Friday, November 07, 2008

Svar på tiltale

Der er nu kommet så utroligt mange svar på sidste post, at jeg følte jeg blev nødt til at kaste mig ud i en reel svarpost istedetfor at svare i kommentartråden...

Først og fremmest med hensyn til lægens svar (tænk sig engang, der var faktisk en læge tilstede, hehe)... Jeg lover højt og helligt, at dette er ikke en hovedkuls beslutning jeg kaster mig ud i. Jeg har bestilt en tid til endnu engang at diskutere det med min læge, det er nok tredje samtale vi har om dette emne.

Jeg har overvejet det i flere år, og har også overvejet mange alternativer... Baseret på forskning vedrørende brugen af fertilitetshormoner og kræft, samt kræftrisikoen ved "manglende graviditet", er jeg dog er ikke glad for tanken om at fylde min krop med (endnu flere) hormoner, og udover ironien i at bruge penge på et præventionsmiddel i min situation, så er forhøjet blodtryk en herlig lille hyggespreder i generne i min familie, så p-piller tiltaler mig ikke....

Skulle det tragiske ske, at jeg mistede min mand på den ene eller den anden måde, er jeg overbevist om, at det rent praktisk ikke ville være behandlingen der ville være vejen til børn... I så fald ville det blive enten ingen børn eller prøve lykken som ene-adoptant... Tror dog det ville ende med det første...
Jeg er glad og lykkelig. Jeg er moster til 2 smukke piger og der kommer såmænd nok flere nevøer og niecer til med tiden, hvis liv jeg kan tage del i. Og jeg er "mor" til en dejlig hund, og skulle det komme dertil, ja så føles det ret meget som om, at dette er en situation jeg sagtens ville kunne leve med og være lykkelig i - også på langt sigt...

Og til Rosa, som uden tvivl har ment sin post i allerbedste mening, men som endte med at få mig til at sidde og sukke... Undskyld Rosa, dette er ikke for at hænge dig ud, og jeg er virkelig glad på dine vegne, at det virkede for dig... Men der er mange årsager til, at intet af dette er vejen frem for mig...

Det er ikke en mulighed for mig at blive gravid uden IVF, jeg mangler simpelthen vitale organer for at dette skal kunne lykkes. Jeg har prøvet i 5 år og været igennem 5 IVF forsøg, jeg har ikke røget igennem mine forsøg (undtaget et enkelt, som var det der forbavsende nok gav de bedste æg - verden er sær), jeg vejer 57 kg, taber jeg mig meget yderligere bliver jeg undervægtig og jeg har ikke så meget som en decimal af hormoner placeret på forkerte steder....

Jeg har levet som en asket, uden koffein, alkohol, nikotin, sukker osv osv... taget utallige vitamin og mineralkure, fået akupunktur og ventet og ventet og ventet i 5 lange år! Ikke mere!

Vi kan sagtens være enige om, at der sikkert er et eller andet, et eller andet sted, der blokerer for en graviditet, men det er mig så inderligt ligegyldigt... For det er ikke det værd at finde ud af hvad det er! Livet er lige nu og her, det venter ikke på at jeg venter og venter og venter...

Hvor meget jeg end troede engang, at den eneste lykke var den forbaskede graviditet der nægtede at komme, så har verden ændret sig - eller i det mindste har jeg ændret mig - og i min helt personlige opskrift på pletvis lykke finder man ikke længere graviditeten på en top 10...

Og til sidst, til sygeplejersken Jeanne, selvfølgelig er livmoderen ikke et unødvendigt organ, men det den er lavet til at kunne, det skal den ikke bruges til i min krop, og i så fald tror jeg egentlig ikke jeg kommer til at savne den mere end jeg savner min blindtarm, som blev fjernet for snart 15 år siden...

Om det gav svar på jeres spørgsmål, tvivl og kommentarer skal jeg ikke kunne bedømme, men som sagt, intet er besluttet, udover at jeg ikke skal være gravid...

Labels: ,

4 Comments:

At 10:14 AM, Blogger Snowie said...

Sidder med små strithår på mine blege arme - du er bare så, ja jeg kan ikke formulere det, så det ikke bliver for kvalmende :-)

Stort kram

Snow

 
At 5:51 PM, Anonymous Anonymous said...

Kære Amocca,
Jeg beklager, at jeg skriver som "den anonyme læge". Grunden er, at jeg andre gange kommenterer med mit eget navn, og når jeg er BIB´er, vil jeg deltage på lige fod med alle andre og ikke blive stemplet som "lægen/systemet/behandleren", eller hvad folk kunne finde på at tænke. Håber det var forklaring nok på min anonymitet.
Tak for dit uddybende indlæg. Det kan jo være svært at vide, hvad der ligger bag, når du ytrer ønske om en hysterektomi. Men tanken er jo tydeligt gennemtænkt, og selvom jeg stadig synes, det er et stort operativt indgreb (læs at det gør ondt og tager lang tid at komme sig over), så ville jeg ikke længere være bekymret for som læge at henvise dig til operationen.
Jeg ønsker dig det bedste fremover - med eller uden underliv.
Varme tanker fra "den anonyme læge".

 
At 2:53 PM, Anonymous Anonymous said...

Hej amocca
Du skriver kun om fordele ved hysterektomien. Du afviser alle modargumenter - du overvejer dem ikke engang. Ikke at ryge under et IVF-forsøg er altså ikke det samme som at være ikke-ryger. Så alene her er der noget at arbejde med. Jeg er ikke sikker, men er det 3 eller 4 forsøg du har gennemgået? Det er jo ikke alverden...Jeg kender mange der har brugt virkelig mange forsøg (og penge)og er blevet gravide. Personligt var jeg selv oppe på 6 ICSI før der var bingo - i en alder af 38 år. Du er ung - du har tiden for dig. Ved mindre du bare er så træt af dine månedlige gener og slet ikke har mere lyst og energi (og økonomi)til at kæmpe for bio-barnet, så afsted til lægen. Man ved altid selv når grænsen er nået. Men er der bare en lille bitte del af dig, der har mod på at kæmpe videre - måske om nogle år, så bør du droppe hysterektomi tankerne og så prøv hormoner og et par løbeture til at holde blodtrykket i skak i stedet.
Jeg synes ikke at din historie holder vand - du fremstiller dit forløb som om du har gjort ALT og når det så ikke lykkedes, så kan du lige så godt ryde bordet fuldstændigt.

Hvad med at give det 3 år til? Du holder op med at ryge - du bruger tiden til at komme i god form - og du tjener lidt penge og sparer sammen til 3 stk. IVF. Hvad med donor-æg?

Et adoptionsforløb er fandme heller ikke sjovt (jeg var selv møllen igennem, da vi ikke troede at vi kunne få børn). De endevender dit liv. Det koster RIGTIG mange penge at adoptere, og det tager mange og lange år før man kommer igennem ventelisterne og får stillet barn i forslag.
Så man er lige så meget gennem vridemaskinene i et adoptionsforløb som ved IVF behandlinger.

Ja - sorry. Et langt og lidt vredt indlæg. Jeg er en trofast læser som har fulgt dig gennem mange år - og for første gang synes jeg du er gal på den.

Bare min mening -

Hilsen endnu en anonym læser

 
At 3:15 PM, Anonymous Anonymous said...

Hej "endnu en anonym læser"

Jeg forstår simpelthen ikke, at du ikke kan acceptere, at Amocca er nået dertil, hvor hun er. Hvis du har læst bare en lille smule med på hendes blog, vil du kunne se, at hun vitterligt har været "alverden" igennem. Ikke mindst mentalt. Jeg synes kun, det er sejt, at hun er kommet videre i dag og forstår slet ikke, at du har behov for at være vred på hendes vegne. Det vigtigste er vel, at hun selv er afklaret. Desuden er det vel kun vidunderligt dejligt, at hun og hendes mand er nået frem til at ville adoptere. At få et biologisk barn er jo ikke den eneste sande måde at stifte familie.

Jeg har været igennem 5 IUI, 3 IVF og 7 frys - og helt ærligt så er der ingen, der skal fortælle mig, om det er "alverden" eller ej. Det ved jeg bedst selv - og tro mig, det er det!

Hilsner Anna

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger