Om værdighed og værd

Det er snart lørdag. Lørdag er dagen vi endnu engang ankommer til hormonfesten. Jeg kan ikke sige jeg glæder mig. Jeg kan ikke lide den person nedreguleringen gør mig til. Men som de siger: hvis det lykkes, så er det jo det hele værd, ikke sandt?

Nogen gange føler jeg mig dog så mærkværdigt løsrevet fra det hele. Jeg ved, at jeg er infertil og jeg lever med denne sorg konstant. Jed ved, at vi gerne vil have en familie, at vi har prøvet at lave en sådan i to år, at vi har været i behandling for selvsamme i et år, samtidig ved jeg, at jeg skal igennem en omgang hormoner fra weekenden og sikkert i en to måneders tid frem... Men nogengange har jeg problemer med at føje disse ting sammen til et hele... Og istedet for at tænke over om det er det værd, tænker jeg mere over manglen på værdighed i al det her...

Der er ingen værdighed i at bryde grædende sammen i Bilka over skævtkørende kundevogne, der er ingen værdighed i at spytte glasskår af fremmede mennesker fordi de træder een over tæerne, ingen værdighed i at skælde min mand huden fuld for ting han hverken kan gøre til og fra, ingen værdighed i have hedeture og overgangsalder 20 år for tidligt....

Men nedreguleringen stopper jo trods alt på et tidspunkt, men når den er overstået starter et nyt cirkus. Og værdigheden er heller ikke ligefrem i førersædet mens jeg dagligt mixer og stikker mig som en anden junkie. Ej heller findes der megen værdighed i de utallige besøg i det gynækologiske leje tilset af fortravlede stressede læger, der end ikke har læst min journal godt nok til at kende til de sidste ting deres egne kolleger har udsat mig for.

Så er stimuleringen slut og med den ender heldigvis også de ugentlige besøg i lejet. Men hvis man havde troet at man her kunne genfinde værdigheden tog man fejl. For det fortsætter. Stikpillerne erstatter næsesprayen - og sjovt nok finder jeg ingen fornyelse af værdighed i denne form for indtagelse af medicin.

Og endelig er det slut, men selv ikke finalen indeholder en oprejsning. Man bruger det bedste af en formiddag på, at have forskellige laboranter pierce ens lemmer - tilsyneladende uden den store success - og for hvad? For at de kan fortælle en noget man allerede ved, noget man kunne have fortalt dem da man kom, før nålene og laboranterne og det genstridige blod...

*Suk* Men ok, måske tager jeg fejl? Måske kan jeg ikke regne med, at andet forsøg følger i samme gænge som første? Måske følger der med erfaringen, en modenhed og en værdighed jeg endnu ikke har fundet, men som magisk vil dukke op, når jeg inhalerer første surtsmagende pust af næsespray. Og måske vil jeg om 2 måneder virkelig kunne sige: Det var det hele værd?