Tuesday, February 21, 2006

Survival of the fittest

Darwinisme er dagens emne. Darwinisme handler jo egentlig om artens overlevelse, så man må vel egentlig sige, at i Darwinistiske vendinger er jeg er blindgyde. Jeg var ikke "stærk" nok til at videregive mine gener - derfor er jeg dømt til at uddø. Men hvis vi taler om artens overlevelse på et lidt andet plan er jeg faktisk et pragteksemplar...

Hvor er mennesket dog et fantastisk væsen! Det kan ikke længere undre mig, at vi er blevet den altdominerende race. Evnen til at omstille sig er vital for overlevelse, og det er det der sker her lige nu.

Viljen til at få det bedste ud af den givne situation - viljen til at overleve.

Det at vi ikke har børn giver mig en frihed, som i de sidste par år har været noget jeg hadede. Jeg hadede denne frihed, eftersom den ikke var selvvalgt. Men som dagene går begynder jeg at nyde den.

Jeg får lyst til at gå i byen og drikke mig glad og fuld og fri af bekymringerne, sammen med folk der ikke kender til og ikke interesserer sig for min barnløshed og mine sorger.

Jeg tager en efterskole øl med mine studiekammerater uden at behøve at skynde mig hjem for at hente børn. Jeg bliver kaldt på arbejde med en times varsel og kan sagtens tage afsted eller blive en time eller to ekstra - til min chefs store glæde.

Jeg kommer hjem og sidder på nettet i mange timer til klokken er 4 og jeg er klatøjet. Min mand og jeg starter på en film kl 1 om natten. Jeg kan ikke sove og gør rent på badeværelset kl. halv fem om morgnen. Og det er ok alt sammen, for der er ingen der stiller krav til mig - der er ingen der kræver at jeg står op til et morgenfrisk barn kl. 6... Jeg er helt og aldeles fri!

Jeg ved, at det ikke giver mening, at I må klø jer i hovedet og tænke: "Nu har vi fulgt hende i næsten halvandet års brok over ikke at kunne få børn og nu siger hun, at det er fedt at hun ikke har dem... Dumme kvindemenneske, så bestem dig dog..."

Men istedet for at klø jer i hovedet bør I sidde i undrende ærefrygt. For I er vidne til en utrolig ting her: den menneskelige evne til at tilpasse og omstille sig. Jeg er selv vidne til den hver eneste morgen når jeg vågner og har det godt - og jeg undres dagligt.

For det handler ikke om ikke at kunne bestemme sig, det handler ikke om, at jeg i virkeligheden ikke vil have børn, eller ikke ønsker ansvaret. Det handler egentlig heller ikke om friheden, men kan man ikke få ansvaret, så må man huske at nyde friheden mens man har den.

Det handler om overlevelse - måske nok ikke artens. Men min personlige overlevelse - survival of the fittest!

6 Comments:

At 2:35 PM, Blogger Solsikke said...

Kære Amocca

Hvor er det godt at læse at du har det så godt. JA der ER mange fordele ved at leve barnløst, og det vigtigste aller aller vigtigste (efter min mening) er at leve og nyde nuet. Det lyder som om du på magisk vis og ved viljestyrke og en utrolig evne til at 'bounce' netop gør det.

Så stort tillykke med din glæde.

Jeg håber, at jeg selv kan leve mit liv som jeg ønsker det og beundrer det hos dig!

Fortsat god dag til dig, søde!

Solsikke

 
At 4:11 PM, Blogger GitteK said...

Jamen det er jo lige sådan det er (især når man er ovenvande)
Dejligt!
Jeg tænker sgu osse tit, at aaaaah hvor er det dig dejligt nemt med sådan en stor selvhjulpen (sådan da) pige.

Men ork, en bebs eller 2 kunne vi da nok også omstille os til....hvis det´sku´være ;oD

 
At 8:52 AM, Anonymous Anonymous said...

Kære Amocca

At kunne få det bedste ud af sin livssituation,og leve i nuet, det er da virkelig en overlevelsesevne, som vil noget!

Vore liv ville ganske bestemt være meget nemmere, hvis vi ikke altid bekymrede os om fremtiden og spekulerede over vores fortid,og hvad som kunne have været gjort anderledes.

Så nyd du nu din frihed og glæd dig over den. Det er dig vel undt!

Du er ihvertfald ikke forpligtet til at skulle henslæbe dit liv hverken nu eller i fremtiden som en trist bitter kvinde,fordi du ingen børn har.
Vi har brug for dig som den person du er med op- og nedture, og vi skulle da være nogle skarn, hvis vi ikke glædede os over, at du stadig kan nyde livet!

Kærlig hilsen evi

 
At 11:12 AM, Blogger Freudika said...

Hvor er det godt at læse Amocca. Nyd det mens du kan, og kommer der "tilbagefald" - så er det jo sådan det er ... Og uanset, hvor brændende meget vi ønsker os baby-børn, så er det også ok, at se på - og nyde - de fordele der er ved ikke at have nogle.

 
At 11:04 PM, Anonymous Anonymous said...

Kære Ammocca!
Jeg har tænkt meget på dig her på det sidste, kender dig nu ikke (kun fra BIB-siden og Fmb siden)
Men alligevel har jeg tænkt på dig og håbede sådan at det var lykkedes for jer, men kan læse at det ikke helt gik som det "skulle" og dog det gjorde det måske, for måske Gud (hvis man er troende) har en plan med jer, tjaaa hvem ved hvor livet bære hen ???
Jeg vil i hvert fald lige ønske både du og din mand alt muligt held og lykke fremover:-)

 
At 12:35 PM, Blogger Mette Marie said...

Ja! Hvor har du ret! Gu' er mennesket et fantastisk væsen.

Evnen til at omstille sig ...
Evnen til at få det bedste ud af en given situation ...
Evnen til at ville overleve uanset hvilke kort, vi får på hånden ...

Det er ikke altid, at livet flasker sig. Jane Aamund har engang sagt noget i retning af, at livet ikke er den vestlige verdens forkælede forventning og forestilling om 99 %lykke og idyl, som kun sjældent afbrydes af sorger og ulykke.

Livet er hårdt arbejde og også en god portion træthed, pligter, sorger, sygdom og ulykke. Som heldigvis er afbrudt af lykke, trivsel og en hverdag som faktisk langt hen ad vejen er go' nok.

Derfor skal vi gribe roen og harmonien, når den er der. Og give os selv lov til at være rasende og kede af det, når det er dét, vi er.

Et stykke af vejen kan vi ikke styre, hvad der sker med os. Men vi kan styre, hvordan vi forholder os til det.

Kærligst
May

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger