Wednesday, July 27, 2005

Tur med Tjago

Da jeg var barn og stor pige havde min veninde en hund, en airedaleterrier ved navn Tjago. Tjago er for længst draget til de evige jagtmarker, men i mange år var han vor trofaste følgesvend på ture rundt i området.
Min veninde og jeg gik tur med Tjago næsten hver aften. Det var ikke så meget det at lufte hunden eller os selv der var formålet for os, det var blot sidegevinster. Det primære formål var at få luftet tankerne.

Ofte måtte vi gå omveje og forlænge turen ud i det absurde, hvis der lige var noget mere vi skulle have vendt, drejet, dissekeret og diskuteret. Ja, nogle gange forsvandt hunden endog og når vi kom hjem langt senere, lå han der og ventede på os med et hundegrin og hovedet på sned.

Om det var en dreng fra klassen, vores fremtidsdrømme, hvad vi skulle have på til næste fest, hvem der havde sagt hvad i skolen eller noget helt femte vi talte om, var sådan set irrelevant. Intet var for stort eller for småt til at blive diskuteret på disse ture.

Vi talte og talte og talte, og det gør vi stadigvæk. Tjago er her måske ikke mere, men samtalerne er der stadig. De bliver blot eksekveret anderledes. Nu foregår de måske over en kop te eller kaffe, mens min venindes datter sover eftermiddagslur. Måske foregår de omkring barnevognen når vi tager hende ud på tur. En sjælden gang imellem, som fx i aften, foregår de endnu engang omkring en hundesnor, på en aftentur rundt i vores barndoms kvarter.

Emnerne har måske nok ændret sig, og det er en anden hund. Men ellers kunne denne aftens tur ligeså vel have foregået for 15 år siden, for da lavede vi nøjagtig det samme. Vi gik og vi talte. Som vi altid har gjort og som vi forhåbentlig altid vil, for hvor er det bare dejligt og hyggeligt.

Det er så vigtigt at tale tingene igennem, at få vendt og drejet alle sine tanker og få nye øjne på dem. Og dette gælder ikke mindst alle der kæmper mod den store sorg infertilitet er, den kæmpe belastning behandlingen er.

Så kære piger, med dette indlæg vil jeg ikke andet end opfordre jer alle sammen til at tage bedsteveninden under armen og gå en lang tur med Tjago - I vil takke mig senere.

9 Comments:

At 7:58 AM, Blogger Solsikke said...

Jeg savner min huuu-uuund! Vrææææl... Snøft, snøft - ej jeg skal nok tage mig sammen - snøft.

 
At 10:40 AM, Blogger Spirren said...

Hvad gør man, hvis man ikke har kontakt med bedsteveninden mere ?

 
At 12:42 PM, Blogger HBT said...

Du har ret amocca. Jeg har også en nær veninde som jeg også går tur med af og til (hun har hun ;-) ). Og det er nemlig super rart at kunne lufte tankerne.

Knus

 
At 12:42 PM, Anonymous Anonymous said...

Hvor har du bare ret.. Jeg blev lige trukket tilbage gennem tidsmaskinen til da jeg var 15 år. Min bedste-veninde og jeg travede byen rundt. Tror faktisk at vi gik virkelig langt, men det tænker man jo ikke over når man sludrer... Jeg må se at finde mig et gå-tur-offer. *GG*

 
At 3:23 PM, Blogger Mira said...

Jeg har stadig kontakt med mange af mine veninder men ser desværre ikke så meget til dem. Enten fordi jeg ikke har lyst (pga at de er gravide) eller fordi de har små børn og derfor ikke så meget tid.

 
At 3:23 PM, Anonymous Anonymous said...

Vi sad på mit værelse og drak te i spandevis (og røg smøger). Bedsteveninden døde desværre for nogen år tilbage - der er intet som de veninder man fik i barndommen.

 
At 4:38 PM, Blogger GitteK said...

Æv jeg har ikke kontakt med bedsteveninden mere :o(
Men hunden har jeg stadig! (han bor hos min mor)

jeg vil være 15 år Igeeeeeeeeeeeeeen!

 
At 12:32 AM, Blogger Freudika said...

Jeg elsker mine gamle veninder ... både hende der går tilbage til børnehaveklassen ... og hende jeg spillede fodbold med da jeg var 14 ... de hænger stadig ved begge to - og det er dejligt ... men liv har det med at tage forskellige retninger - så selvom jeg elsker mine gamle veninder og selvom vi tuner os ind på hinanden på millisekunder så snart vi ses - så ville jeg nu ikke undvære mine nye veninder - dem som jeg har fundet der hovr jeg er "nu" i mit liv ... de har ikke hele historien med - men de kender mig som den jeg er nu, og det er heller ikke dårligt.

Men ellers er det rigtigt ... gå-ture/litervis af the "på værelset" ... eller hvordan man nu ellers er sammen med veninderne - det er guld værd ... Jeg ved at jeg ikke ville undvære mit "tøsefnidder" for noget :-)

 
At 10:24 AM, Blogger QVINDEN said...

Selvom vi ikke havde en Tjago at gå tur med, så husker jeg så udmærket godt veninde-gåturene. De bliver stadigt praktiseret. Dog med meget ringe interval - men når de er der, er det noget af det bedste, man kan forestille sig.

Nu forstår jeg faktisk også endnu bedre hvorfor det er, at jeg så gerne vil have en hund ... Det er jo så jeg kommer ud på de gåture ...

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger