Nogen gange er det nødvendigt at kaste med ting...
Her til aften er jeg blevet frygteligt uvenner med mit fjernsyn. Det viste Kaare Sands Reportagen, og denne gang var han af sted på noget vækkelsesmøde værk, hvor såkaldte healere kan helbrede folk ved håndspålæggelse og bøn...
Al respekt for troende mennesker, det er da dejligt for dem, at de føler at Gud hjælper dem i deres liv, at deres tro giver dem en mening med livet. Men lad venligst være med at sidde på landsdækkende fjernsyn og påstå, at du har givet blinde mennesker synet tilbage...
Manden sad og så programmet, med en blanding af vantro og sarkastisk morskab, mens jeg surfede på den bærbare i sofaen. Og selvom jeg egentlig ikke så det, ja, så sad jeg alligevel og blev mere og mere irriteret over disse prædikanters udtalelser og at folk var så overivrigt villige til at tro på dem...
Men, på den anden side, så har vi vel alle været der, hvor vi i desperation og håbløshed er villige til at tro på hvad som helst, der vil gøre situationen bedre.
Nå, men tilbage til vækkelsesmøderne på fjernsynet... Som jeg sad og blev mere og mere irriteret over hvad jeg hørte og så med et halvt øje, foreslog manden at skifte kanal, men det synes jeg alligevel ikke han behøvede... Hvis han gerne ville se det – jeg var jo ligeglad – så det jo ikke...
Men så skete der det, at en af prædikanterne opremsede de ting de skulle bede for i aften. Skæve ben, mavesår, diskusprolaps og des lige... Og som rosinen i pølseenden på folk som skulle helbredes af den helende gudstro, ja der var sørme et barnløst par...
I ren refleks tog jeg min cigaretpakke og kylede den imod fjernsynet!
Manden skiftede ret hurtigt kanal efter denne afbrydelse, og jeg fik raset lidt imod idioterne i fjernsynet, barnløshed og Gud.
Jeg har vist nævnt mit lidt forvirrende forhold til Gud før, og det viser sig åbenbart, at jeg er mere troende end jeg troede. For hvis jeg ikke troede på Gud var der vel ingen grund til at være gal på ”ham”, vel?
Og gal på ”ham”, det er jeg. Gud kan ikke bruges til en skid i min situation eller i ret mange andre situationer hvis I spørger mig. For ligegyldig hvad disse healere så end påstår, så er der mange ting der ikke kan helbredes ved hjælp af bønner og håndspålæggelse – faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at det er meget få ting der kan helbredes på denne måde...
Gud ikke kan ændre på min fertilitet. Gud kan ikke gøre mig gravid. Gud kan ikke gøre min mand til far. Gud kan ikke gøre alting godt igen. Så fri mig for bøn og håndspålæggelser, både i mit liv og i mit fjernsyn...
Labels: Bizarre tilståelser, Ham der Gud
9 Comments:
Gud tilgiver, og intet er for stort eller for småt til "ham".
Man behøver ikke at tro på det man kalder gud for at heale andre. Jeg har ikke hørt om nogen der er behandlet via healing for barnløshed, men jeg har selv oplevet en mand få hørelsen tilbage på sit øre via healing, hvilket var et mirakel i sig selv, da han var født med et døv øre.
Så kan vi alle nok så meget gå rundt og synes det er fjollet latterligt ondsvagt at de derude tror på sådan noget, eller at der er nogen som bruger al deres tid her på jorden til at gøre det de finder bedst, at heale andre mennesker. Det virker på nogen, så godt det findes;-)
hmmm... hurra for placebo affekt kunne jeg have lyst til at sige... Men du har selvfølgelig ret i, at så længe de ikke gør nogen ondt og handler i god tro (om man så må sige) så er det vel ok...
Men, i går aftes gjorde de mig ondt - og i mine øjne var de godt igang med også at gøre andre folk ondt, ved at give dem tro og håb på at blive helbredt for lidelser som ikke kan helbredes via bøn..
Det er selvfølgelig helt sikkert at der er nogen der her vil være uenige med mig, og sådan må det jo så være...
Jeg så også programmet - efter først forarget at have set på to afsnit af de unge mødre - og ligesom dig bliver jeg fyldt med vantro, måbende blikke og følelsen af at nogen slår plat på andre menneskers ulykke. Jeg giver ikke noget som helst for det. Det er masse-hysteri, når det er værst. Og jeg kunne blive ved ....
Aner jeg en mindre frustration over, at healing ikke virker i din verden?? Lad dog folk tro hvad de vil, de gør jo ikke dig noget. Intolerence er næsten værre......
kære Amocca
Folk må selvfølgelig tro på, det de vil, men der er altså for mange plattenslagere, som opererer i det felt. Jeg forstår godt din vrede og frustration over at blive udsat for det. Tv har jo stor magt, og hvem ved hvor mange, som påvirkes af sådan en udsendelse?
Jeg er sikker på at du besidder megen tolerance, men man skal altså ikke blindt tolerere el. acceptere alt. Du har hermed min støtte til fortsat at undgå slige udsendelser, og smide med hvad du vil!
Kærlig hilsen Evi
Hej Kavanna,
Apropos http://www.urban.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20061009/PCINDLAND/110090005/0/PCUDLAND
:-) Kram fra Søsterlagkage
Healing virker så vidt vides i det hele taget ikke - hverken i Amoccas eller andres verden. Alle undersøgelser der er lavet omkring det, har afsløret det som fup og humbug.
Selvfølgelig er der masser af gode vandrehistorier om folk der pludselig kunne se eller gå eller hvad ved jeg - men de er netop vandrehistorier og holder ikke. Så snart en læge stiller diagnosen før og efter "healingen", er der pludselig ingen virkning.
Jeg tvivler ikke på at det kan føles meget stærkt, men det er ligesom noget andet.
I øvrigt synes jeg at hele konceptet i at en gud skulle sidde og skalte og valte med folks liv på den måde er uhyggelig. Hvis den gud virkelig har magt over det, hvorfor kan hun/han så ikke sørge for at alle er raske, kan få børn, kan se osv? Men det er selvfølgelig "det ondes problem" som teologerne kan tale om i timevis.
Nå, men jeg synes i hvert fald ikke man skal skamme sig over at få lyst til at kaste med ting, når man ser sådan et show på tv. Kast løs!
Og jeg er helt enig med Amocca i at den slags ikke er uskadeligt - håbet er ikke lysegrønt, man bliver faktisk ked af det, når håbet svigter (og føler sig skyldig, for måske var det bare fordi jeg ikke var fron nok/bad nok?). Sorgprocessen udskydes - og dermed bliver man forhindret i at komme videre med sit liv.
fron=from :-)
Uha, hvor jeg mindes de mange penge, som min mand og jeg gennem årene smed ud til alverdens ting for at jeg kunne blive gravid. Vi startede med at prøve zoneterapi - det virkede ikke. Så prøvede jeg håndlæsning ( sjovt men det virkede ikke), Så prøvede jeg en healing - ja, behøver jeg at sige - det virkede heller ikke. så prøvede vi baby klister - det virkede heller ikke..
det skal siges, at vi var barnløse i mange år og var også på Skejby til de obligatoriske forsøg IUI, IVF og ICSI.
Endelig prøvede vi akupunktur - ja det virkede heller ikke..
Så ja vi har ved gud brugt mange penge, på noget der ikke virkede...
Jeg anerkender, at nogle tror på det ene eller det andet - healing eller ej.
Jeg troede personligt heller ikke på healing.. Men spildte en masse penge.
ER dog blevet mor alligevel til den skønneste og mest charmerende lille tøs på 2 år, født i Kina.
Kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange penge jeg har kastet ud af vinduet...
Nå men Øh
Det v ar ikke for at ødelægge jeres debat - ville bare lige give mit besyv med..
( du kender mig jo Amocca)
Fie
Post a Comment
<< Home