Ode til venskabet

Idag skal det handle om venskaber. Der findes mange forskellige former for venskaber - denne type for gensidig samhørighed som vi finder her i blogland, er såmænd også en form for venskab, cybervenskaber tror jeg man kalder det - oh fagre nye verden.

Men der findes også andre venskaber, venskaber ude i den "virkelige" verden, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og ikke blog til blog. Jeg vil ikke prøve at sætte ord på hvilke venskaber der er vigtigst, for de begge vigtige på hver sin måde.

I blogland finder jeg støtte og forståelse på en måde som mine venner i den "virkelige verden" ikke ville kunne give, da de aldrig har stået i situationen selv, og nok heller aldrig kommer til det. Man kunne påpege, at jeg i blogland ikke kender de mennesker jeg snakker med, men det er ikke helt rigtigt. Jeg går sammen med jer, igennem en af de sværeste oplevelser i vores liv. Vi deler følelser, glæder, sorger, op og ned ture - er det ikke det venner gør? Hvad der mudrer grænserne endnu mere er, at jeg faktisk har mødt nogle af jer... og sikkert kommer til at at møde flere endnu.

Venskaber opbygges på grund af et fællesskab af den ene eller den anden art. Måske gik man i skole sammen, måske studerede man sammen, måske var man kolleger eller måske gik man bare altid til de samme fester. Et eller andet har vi alle haft tilfælles med vores venner i tidernes morgen, og det er på denne fælles grund venskabet er opstået.
Men verden ændrer sig, og med den personerne i den. Og det er her venskaber må stå deres prøve. Kan de ændre sig med denne nye situation og stadig eksistere blot i en anden form? Nogle kan, andre ikke. MS, skriver idag om et venskab der langsomt er ved at smuldre grundet mangel på forståelse og gensidig støtte. Den slags gør ondt helt ind i hjertet. Men venskaber er som ægteskaber, i lyst og i nød. Man skal kunne støtte hinanden - også når verden ramler og det hele gør ondt.

Vi her i blogland, er bundet sammen af vores fælles infertilitet, og vores venskaber er nye i den forstand. Vi har ikke kendt hinanden før, så vi har ikke måttet omdefinere venskabet til at passe med denne nye situation. Men selv det vil ændre sig. Vi bliver godt nok aldrig fertile igen, men efterhånden som årene går, vil hvert enkel af os finde nye veje, om det bliver en graviditet, adoption eller et liv uden børn er ikke til at sige, men vores situationer VIL ændre sig... Vil vore cybervenskaber følge med? Det kan kun tiden vise.

Jeg har ikke mange venner ude i den virkelige verden, jeg er en privat person, der ikke ofte deler ud af mine følelser. Dette gør mig svær at komme helt tæt på. Jeg har mange bekendtskaber, men kun få venner. Min allerbedste veninde, har kendt mig siden børnehaveklassen. Vi har fulgt hinanden i alt, også igennem hendes graviditet og min infertilitet. Tanken om at miste hende giver mig åndenød. Jeg priser mig lykkelig for, at hendes smukke datter kom til verden inden alt dette kaos havnede i mit liv, men jeg håber og tror på, at selvom det ikke havde været sådan, at jeg havde fundet styrken til at være der for hende, som hun har været der for mig.

Til hende, min familie og mine andre venner vil jeg gerne sige tak. Tak til dem, for tålmodigt at have siddet igennem mine rablende monologer, for at have lyttet til mine skuffelser og mine sorger, for forsigtigt at have forsøgt sig med råd og vejledning, for at have trådt mig over tæerne og gjort mig mere ondt, men mest af alt for at have prøvet at forstå! For deri ligger vigtigheden i et venskab - i forsøget! Forsøget på at forstå. Ikke nødvendigvis at de forstår 100% blot det at de prøver....