Fornuft og følelse

Behandling er lige dele fornuft og følelse. Man siger til sig selv, at der fornuftsmæssigt ikke er nogen grund til at man ikke skulle blive gravid, så det skal nok gå. Men følelsesmæssigt er man skrækslagen og svinger imellem lige dele håb og desperation. Fra den højeste tinde til den dybeste afgrund.

Lige fra første færd var vi enige om, at lykkedes de tre forsøg ikke, ville vi gå videre til adoption. Det er det mest fornuftige. Vi kunne bruge år og tusinder og atter tusinder af kroner i det private system, uden at få noget som helst ud af det - andet end knuste drømme og en flad tegnebog. Og hvor ville vi da finde pengene til adoption derefter?

Gener betyder ikke så meget for mig, jeg ville da gerne, at jeg kunne genkende mig selv eller min mand i mit barn, men det er ikke det vigtigste for mig. Jeg ville gladeligt have brugt donoræg eller donorsæd, havde det været der problemet lå, så i den forstand kunne adoption jo være en fin løsning. Og det er nok et af de eneste punkter, hvor fornuften og følelsen taler samme sprog.

Så rent fornuftsmæssigt er adoption altså den eneste rigtige løsning, hvis ikke et af disse tre forsøg lykkes. Fornuft. Problemet med fornuften er, at følelserne ikke vil følge den. Sætningen sætter mig i en følelse af åndeløshed jeg knap kan beskrive. "Nej, nej, nej", skriger hver eneste fiber i min krop. Det er ikke det jeg vil. Jeg vil være gravid, jeg vil have maven, jeg vil føle barnet sparke. Jeg vil have fødslen, jeg vil have den nyfødte op på min mave - jeg vil have min mand der, os to og den lille ny.
Jeg vil have disse forunderlige første måneder med, hvor alt går op i søvnmangel og lortebleer og forundring over hvor denne lille skabning kom fra. Jeg vil se barnet vokse, jeg vil se det første smil, den første tand, opleve at barnet selv kan holde hovedet, rulle om på maven, sidde uden støtte... Jeg vil have det hele.

Jeg vil ikke have flere års papirnusseri og venten og et barn på omkring et år, der ankommer på et fly fra et fremmed land. Et barn med ar så dybe, at jeg måske aldrig vil kende til dem eller helt forstå dem. Det er ikke det jeg vil.

Jeg er ikke så naiv at tro, at dette ikke kan ændre sig. Jeg nærer ingen tvivl om, at jeg kunne elske en adopteret søn eller datter lige så højt, som jeg kunne elske et biologisk barn. Jeg ved, at bliver det sådan, så bliver dette min drøm. Andet er ikke muligt, mennesket kan ikke leve uden drømme, men drømme kan ændre sig - og de gør det.

Men jeg er ikke klar til at give slip på den ovenstående drøm endnu. Tanken om at skulle gøre det, gør så ondt indeni, at jeg er sikker på, at hvis jeg overgav mig til smerten kunne jeg dø af den. Det føles som om mit hjerte bliver flået i to, at alt inden i mig bliver revet i tusinde stykker. Jeg er ikke klar endnu til at vedkende mig denne smerte og se den i øjnene. Jeg ved, logisk, at jeg ikke dør af den. Smerten vil blive overvundet, hvis det kommer dertil, og nye drømme vil genopstå af asken af de gamle. Men ikke endnu.

Der er stadig to forsøg tilbage, det må og skal lykkes i et af dem. Hvis ikke, må vi tage diskussion igen til den tid. Jeg ved ikke om det da bliver fornuften eller følelserne der vinder, det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt...