Der er et "VI" i IVF (ihvertfald hvis man læser det baglæns)

Ja, jeg er jo ikke alene i alt dette, så posten idag skal handle om manden i mit liv og i min behandling. Min mand er min klippe. Han er mit faste holdepunkt. Hele min verden væltede i august sidste år, men han blev stående. Og for det skylder jeg ham uendeligt meget tak.

Vi er så "heldige", at det kun er mig der er noget galt med. Min mand er helt normal (ihvertfaldt i fertilitetsøjemed). Dette er jo en god ting, så har vi da kun et problem at slås med...
Men i starten var det faktisk lettere problematisk for mig. Jeg følte, at det nok ville være bedre om han forlod mig, for han kunne jo sagtens få børn hvis han blot havde en kone der "virkede" (jaja, martyrium og alt det der... beklager *ruller med øjenene*), jeg er kommet mig over dette. Han forlold mig nemlig ikke, og har så vidt det vides heller ingen planer om det ;)

Men når man nu er helt og aldeles fertil, og mand, dvs. ham der blot "afleverer klatten" ved ægudtagning, hvordan er det så, at gå igennem et opslidende behandlingsforløb for at få nogle ønskebørn, som man sagtens kunne have fået - havde det ikke været for den defekte kone (ok der er tydeligvis stadig lidt bitterhed tilbage - undskyld!)

Vores ønske om behandlingens resultat er selvfølgelig det samme. Men vi har forskellige roller i forløbet, og vores følelser og håndteringer af det, har været forskellige. Min mand har, i mine øjne, generelt været mere positiv, mere fortrøstningsfyld. Jeg tror egentlig ikke at mænd hører den der klassiker inde i hovedet "jeg bliver aldrig (mor) far".... Men måske tager jeg fejl?

Hvad jeg ved er, at min mands sorg har været en anden end min. Jeg ved, at vi i det første halve år - igennem udredningsprocessen - kørte meget sololøb. Jeg kunne ikke håndtere andet og andre end mig selv, heller ikke ham... så han blev skubbet ud på et sidespor (stakkels mand)...

Men hvordan er det egentlig at være ham? Det er der kun een der kan svare på...

Og i den anledning har jeg overtalt ham til at skrive en post om hans rolle og følelser omkring infertiliteten og vores behandlingsforløb.

Posten vil indfinde sig snartligst, så tag venligst godt imod mit livs kærlighed: G!