Frustration

Mit sidste indlæg var egentlig blot en øjebliksreaktion på noget der hidsede mig op, og ikke noget jeg havde tænkt mig at gå dybere ind i. Men det er jeg så endt med at have lyst til alligevel.

Jeg starter lige med et indlæg der mest af alt er en reaktion på en kommentar fra sidste indlæg, og så følger der – en af dagene, når jeg har haft lidt tid til at reflektere over det – et indlæg om Gudsopfattelse, og hvorfor disse såkaldte healere gør mig så vrede...

Men tilbage til dette indlæg, for i kommentarerne til der til står der følgende fra en anonym skribent:

Aner jeg en mindre frustration over, at healing ikke virker i din verden??

Øøøh, nej! Du aner ikke en mindre frustration over at healing ikke virker i min verden, du aner en større – alt overvældende – frustration over at Jeg ikke virker, at Gud ikke virker, at lægevidenskaben ikke virker, at INTET virker i min verden....

En frustration over, at alt hvad jeg har lært fra barnsben ikke længere holder. At jeg ikke kan hvad jeg vil, blot jeg er villig til at arbejde for det. At der findes ting jeg ikke kan ”lære”, lige meget hvor meget jeg så læser og øver mig....

For det er jeg ikke vant til. Og jeg bryder mig ikke om det.

Det har måske i nogle henseender været en sund lærestreg, at finde ud af, at nogle ting kan man ikke få, lige meget hvor meget man så ønsker dem, og hvor meget man så er villig til at ofre for at få dem, men den har sandelig været hård og gjort ondt....

Og den havde nær ødelagt mig totalt!

Og det er selvfølgelig her, at miraklerne kommer ind. Når den menneskelige evne siger stop og ikke kan mere, så må man enten acceptere det, eller give sig til at håbe på mirakler...

Men den ventetid kan blive lang og ødelæggende og ende uden resultat... Nøjagtig, som de sidste par års behandlingsforløb har gjort for os.

Så, nej, dette handler ikke om en mindre frustration over at healing ikke virker i min verden. Det er frustration, vrede og skuffelse – over mig selv, Gud og verden som helhed....