Ok, ok I har ret...

... men det vender vi tilbage til.

Det er længe siden jeg har skrevet - næsten en uge! Og på Amoccas kaffebar er det faktisk noget af et særsyn, at der går så længe imellem indlæg.
Hvorfor jeg ikke kan skrive undrer mig. Men måske er det fordi jeg synes det hele roder ret meget i mit hoved. Og hver gang jeg forsøger at få det ned på skrift, så lyder det ligeså rodet som det var indeni mig... Og så ender jeg med at trykke delete til det hele.

Men nu forsøger jeg - så bær over med mig hvis det ikke giver mening...

Jeg har det faktisk godt - om det handler om personlighedsspaltning og fortrængning, eller om det bare handler om at tiden arbejder for mig, det ved jeg ikke rigtigt. Faktisk har jeg det så godt, at jeg kan tage mig selv i at tænke, at det er ok, at vi ikke har nogen børn. For vi har det jo godt. Vi hygger os.

I lørdags var jeg til et brag af en julefrokost, hvor der blev drukket vodka- holdige drinks i store mængder, sunget karaoke over gamle dansktop slagere og danset på bordene til den lyse morgen - ikke ligefrem noget der havde været en mulighed, hvis jeg var blevet gravid og mor i løbet af de sidste par års tid...

Og jeg ved udemærket godt, at havde graviditeten og familielivet indfundet sig i den tid der er gået, så havde jeg været svært godt tilfreds med det, og ikke tænkt så meget over, at jeg ikke kunne danse på bordene til en latterligt sen julefrokost afholdt i februar måned. Men sådan skulle det ikke være - og så må man jo glæde sig over det man har...

Jeg tror grunden til at jeg ikke skriver så meget i øjeblikket handler om flere ting. Rodet i mit hoved for det første, som nævnt ovenfor. Men det handler også om, at jeg føler jeg taler i cirkler og jeg ved ikke rigtigt hvor længe jeg selv eller andre gider høre den samme gamle plade. Og om, at jeg faktisk har meget svært ved at præcisere hvordan jeg har det. Og når man ikke ved hvordan man har det, kan det være svært at forklare det til andre.

Nogle dage går det hele af helvede til - jeg føler mig deprimeret og træt og uretfærdigt behandlet af verden i al almindelighed. Bryder i gråd ved den mindste anledning. Andre gange går det fint og jeg hygger og drikker vodka og danser på bordene...

Jeg troede jeg havde fundet løsningen på problemet ved at fortrænge det fra Annas virkelighed og kun have det eksisterende i Amoccas. Men I har alle som een opfordret mig til at give sorgen plads - også hos Anna.
Og fordi I jo er nogle usædvanligt kloge mennesker ;o) (og fordi jeg den anden dag hørte Aimee Mann synge en sang jeg holder af - og vi ved jo, at den slags ting tiltaler mig). Har jeg bestemt mig til, at I nok har ret...

"You're sure
There's a cure
And you have finally found it
but it's not going to stop - 'till you wise up
No, it's not going to stop - so just give up"

Anna bliver nødt til at tage sin del af slæbet. Ikke hver dag, der skal også være plads til at danse på bordene uden dårlig samvittighed, men angsten, sorgen, vreden, frustrationen, bitterheden og smerten skal også have lov til at være en del af mit liv - ellers holder den aldrig op...

Så, ok, I har ret...