En hel masse men...

Nå, men jeg blev jo henvist til en gynækolog af min læge, for længe siden. For at se, om vi kunne finde en grund til den meget korte cykel og evt. en løsning på mine fuldstændigt vanvittigt latterligt voldsomme smerter omkring mens...

Og nu har jeg så været på besøg hos ham. En vældig behagelig mand, som også er indehaver af den lokale private fertilitetsklinik. En mand, som startede med at stille spørgsmålet: "Hvorfor er du ikke blevet gravid af alle de IVF'er?"

Og hvad svarer man så til det?

Nå, men livet i privatklinikkernes regi er jo lidt et andet end i det offentlige. Det gynækologiske leje lignede et rumskib, og scanneren var koblet til 2 skærme, så han behøvede ikke at dreje sin skærm for at jeg kunne følge med...

Og hvad kom vi så frem til? Ikke så meget desværre. Han er enig med lægerne på skejby om, at mine symptomer lyder som Endo, men også at der er ikke er skyggen af Endo at se derinde. Han er også enig med alt og alle om, at jeg er sund og rask, og at min livmoder og æggestokke er vældigt fine og flotte...

Så altså umiddelbart intet der kan forklare hvorfor jeg har så voldsomme smerter, at jeg både kan risikere besvimelser og spontan opkast på dag 1 i cyklus...

Hans umiddelbare forslag til hvordan vi kunne komme ud over smerterne var enten en hormonspiral (selvom den er bedst til kvinder der allerede har født), operativ fjernelse af underlivet (men i så fald skal jeg jo være sikker på, at jeg vitterligt er færdig med det her behandlingspjat) eller evt. at forsøge sig med femamest / østradiol i dagene op til mens (men jeg var jo absolut ikke gode venner med østradiolen i mit forsøg - så det ved jeg ikke rigtigt om jeg synes er en god ide)...

Så altså allesammen forslag med et "men" gemt i sig... Nu er jeg en af de patienter han vil tale om på sin månedlige konference med et par andre gynækologer, så må vi se om det bringer svar. Men for at være ærlig, så tror jeg ikke rigtigt på, at der er en løsning...

Måske er det bare sådan det er? Min bedstemor og mor og mostre har også lidt af voldsomme smerter, men for dem blev det bedre da de havde født... Men det er jo så heller ikke rigtigt en løsning i mit tilfælde...

Pinnochiokugler og krydsede ben

Det er ved at være nogle dage siden ægoplægningen, og jeg har det stadig mærkeligt med at de ligger derinde. Har faktisk ikke rigtigt fattet det tror jeg. Det er altsammen ret syret og surealistisk at forholde sig til, hvis I spørger mig.

Og det er jo desværre ikke slut med hormonerne. På de samme tidspunkter, hvor jeg plejede at tage min næsespray, tager jeg nu Progestan stikpiller (Hvorfor er der ingen af disse præparater der er lavet som tyggetabletter med jordbærsmag?)

Jeg spørger jer lige: Findes der mon ubehageligere måder at tage medicin på end ved næsespray, indsprøjtninger og stikpiller? Jeg tror det ikke....

Nå, men disse progestan piller er ret mistænklige hvis du spørger mig! For det første fik jeg et stykke papir med hjem, hvorpå der stod at præparatet endnu ikke var godkendt til salg og markedsføring i Danmark (betryggende...), for det andet er indlægssedlen kun skrevet på hollandsk, så evt. bivirkninger er fx. geelzucht (det er altid rart at vide...) og sidst men ikke mindst ligner de til forveksling pinnochiokugler! (Hvilket måske ikke umiddelbart er en dårlig ting, men glæden ved deres udseende ødelægges lidt af ens viden om hvordan de skal indtages).

Ok, jeg indrømmer, at jeg for syns skyld har taget billeder af farvede pinnochiokugler her, progestankuglerne er hvide... men billedet var meget utydeligt i indlægget...

Nå, tilbage til hvordan jeg har det - den anden del af overskriften. Den del med de krydsede ben. SÅdan har jeg det nemlig. Jeg har lyst til at krydse mine ben og lade være med at gå på toilet i 14 dage. Jeg har lyst til at det var d. 12.april nu. Jeg har lyst til at eje en krystalkugle så jeg kunne se ind i fremtiden og få et svar. Men sådan skal det jo nok være.

Jeg håber virkelig at det her vil virke, men jeg tør alligevel ikke sådan rigtigt tro på det. Frygter nedturen hvis det ikke virker og jeg virkelig har troet på det. Men der er intet at gøre ved noget som helst. Nu er tingene overladt til min krop og moder natur...

Det er ikke en betryggende tanke. Min krop har jo ligesom røvrendt mig før - sådan føltes det ihvertfald da jeg fandt ud af, at den ikke virkede og jeg ikke kunne blive gravid naturligt - hvad skulle afholde den fra at gøre det igen?

Pinnochiokugler eller ej!

... hvis du lige smider bukserne

Hvor mange gange har du hørt ovenstående sætning? Hvis du er B.I.B'er* - sikkert rigtigt mange gange!

Lad os slå een ting fast: Jeg er en meget privat person! Med et meget sippet forhold til min krop - det kan der slet ikke herske nogen tvivl om, og jeg indrømmer det gerne (og jeg er sikker på at min mand kan understøtte denne påstand). Derfor har gynækologiske undersøgelse heller aldrig lige været min kop te. Men jeg har jo altid bare fået det overstået som man nu skal.

Den situation vi står i nu, kræver (som de fleste nok ved) immervæk et utal af gynækologiske undersøgelser, så jeg må da indrømme, at jeg efterhånden har vænnet mig til det - ja, man kan vænne sig til meget.

For mit vedkommende, har jeg ikke tal på antallet af undersøgelser jeg har været igennem, og har faktisk heller ikke lyst til at vide det. Men een ting er sikkert, de kan ikke længere tælles på 2 hænder.

Jeg ved ikke hvordan I andre B.I.B'ere* har det, men jeg må indrømme, at jeg er ved at være træt af, at mit underliv efterhånden er mere offentligt end det lokale bibliotek (og ulig dem, har jeg tydeligvis også åbent i helligdagene), og træt af, at der findes (mange) mennesker der ser mere til mit underliv end min mand. Men mest af alt synes jeg det er ubehageligt aldrig at være fuldt påklædt, når man skal snakke med en læge om ting, som immervæk kan komme til at betyde meget, for resten af ens liv...

Det er jo efterhånden næsten en refleks nu, at smide bukserne så snart jeg ser en hvid kittel (måske skulle manden købe sig sådan een?) - hvilket kan afstedkomme pinlige episoder, eftersom både min tandlæge og personalet på mit lokale apotek er iført sådanne klædestykker...

Det er ikke så meget, fordi jeg synes det er ubehageligt, som sagt er det mere det, med aldrig, at få lov at føre en samtale med en læge iført bukser. Det er tabet af intimitet, værdighed og at min private sfære konstant overskrides... Og så er det irritationen over, at samtaler altid går således: "Hej, jeg er Dr. X, hvis du lige smider bukserne..." Og det mest frustrerende er, at de altid smutter igen, før jeg er færdig med at få dem helt på igen (og så skulle jeg iøvrigt hilse og sige, at det altså er svært at give hånd samtidig med at man forsøger at hive et par jeans op over ballerne). Sygeplejerskene kan man dog tale med, iført den underste del af sin beklædning - det er jo altid noget.

Jeg er sikker på at lægerne er blevet meget dygtigere end de var før i tiden, og selvom instrumenterne stadig ligner noget man brugte på svin i middelalderen, (yddrk! Den der ægudtagningsting så ikke rar ud) er der nok ingen tvivl om, at det hele foregår lidt mere behageligt, sterilt, klinisk og effektivt nu. Men een ting må man dog give dem, før i tiden tog de noget mere hensyn til personens blufærdighed og privatsfære;-)

*B.I.B = Barnløs i Behandling

Telefonkæde?

Hvor er det egentlig mærkeligt, menstruation er jo ikke normalt noget man går og sukker efter skal komme - ihvertfald ikke her i huset. Og det er da ihvertfald ikke noget som ens omgangskreds normalt har nogen former for interesse i...

Men nu sidder jeg her og overvejer om der bør oprettes en telefon eller sms kæde, for sikken en interesse der er vedrørende min cyklus... hahaha...

Meget mystisk fornemmelse, at andre folk er så intimt indblandet i ens liv at de sidder og venter på hvornår man mon har tænkt sig at få menstruation... hmmmm.

ja,ja... jeg skal nok fortælle når det kommer ;)