Sidste år i maj, skrev jeg et indlæg om venskab. I dette indlæg skrev jeg følgende om min bedste veninde:
"Jeg priser mig lykkelig for, at hendes smukke datter kom til verden, inden alt dette kaos havnede i mit liv. Men jeg håber og tror på, at havde det ikke været sådan, at jeg havde fundet styrken til at være der for hende, som hun har været der for mig."
Det er her, at der er folk i salen der begynder at rømme sig, og hviske lidt til hinanden... For det viser sig jo desværre, at ligemeget hvor meget jeg så håbede og troede det... Så var det ikke sandt!
Hvis jeg var blevet gravid i det sidste forsøg ville jeg have været ca. 16 uger henne nu... Det er jeg ikke! Det er min veninde derimod...
Min veninde ringede d. 27. december 2005 for at fortælle mig, at hun stod med en positiv test. Hun græd. Jeg græd. Alle græd. Ikke på grund af graviditeten - for den var glædeligt forventet, men grundet timingen. Jeg græd resten af den dag - on off.
Vi holdt nytår hos dem. Jeg vågnede grædende d. 31. december og græd mere eller mindre konstant indtil vi stod ved deres hoveddør om aftenen. Og på vej hjem nytårsnat græd jeg lige lidt mere.
I hele januar måned affødte hver telefonsamtale med hende, en ca ½ times tudetur efter hvert opkald. Der var så mange tårer da.
Jeg har besøgt dem i denne uge, for første gang i 2 måneder. Og formåede at bruge en hel eftermiddag og aften - uden på noget tidspunkt at anerkende hendes fine lille struttende mave - og det er jo ikke som om den kan overses længere...
Og jeg ved godt det er forfærdeligt - og jeg ved godt, at jeg lovede at jeg ikke ville være sådan. Men det gør så ondt, så ondt så ondt indeni! Så ondt, at jeg er bange for, at hvis jeg taler om graviditeten med hende, at jeg bryder fuldstændig sammen... Og det er ikke fair. Ikke over for mig, ikke overfor hende, ikke over for lille Sarah, som elsker sin glade moster Anna, og som ikke ville forstå et kuk af det hele...
Men det er heller ikke fair, at lade som om at hendes barn nr 2 ikke er på vej. Det er ikke fair, at man ikke må have lov at diskutere sin graviditet med sin veninde - bare fordi veninden er en bitter barnløs kælling.
Jeg græd på vejen hjem i bilen. Ikke kun af smerte over at maven ikke er min, men også af skam over min egen opførsel. For jeg føler mig så forfærdelig skyldig. Jeg havde virkelig troet, at jeg ville kunne klare det her - men det kan jeg åbenbart ikke. Og det er bare ikke godt nok! For jeg skal klare det!
Og det gør jeg også på den ene eller den anden måde. Basta.
Så lad mig bruge denne post som en undskyldning til Fru Larsen, men også som lovning på bod og bedring. For jeg lover dig, Fru Larsen, at ligemeget hvad, så ønsker jeg ikke at slippe for dig og jeg vil elske dit kommende barn lige så højt som jeg elsker Sarah - hvis det altså er menneskeligt muligt....
Labels: Venner og familie
Det kan næppe være undgået jeres opmærksomhed, at jeg skal være moster igen. Eller, at jeg ikke har tacklet denne 
