke krudt nok i dem", "han kan ikke helt finde ud af det" osv. Ikke særlig flink, nåt jeg tænker over det! Men heldigvis ved han jo, at jeg bare har behov for, at det ikke er min skyld, når jeg nu ikke kan gøre noget ved det. Han må da tage sig sammen, må han!!! :0)
Sommetider kan man godt føle at det HELE (alt! incl. piftede fodbolde og des lige) er ens egen skyld!
Men det er jo bare noget bavl man lægger over det dybe sorte hul så det er næsten umuligt at komme op.
Jeg har smidt al skylden ned i det skide hul, overvejer seriøst at smide en tændstik ned til det, så det ikke lukker hullet hvis jeg engang skulle derned igen...
Hmn der vel egentlig ikke meget skyld i det - er der ??????
Jeg har aldrig overvejet at det skulle være nogens skyld ... jo min egen når forsøgene ikke er lykkedes ... så er det jo fordi jeg ikke har levet op til det jeg skulle - hvad det så end måtte være ... men at min mands sæd er i udu - det har jeg aldrig tænkt på som nogens skyld - men har da tænkt på hvad årsagerne kan være ...
Jeg skyder skylden på svigermor... Det er det letteste.
(Hun var storryger hele graviditeten og gennem min mands barndom)
Post a Comment
<< Home