Klubmedlemsskab

Der findes så mange klubber i verden, nogle er mere officielle end andre. Dette er en af de mere uofficielle, vi har ingen nedskrevne vedtægter, ingen faste ugentlige møder og ingen generalforsamlinger. Men, vi er alle medlemmer af en eksklusiv lille klub, som kræver meget af sine medlemmer.
Kontingentet betales i menneskelige omkostninger - og er højt - adgangskravene er skrappe - og ikke sjove at komme igennem. Men slipper man igennem nåleøjet er man mærket for livet - og man kan måske nok få sat sit medlemsskab på standby, men kan aldrig melde sig helt ud igen, hvis man først har været medlem af de infertiles klub.

Problemet med klubben er, at vi ikke har noget synligt mærke. Vi bærer ikke rygmærker eller tatoveringer, og dette kan gøre det svært, for gamle som nye medlemmer, at genkende ligesindede på gaden. Nogle medlemmer foretrækker det sådan, andre ville ønske, at vi alle bar en sort streg i panden som vi kunne genkende hinanden på.

Denne mangel på synlighed gør klubbens individuelle medlemmer meget sårbare overfor ensomheden. HBT taler om ensomheden i sit sidste indlæg. Om hvor alene man kan føle sig, når alle omkring een får børn og man ikke selv har nogen og heller ikke sådan lige har udsigt til at få dem. Hvordan vennernes fokus (forståeligt nok) flyttes over på poderne og væk fra een selv. Anina og Maj, giver mødrenes side af historien i deres kommentarer, hvilket gør diskussion endnu mere interessant ;), men det er en diskussion vi gemmer til en anden dag. Klubben af infertile er det vigtige i dette indlæg, men før vi vender tilbage til den og manglen på synlighed, så lad os lige snakke om moderskabet.

Graviditeten og moderskabet er andre klubber man får medlemsskab af. Disse klubber er noget mere eftertragtede en vores, ja, de er faktisk så eftertragtede, at alle os, der er medlemmer af den infertile klub, higer efter medlemsskab der. I disse klubber gør de meget ud af synligheden. I graviditetsklubben er maverne synlige beviser på deres medlemsskab, og i moderskabsklubben kan medlemmerne også let genkendes på deres afkom.

Men på trods af deres synlighed, og deres noget mere eftertragtede ventelister, så er deres klubber ikke nødvendigvis vigtigere end vores. Vores klub er meget vigtig! Vi ønsker måske ikke at være medlemmer, men ved at være det, og ved at dele ud af vores viden, følelser og erfaringer tjener vi et vigtigt formål for både nye som for gamle medlemmer.

Og uden at ovenstående skal lyde som om, at jeg har fundet mit kald i livet som informatør indenfor infertilitet, ja så synes jeg alligevel at det er et vigtigt formål. Dette formål fører mig tilbage til ensomheden, og til vores klubs mangel på synlighed. Da jeg først fik diagnosen, ufrivilligt barnløs, følte jeg mig alene i verden. Der var ingen andre som mig - sådan føltes det. Men, jeg fandt jo så ud af, at der er andre som mig. Masser af dem faktisk. Der er en hel klub fuld af kvinder som mig. Over alt i det ganske danske land (og også uden for disse grænser), sidder der kvinder der har det nøjagtigt som mig. Det var en åbenbaring at finde dem - de ligesindede - de andre medlemmer.

Men hvad gør vi for at højne synligheden? Nogen der er ferme på en symaskine? Det kunne være rygmærker var vejen frem?

Måske noget i denne stil? ;) Billede lånt fra Chez Miscarriage