Som lovet...

Jeg havde jo lovet, at skrive noget om Gudsopfattelse, som en opfølger til indlægget om at kaste med ting healere.

Og man skal jo holde hvad man lover, og derudover følte jeg måske også, at jeg skulle prøve at forklare lidt nærmere, hvorfor disse såkaldte healere gjorde mig så vred med deres ytringer og påstande. Men efter dette, så lover jeg at stoppe med at snakke om Gud... Indtil næste gang jeg gør det

Jeg ringede til min bedstemor, for at diskutere dette med hende. Mine bedsteforældre er nogle af de mest troende menneske jeg kender, og samtidigt mennesker hvis livssyn jeg har dyb respekt for og faktisk også misunder lidt.

Min bedstemor er – som forventet – uenig med mig. Hun mener så absolut, at helbredelse via bøn og håndspålægning er muligt og at mirakler sker...

Men heller ikke hun bryder sig om den slags møder, hun kan – som jeg – godt forstå den desperation der kan drive nogle mennesker derhen, men hun frygter at mange af dem går skuffede derfra....

For Gud bestemmer selv når mirakler skal hænde og som oftest foregår det i stilhed. Jesus tog folk væk fra mængden når han udførte sine mirakler. Mirakler er ikke storslåede vanvittige tilskuertilløbsstykker. De er stille undere, der sker når de skal ske...

Det synes jeg er meget smukt sagt. Og selvom jeg måske ikke kan erklære mig enig, i en fast tro på hverken mirakler eller helbredelse via håndspålæggelse og bøn, ja så kan jeg godt respektere hendes mening.

Selv de der tror på Gud – fuldt og fast – og finder ro og glæde i hans kærlighed, ved at man ikke kan afkræve mirakler. Mirakler sker ikke på kommando, ligesom man heller ikke kan forvente at få alle bønner besvaret.

Så derfor gør disse healere mig så vrede. Hvem er de, at påstå, at de kan tvinge Gud til at udføre et mirakel på stående fod?