Hvordan har du det?

For nogle uger siden stillede min psykolog mig ovenstående spørgsmål: Hvordan har du det? Ikke ligefrem det sværeste spørgsmål i verden skulle man mene, men det var det åbenbart for mig.

Meningen er, at man skal besvare dette spørgsmål ved at knytte nogle følelser på hvordan man har det. Og åbenbart er hverken: fint, ok, udemærket eller godt nok, en følelse…

Og det efterlader så mig i et dilemma, for jeg synes jo egentlig jeg har det fint. Godt nok. Udemærket. Helt ok. Og nærmere kan jeg ikke rigtigt komme det, for at være helt ærlig…

Jeg endte med at blive ret irriteret på psykologen, for hvorfor skulle han blive ved med at stille mig det åndssvage spørgsmål, når han ikke godtog nogle af mine svar som valide?

Det har generet mig i flere uger, på sådant et bizart plan, hvor jeg nærmest kun kan grine af det. For hvor latterligt er det, ikke at kunne svare på hvordan man har det?

Og når jeg nu ikke selv kan, så må den norske sanger Kurt Nielsen gøre det for mig:

”All in all it’s wonderful, but isn’t there something missing?”

Efter nærmere eftertanke, må jeg indse, at det nok ikke er Kurt der udtrykker sig bedst om dette emne for mig. Men at jeg måske skal vende mig imod min elskede Robbie Williams, og indse, at måske er det egentlig problem, at jeg ikke har lyst til at vide hvordan jeg har det:

She asks me how I'm feeling, well, I don't want to think that hard.