Spørgsmålet der aldrig kom

Endnu en 30 års fødselsdag. Denne gang på mandens side af vennekredsen, ud over fødselaren kendte jeg ikke en sjæl. Vi sad til bords med to andre par - vældigt flinke. Begge med en bette unge omkring de 1½ år. Som aftenen gik, fortalte min bordherre mig praktisk talt det samlede forløb, af hans kones graviditet og fødsel og hans søns dagplejehistorier. Min anden bordherre viste mig billeder af hans yndige lille datter. Intet af dette var overraskende. Jeg smilede og nikkede, udstødte de rette lyde på de rette tidspunkter. Jeg fortalte ikke om min infertilitet - jeg orkede det ikke.

Da samtalen først faldt på graviditeter, var jeg dog nær kløjs i salaten. Begge par var blevet gravide efter 14 dage uden p-piller (fedt hurra tillykke - undskyld mig mens jeg brækker mig) og det grinte vi så lidt (anstrengt) af. Hvorefter min ene bordherre ytrer sætningen: "Folk bør virkelig blive fortalt hvor fertile kvinder er lige efter de stopper på p-pillerne, de tror jo at der vil gå 6 måneder til et år, men 14 dage senere er de jo gravide".
I det øjeblik mærkede jeg min mands hånd omkring min, og han gav den et lille klem. Om det var fordi han ville sige: "det er ok skat, vi ved bedre", eller om det var håbet om at tilbageholde lænkehunden, den spytsprøjtende, rasende, snerrende, blodskummende, rødstrømpede, infertile lænkehund, tør jeg ikke sige. Men det hjalp, og jeg holdt tand for tunge.
Jeg kender ikke disse mennesker, og støder nok næppe på dem igen, før vi når fødselarens bryllup, eller næste runde fødselsdag. Der var ingen grund til at tørre bordet og mandens ansigt af med mit hjerteblod.

Da historien om graviditeten, fødslen, glæden ved sønnens narrestreger begyndte, satte jeg mit indre æggeur igang - hvor længe ville der gå før spørgsmålet kom: "Skal I ikke også snart til at have børn?" Imens jeg lyttede og nikkede kørte mit hoved panisk sætninger igennem, hvad skulle jeg svare? Jeg var blank. Manden havde gang i en diskussion om pauselån og rentesatser, der var ingen hjælp at hente i den retning. Hvad skulle jeg svare?

Fuldstændigt vanvittige indslag om døde potteplanter, hvide møbler og fedtede fingre, ingen plads i bilen, påstande om at tage på jordomrejse hver 14. dag eller decideret had mod alle mennesker under 1 meter dukkede op i mit hoved, men blev alle afvist.... Mine potteplanter har det måske ikke godt men døde er da ikke (endnu), vi ejer kun få hvide møbler, de er fra IKEA, jeg overlever såmænd nok at de får fedtede fingre på sig, vi har en mercedes benz med masser af plads på bagsædet, vi tager ikke på jordomrejse hver 14. dag - og kommer næppe heller til det nogensinde - og jeg ønskede ikke at fremstå som en person der hadede dværge.... Krampegråd og en borddame der haster på toilettet, er heller ikke det svar man forventer til den sætning, så det blev også afvist som en mulighed...... Jeg støvsugede hvert et hjørne af min hjerne for de normale forsvarsmekanismer, men fandt ingen. Jeg begyndte at blive stakåndet af skræk. Nu var han nået til den lidt melankolske stund, hvor han fortalte om hvor glad man blev når den lille purk rakte armene op imod een efter en lang dags arbejde.... Nu kommer det... Hvad skal jeg svare?

Jeg fandt aldrig ud af hvad jeg skulle svare, for spørgsmålet kom aldrig! Jeg fatter ikke hvorfor eller hvordan....? Men det kom aldrig....