Er det vores egen skyld?
"Men er det ikke os selv, der gør det til et "grimt" stempel, hvis vi gemmer os væk og lader som om vores situation ikke gør os sårbare. Er det ikke os selv der skaber tabuet, hvis vi ikke vil stå frem og sige, hvordan det påvirker os? Hvorfor er det, at vi er så bange for omverdenen?"
Ovenstående er et citat fra søs i indlægget om klubmedlemsskaber. Og jeg synes faktisk hun tildels har ret. Vi er selv medskabende til at gøre vores situation til tabu, ved ikke at ønske at stå frem. Den der tier samtykker, siger man. Så når vi ikke orker at blande os i den offentlige debat: luksusproblem vs. ikke luksusproblem... Er det så ikke vores egen skyld, at de ikke hører fra dem der har været der, og ved hvordan det er? Når vi harmes over indslag på TV, hvor forstokkede kællinger siger vi jo bare kan adoptere, og vi ikke tager bladet fra munden.... Er det så ikke vores egen skyld, at kællingerne forbliver forstokkede? Når vi brokker os over LFUBs mangel på synlighed, men selv er usynlige.... Er det så ikke vores egen skyld, at der ikke bliver lavet om på status quo?
Hvis man vil ændre verden, bør man så ikke starte med sig selv?
Så er der lagt op til debat piger!
posted by Amocca @ Sunday, May 08, 2005
7 comments
7 Comments:
Jeg vil altid gerne være med til at ændre verden.
Og alligevel tøver jeg med at stå offentligt frem.
Men når jeg vælger at bevare min anonymitet, så er det faktisk mest af hensyn til mit barn. Jeg er allerede flere gange blevet kontaktet af journalister der gerne vil skrive om "valget at blive enlig mor". Og jeg vil egentligt gerne udtale mig - men jeg vil IKKE blande mit kommende barn ind i det. Jeg vil ikke have at alle mulige mennesker skal vide at mit barn er specielt stillet - før mit barn selv er stort nok til at begynde at forstå.
Altså; jeg vil gerne forsvare mit barn mod fordomme indtil barnet selv kan begynde at sige fra...
Og på det seneste er jeg så alligevel ved at ændre mening. Fordi det er så grotesk at jeg ikke kan komme videre her i Danmark. At jeg ikke kan få at vide hvad der er galt med mig. Og hvis det kræver at jeg står offentligt frem - ja så må jeg jo gøre det... Tror jeg.
Og så hjælper det jo også at jeg kun meget sjældent får negative kommentarer på mit ønske om graviditet. Fordi jeg heldigvis kun sjældent møder forstokkede kællinger og usympatiske kæltringer!
Så mon ikke den fanden-i-voldske del af PUK snart er parat til at gå på TV med sit fine regnbue-armbånd på....
Jeg tror du har ret. Jeg er selv en del af den store grå masse som ikke siger noget. Vi er så bange for at sige vores mening af frygt for konsekvenserne men hvad er det værste der kan ske?
Du har så evig ret amocca.
Jeg er også en der mest tier og samtykker - bortset lige fra de breve jeg sendte til de forskellige partier i folketinget.
Altså jeg taler men nogle veninder om det og arbejdspladsen ved også besked nu. Men vores fælles vennepar og vores familier ved INTET. Og hvad er det så jeg frygter ved at stå frem? Det er nok mest at B. vil blive betragtet som værende en dårlig mand eftersom der er reproduktive skader på os begge - det er ikke mig selv jeg er bange for hvad de tænker om men B.
Jeg ved ihvertfald at minimun en af de herrer vi kender (vi ser dem ikke ofte mere - men hvis vi står frem 100 % vil de også finde ud af det da vi bor i en lille by) og jeg frygter at ham vil "mobbe" B.
Og B.'s aller bedste ven sagde en dag da vi snakkede om børn om vi ikke skulle have nogel eller om B. ikke kunne finde ud af det for så kunne vi jo bare komme til ham. B. var der ikke.
Det er bare så sårende at få de ting at høre og derfor er jeg vildt "bange" for at ligge kortene på bordet.
Min erfaring er, at jeg kun orker politikken i de perioder hvor alting alligvel er på stand by. Så snart jeg har gang i noget behandling eller andet tapper det ALT min energi og jeg kan overhovedet ikke overskue andet end min egen lille navle.
Jeg forsøgt faktisk sidste år (eller var det året før?) at få LFUB til at søge om kampagnen Reklame for alvor for at få en masse synlighed og de syntes såmænd også at det lød meget interessant. Men jeg skulle bare lave ALT arbejdet ALENE og de gav mig aldrig de nødvendige dokumenter og information til at jeg kunne skrive ansøgningen. Så den døede dér.
Siden har jeg ikke rigtigt orket at gøre noget andet end mine små spasmer af mails til politikkerne. Og de bliver som regel ikke læst, det ved jeg. Eller også bliver de læst af en studentermedhjælper som også står for at sende søde svar.
Politikkerne er det forkerte sted at tage fat, tror jeg. Jeg tror stadig at Reklame for alvor ville være en super metode: Det kunne også ramme DIG!
Men som sagt er det jo noget ufatteligt sårbart for os alle. Jeg har tit tænkt at når jeg engnag kom igennem på den anden side, så ville jeg for alvor gøre noget. Men til den tid er det jo så ikke et akut problem for mig mere, vel?
Jeg synes allerede at vi gør en del ved at lægge vores historier ud på det åbne net. Der er jo allerede en del "ikke infertile", som læser med og det alene er måske med at åbne et par øjne eller tre. Det håber jeg...
Jeg tænker faktisk ikke i politikere, reklamer osv. når jeg siger, at vi skal stå ved det. Jeg tænker nærmiljø. Men jeg har måske også været "heldig" på den måde, at jeg næsten kun er løbet ind i forståelse. Der har da været de enkelte åndssvage bemærkninger, men dem tilskriver jeg uvidenhed og mangel på omtanke - jeg har såmænd ofte selv været sådan tror jeg.
Det der er i det, tror jeg, er at når vi står frem i vores nærmiljø er vi et til par, der har de problemer og jo flere vi er jo mere synlige bliver vi. Hvis vi skammer os over problemet og os selv, vil andre mennesker også se det som skamfuldt. Jeg er fuldt ud klar over, at det ikke er så enkelt - specielt ikke hvis man som HBT bor i en lille by etc.
Men jeg tror alligevel på, at det er der man skal starte. På den måde kan man ændre verden (et lille) stykke for stykke.
Dette er ikke et forsøg på at være hellig eller diktere, hvad man "bør" gøre, det er bare mit bud!
:-) Søs
Jeg orker heller ikke stå ved det i mit nærmiljø, når jeg står midt i det hele. Så vil jeg bare gerne have noget privatliv og have lov til at kæmpe min kamp i fred.
Det er ikke sådan at jeg er flov over at være infertil og der er masser af mennesker som ved at det hænger sådan sammen for mig, men jeg gider bare ikke være 'Rikke, hende den infertile' - jeg vil bare være 'Rikke'.
Jeg er ikke sikker på at jeg synes at det er min personlige opgave at belære alle uvidende fjolser om hvordan tingene hænger sammen. Jeg mener, hvis Charlotte Dyremose tilfældigvis var kæreste med en af gutterne (gud forbyde det!), skulle jeg så bruge hver en festlig middag til at forsøge at sætte hende på plads? Man kan jo også ende som hende der missionerer hver gang hun får lejligheden til det...
Jeg ville gerne have hvis det kunne blive mere organiseret, så det ikke bare er mig der brøler ud i æteren.
Egentlig skammer jeg mig ikke over at være infertil, ej heller skammer jeg mig over at skulle have hjælp til at kunne blive en familie.
MEN der er en meget personlig side af mig og mit forhold, og det er MEGET grænseoverskridende for mig, hvis andre til hver en tid ville kunne tag sig retten til at debatere min private infertile situation.
Det har ligeledes været vigtigt for os, at kunne beskytte os selv i al det her, det er krævende nok i sig selv følelsesmæssigt i forvejen.
Vi vil ikke udsætte os selv for et eventuelt pres fra omgivelserne. Det ville det være, hvis andre kendte til behandlingene. De ville hele tiden stå i venteposition - hvornår fortæller vi nu noget om det, er det godt eller skidt osv.
Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig også den side, som Rikke beskriver.
Jeg selv og min mand vil holde fast i retten til at blive mødt, som dem vi altid har været, også selv om vi er i behandling.
Desværre tror jeg, at behandlingen i sig selv, kan stjæle for meget fokus og nogen gange komme til at kunne stå imellem mig/os og dem omkring os.
Vi har overvejet et par gange, at invitere familien indenfor i vores behandlingsverden, men vi er hver gang endt op med ikke at gøre det.
Post a Comment
<< Home