Morgenkaffe

Der var engang - efter HSG'en, men før første behandlingsforsøg - hvor jeg kunne vågne om morgnen, og i den korte tid, lige mellem søvn og vågen tilstand, kunne jeg bilde mig selv ind, at det hele var en ond drøm. Det var ikke rigtigt, at jeg ikke kunne få børn, det var ikke rigtigt, at vi skulle igennem disse behandlinger, det var ikke rigtigt... Når det gik op for mig, at det var rigtigt, græd jeg mine salte tårer ned i morgen-, middags- eller aftenkaffen.... Jeg græd så meget i den første tid.

De tider er forbi. Første behandlingsforsøg gjorde det lysende klart, at dette var vores nye virkelighed, hvad end vi synes om den eller ej. Og disse morgner er nu en saga blot. Jeg ved når jeg vågner hvordan landet ligger, jeg ved det når jeg falder i søvn, og jeg ved det når jeg sover, da mine drømme ofte cirkler omkring det i mere eller mindre ubevidste cirkler.

Men jeg græder ikke så ofte over det mere. Jeg har accepteret det. Det er blevet en del af mit liv, min dagligdag, hvem jeg er. Jeg synes ikke det er fedt, eller retfærdigt eller i orden, men jeg kan ikke ændre det og derfor må jeg acceptere det.

Så jeg græder ikke længere ned i kaffen, det synes formålsløst, at tude over noget man ikke kan gøre hverken fra eller til ved. En gang imellem overmander tårerne mig da, det skal jeg ærligt indrømme, men det sker sjældnere og sjældnere. Om det har at gøre med accept, kynisme eller en trang til morgenkaffe uden fortyndende vand er ikke til at sige...