Update på fru Fugl

Solsorte er åbenbart hamrende ligeglade med hvor deres reder er, de ruger artigt alligevel...

Ihvertfald er der fin aktivitet i den lille rede på terrassen. I lørdags var der denne fine lille overraskelse, i form af æg nummer 3, i reden.

Jeg følger meget med i den lille solsorts gøren og laden, som det måske kan ses, af min tidligere post og denne, og har været lidt bekymret for, at hun var væk fra reden i lange perioder af gangen. Men et klogt menneske fortalte mig, at hun ikke begynder at ruge rigtigt før hun har lagt alle sine æg.

Og færdig var hun åbenbart ikke, for sandelig om hun ikke søndag havde lagt et æg til, i anledning af at mine bedsteforældre slog et smut forbi.


Det er da lidt hyggeligt, sådan at kunne følge med, omend jeg egentlig gerne ville have fjernet det haveaffald der ligger på terrassen. Men det kan jeg jo ikke nu, da det fungerer som skjul for reden. Så havemøblerne må vente til solsorteungerne forhåbentligt bliver udklækket og flyvefærdige.

Sådan er reglerne

Det er ikke alle der ved det, men så er det heldigt, at jeg kan springe til og uddanne jer.

For der er faktisk regler, der gør sig gældende, når man er igang med et forsøg, som viser sig at ikke at blive til noget, på grund af ingen æg til oplægning.

Og de regler er som følger: Man må købe et par sko pr. æg der ikke overlevede!
Og regler er jo til for at blive overholdt, ikke sandt. Så det har jeg gjort, som den artige lille pige jeg nu engang er.

Nej, nej, det er ikke noget jeg har fundet på, sådan er reglerne...

Endnu en æg-relateret krise

Så blev det pludselig forår derude. Og som førstegangs have-ejer er det jo en stor ting. Jeg har nemlig været i haven. Slået græs, hevet tilfælde vækster op af jorden hist og pist, flået klatreplanter ned af husmuren, og evt. begået fuglemord...

Ikke med vilje altså!

Lad mig forklare: Som jeg står og hiver klatretræ-tingen ned, lyder der pludselig et tungt "bump", og der ved mine fødder, ligger en helt perfekt lille fuglerede. Først tror jeg bare, at det er reden, men efter et øjeblik ser jeg et lille blåt æg med brune prikker ligge i beddet ved siden af...

Jeg ringer til min svigerfar og får at vide, at det kan være, det måske er en gammel rede, med et æg der aldrig blev til noget... Så jeg prøver at lade være med at have alt for dårlig samvittighed... Men jeg kan alligevel ikke modstå at putte det lille æg - som stadig er intakt, på trods af det lange fald - tilbage i reden.

Jeg fortsætter mine gøremål og får i løbet af aftenen overtalt mig selv til at tro på, at jeg ikke er: Amocca - den lede fuglemorder!
Men næste morgen, da jeg er på vej ud i haven, bliver denne overbevisning gjort til skamme, da dette hjerteskærende syn møder mig.


Der ligger hun ligeså uskyldigt og ruger på et æg som uden tvivl aldrig bliver til noget - oh the irony! - fordi jeg har brugt det som kastebold!

Jeg får det da helt dårligt med mig selv, og overvejer om jeg mon skal smide reden helt ud, for at hun ikke skal ruge for ingenting. Dette bliver dog ved overvejelserne, og jeg lader hende være i fred... Og godt det samme. For senere på dagen, da jeg igen sniger mig ud i haven, er reden ikke længere kun hjem for et enkelt æg, men to!


Og nu står jeg så med et kæmpe dilemma: Hvad gør jeg?

Reden kan ikke sættes tilbage hvor den var, for det sted er der ikke mere. Hele den øvre del af klatreplanten er væk, og jeg kan jo ikke bare smide reden op ovenpå hegnet. Deroppe vil den være en åben invitation til rovfugle. Men lige nu ligger den i et hjørne af min terrasse. Selvom jeg ikke har kat og ikke har set katte i min baghave, så synes jeg alligevel at den er meget udsat der...

Så nu er gode råd dyre, hvad søren gør man?

Og er der nogle fuglekyndige mennesker tilstede, som kan fortælle mig, om et æg kan overleve et fald på knap 2 meter og stadig blive til en fugleunge?

Mennesker bag kitlen

Der er helt sikkert mennesker bag kitlerne. Jeg ved godt, at vi alle sammen nogle gange har været i tvivl, når vi engang imellem har været så uheldige at støde ind i fortravlede læger på en særlig barsk dag...

Men der er mennesker derinde. Og gårsdagens fiasko beviser det. Herlev havde været så flinke at love at ringe onsdag, så jeg ikke skulle køre de 3 timer forgæves torsdag morgen. Og hvem er så en narrehat og glemmer sin telefon derhjemme? Ja, mig!

Klokken halv syv om aftenen, da vi kører hjem, ringer min mands telefon. Det er en læge fra Herlev. Han havde syntes, det var så barsk en besked at få via telefonsvareren, så han havde googlet min mands telefonnummer og ringet til ham med beskeden...

Nu har vi heldigvis et meget specielt efternavn, og derfor kunne det lade sig gøre, men hvis det ikke beviser, at der er mennesker bag, ja så ved jeg da ikke hvad gør...

Det ændrer selvfølgelig ikke på at det er lidt noget bæ. Men sødt gjort, det var det...

Ingen overlevende...

Hvad med strejken? bliver der spurgt, i kommentarerne til sidste indlæg. Den burde ikke have fået betydning, men det kan være hip som hap, for ingen af æggene overlevede optøningen...

Så fik vi også prøvet det: Ingen æg til oplægning...

Lidt en flad fornemmelse egentlig. Største, og vel også eneste, bonus er, at jeg slipper for Østradiol-pillerne...

Pasta

Min mand synes Crinone lyder som en pasta, og stiller spørgsmål såsom: "Skulle det være Fettucini eller Crinoni?"

Det giver "hytteost-rekylet" et helt nyt perspektiv *ydrk*

Scanning

Jeg har været på djævleøen, på besøg hos søsteren, i weekenden En hurtig smuttur til Herlev idag, til scanning. En livmoderslimhinde på 7.8. Starter Crinone i morgen og æggene skal op på torsdag, såfremt de overlever optøningen altså...

Der var pres på, på klinikken i dag. Jeg endte med at vente i næsten 3 kvarter inden jeg kom ind til scanning... Ved siden af venteværelset lå en kvinde i en seng og græd hysterisk. Jeg ved ikke hvad der var hændt hende, det synes umuligt for sygeplejerskerne og hendes pårørende at trøste hende...

Det fik mig til at tænke på hvor sære steder sådan nogle venteværelser egentlig er. Vi er alle i samme båd, vi der sidder der, men der bliver sjældent snakket i venteværelserne, der bliver sjældent vist følelser derinde... Derfor var den grædende kvinde også så fuldstændigt out-of-place på en eller anden måde... Selvom hun vel egentlig ikke burde være det...

Lavinen ruller

Imorgen skal jeg til scanning på Herlev, så ruller lavinen... Østradiol og jeg er stadig ikke gode venner. Får forfærdelig kvalme af det og bliver såååå træt. Har været på weekend hos søsteren her i København og har sneget mere end en enkelt "morfar" ind... Ikke den mest selskabelige gæst...

Der skal strejkes i sygehusvæsenet, det havde jeg ikke lige tænkt på kunne påvirke mit forsøg... Ved heller ikke om det gør, men nu må vi se... Et "nødberedskab" dækker næppe opsætning af æg - det kan vist ikke beskrives som en nødvendighed...

Men, hvis og såfremt strejken ikke kommer til at berøre mig og mit forsøg, så ruller lavinen fra imorgen...

En skygge af sig selv

Han er måske kun en bleg efterligning, blot en skygge af sig selv, men han er vendt tilbage ham Hank. Østradiol er ikke nok til at nære ham fuldt ud, men dele af ham kan leve af det...

Hans største anke mod menneskeheden i disse dage, er hvor irriterende højlydt folk trækker vejret... Det er lidt sært. Men jeg synes det larmer...

Derudover har han ædt min korttidshukommelse fuldstændigt. Enten det, eller også er bivirkningen demens allerede begyndt at sætte ind...

Lunten er også blevet en smule kortere, og jeg er lidt mere tudevorn end jeg plejer. De andre bivirkninger følger mig også stadig, men generelt er jeg ok, så man skal nok ikke klage...

Men på den anden side: Siden hvornår har Hank fundet grund til ikke at brokke sig?

Ikke en fan af Østradiol

Ja, overskriften siger det: Jeg er ikke fan af Østradiol. Det kan jeg ligeså godt sige med det samme...

Jeg har det som om mit inderste vibrerer, som om jeg ryster over det hele, men det gr jeg ikke - ihvertfald ikke fysisk... Jeg har kvalme og ondt i hovedet. Herudover skal jeg tisse konstant og jeg er hele tiden sulten...

Hvis jeg ikke tisser øjeblikkeligt når det mærkes, får jeg sindssygt ondt i maven, og hvis jeg spiser når jeg er sulten får jeg mere kvalme... Hvis jeg ikke spiser får jeg også kvalme... så der kan jeg ikke rigtigt vinde...

Min mand er heller ikke fan af Østradiol, men det handler så om, at jeg ville være "morsom" og læse bivirkningslisten for ham... Han synes ikke det var sjovt, men mere bekymrende... Jeg synes det var sjovt, da listen var absurd...

Hvordan kan man kalde ting som demens, blødninger i huden, blodpropper og brystkræft for bivirkninger? Det er sgu da alvorlige sygdomme, ikke noget der bør være bivirkninger af et produkt...

Men de står på listen over bivirkninger på dette præparat, betryggende...

Så nej, vi er ikke fans her i huset...

Ska' det være, så la' det være...

Nå, men efter min lille indre debat om fapril igår, bestemte jeg mig til at bare at springe ud i det, som I jo foreslog...

Så ringede altså til Herlev igår. Og efter en del ringen frem og tilbage mellem dem og mig - sekretæren der tog telefonen vidste ikke hvordan man meldte sig til et fryseforsøg... øhm, nå... måske skulle de have en anden telefonpasser...

Nå. En sygeplejerske ringede tilbage og hørte om jeg lige kunne komme forbi til en scanning? Hahaha, sjovt! Eftersom jeg har 3 timers togtur til Herlev, blev vi heldigvis enige om, at den scanning godt kunne skippes...

Recept blev faxet og nu har jeg just taget min første Østradiol.

Fapril, here we go...

Fapril?

Jeg er i syv sind om hvorvidt det bliver fapril eller ej for mig... Det blev det for Freudika i år... Bliver det også det for mig?

Jeg har ikke specielt lyst, det synes som at sætte sig selv op til endnu en fiasko, men på den anden side, så ligger de æg der jo... De er af mit og G's arvemateriale, så de kan ikke engang doneres væk så andre kan få glæde af dem, så hvis jeg ikke bruger dem skal de blot destrueres...

Det er jo også lidt spild af æg...

Puha. Jeg synes ikke jeg er klar til at gå igang igen, men bliver jeg det mon nogensinde tænker jeg? Og bliver jeg mere klar af at vente en måned mere, et halvt år mere, et år mere? Næppe... Måske er det bare om at kaste sig ud i det...?

Jeg er i gang med at søge nyt job. Den praktiske del af mig synes at jeg bør tage forsøget mens jeg er på en arbejdsplads, der har kendt mig i årevis og har stor forståelse for at jeg tager sygedage i forbindelse med et sådant forsøg... Istedetfor at skulle ud i at involvere en ny arbejdsgiver i en paragraf 28 (som vist hedder 56 nu), lige efter jobstart...

Man kan selvfølgelig mene, at det at stå med en graviditet og jobsøgning heller ikke er optimal, men det kalkulerer jeg slet ikke med inde i mit hoved. Der kalkulerer jeg kun med de fraværsdage forsøget vil bringe... Ikke med en evt. graviditet bagefter...

Det er nok en beskyttelsesforanstaltning går jeg ud fra?

Men bliver det Fapril i år? Jeg kan ærligt talt ikke fortælle jer det...

Ny cykel!

Nå, jeg har været ved lægen. Alt ser umiddelbart normalt ud, men p-piller har jeg ikke fået. Istedet har jeg fået et celleskrab og en henvisning til en gynækolog. Så må vi se om der ligger forklaringer gemt bag en af de to døre...

Men når nu min cykel er gået i stykker, så er det jo på tide med en ny. Så sådan een har jeg fået - og den er pink og ultratøset og jeg elsker den lidt allerede...

Nå, ja, og så er det jo blevet fapril... måske... Jeg ved det ikke, det må tiden vise, men vender tilbage med tanker om fapril senere...