Hvad er værst?

Jeg havde en samtale med en bekendt, for en lille uges tid siden. En bekendt, som i øvrigt også er læge. Når folk er læger, har samtaler det som oftest med at kredse om deres fag, sådan er det i hvert fald for mig... Jeg får altid sådan lyst til at spørge ham om sære lidelser jeg har set om på tv og des lige... For det meste holder jeg det i mig, men ikke altid....

Nå, men nok om det. Denne aften faldt samtalen på barnløshed og behandling, og jeg blev stillet et interessant spørgsmål.

Hvad er værst: aldrig at blive gravid via behandling, eller at blive gravid men abortere...

Det er jo et godt spørgsmål, og et spørgsmål jeg som sådan ikke kan svare på, da jeg jo aldrig har været gravid og aborteret... men hvis vi ser bort fra det, så kan jeg jo godt forsøge at filosofere lidt over dette spørgsmål, sådan rent tankespindsmæssigt...

Der var en tid, hvor jeg var vildt og voldsomt misundelig på folk der var blevet gravide og havde aborteret. Og et eller andet sted er det jo en vanvittig ting at være misundelig på, ikke?

Lad mig slå fast, at det ikke var fordi, at jeg troede – eller tror – at det er særligt fedt at abortere. Misundelsen lå i, at de jo i det mindste havde bevist, at det var muligt for dem at blive gravide overhovedet....
Der er selvfølgelig en magisk grænse her et eller andet sted, for man skal jo heller ikke blive ved og ved med at abortere, så går fidusen jo lidt af hele graviditets-tingen, men det er en anden snak... Men ja, skamfuldt som det er, så havde en lille del af mig ofte lyst til at sige til kvinder der aborterede: ”Nå, ja, men du ved i det mindste at du kan blive gravid...”

Det er jeg ikke mere. Som tiden er gået, må jeg nok erkende, at når det nu skal være, ja så tror jeg at det er nemmere at være mig. Altså ikke at blive gravid via behandling. I hvert fald hvis det aldrig lykkes. For jeg kan sætte mig ind i, at det må være næsten umuligt at stoppe, hvis testen een gang har vist to streger...For så må del vel kunne lykkes igen... Når man nu har bevist at man kan blive gravid, så må det jo for filan kunne ske een gang til, ikke sandt?

Det problem sidder jeg ikke med, jeg har aldrig haft så meget som skyggen af en to-streget test. Aldrig haft et hcg-tal der kunne læses som andet end et stort fedt nul. Og hvor deprimerende det end lyder, så tror jeg i sidste ende, at det må gøre min accept af tingenes tilstand nemmere, end det er for de kvinder der har stået med den to-stregede test og derefter må indse at døren alligevel er lukket...

For døren har aldrig været åben her, ikke så meget som på klem. Jeg har troet at jeg havde fundet et vindue flere gange, men hver gang har jeg opdaget at også det var låst.... og måske er det bedst sådan når alt kommer til alt...

Men det er jo nemt at skrive, at det er værre for dem end det er for mig, nemt at sige, at det nok er nemmere for mig at acceptere at sådan skulle mit liv ikke være. Og det er jo tomme floskler, når man endnu ikke er nået dertil, hvor det definitivt er forbi, og man er tvunget til at acceptere tingenes tilstand...

Men det var jo heldigvis også bare på et rent filosofisk plan, at vi diskuterede hvad der var værst, ikke sandt?