Bjørnetjenestetanker

I har skrevet rigtigt mange spændende ting i kommentarerne til sidste indlæg. Og jeg vil meget gerne prøve at kommentere lidt på det... For det er klart, at der er mange tanker bag ideen og I har da også sat tanker igang...

Først og fremmest vil jeg fremhæve denne kommentar fra Tina:

Nogle gange fortryder man det, man IKKE gør, fremfor det, man gør. Jeg håber, at det lykkes, men hvis ikke, så har i da prøvet det og sidder ikke tilbage og spekulerer på, om I lige skulle afprøve, om det var løsningen.

Den er en af de ting der vægter tungt i beslutningen. Jeg kommer simpelthen aldrig videre før jeg ved om dette er en reel mulighed eller ej. Og får jeg det aldrig prøvet, ja så vil det gnave i mit sind, at det kunne have lykkedes...

Så kommer vi til Sines, meget lange og spændende kommentar. Som indeholder rigtigt mange spørgsmål og ting at tænke over.

-Hvordan ville du have det med ikke at kunne få noget at vide om din biologiske far? Ja, jeg ved jo godt at du ligner ham så meget at der ikke er noget at være i tvivl om :-) men tænk nu hvis dit kommende barn også gør det og så en dag pludselig møder ham. Donoren altså.

Hvordan jeg ville have det med det, kan jeg ikke rigtigt svare på. Men i denne henseende er det vel ikke så forskelligt til de ting jeg skulle tackle havde jeg adopteret. Der vil altid være et aspekt af uvished vedr. det biologiske ophav. Og i en donorsituation, ville mit barn i det mindste kende halvdelen af sine gener...
Hvis mit barn kommer til at ligne donor ligeså meget som jeg ligner min biologiske far? Det er svært at sige hvordan jeg ville reagere i en sådan situation, men mit barn er vel mit barn - ligegyldigt hvem han / hun ligner. Jeg tror aldrig det med at møde donoren bliver aktuelt, så den slags overvejelser har jeg faktisk ikke gjort mig.

-Ville du bryde dig om at din mand fik et barn med en anden kvinde som du ikke kendte? Du skulle selvfølgelig være mor for barnet, men alligevel? Jeg tænker at din mand må elske dig meget højt siden han går med til dette!

Hvis situationen var den vi er i nu, men blot donoræg, hvor min mand fik et barn med en anden kvinde via mig - så ville jeg ingen problemer have med det. Det er egentlig det jeg gerne ville, da lægerne jo tror det er der fejlen ligger, men det er jo endnu ikke en mulighed i dette land.
Og ja, jeg tror og ved at min mand elsker mig meget højt! Men hans argumenter for at gøre det er, at hvis han er villig til at elske og kalde sig far til et barn vi henter i udlandet, som ingen af os er biologisk relateret til, så er han i sagens natur også mere end villig til at elske og kalde sig far til et barn, som er biologisk relateret til mig. Et barn hvis graviditet og fødsel han har fulgt på nærmeste hold.

-Hvad vil du fortælle Bjørn eller Bjørneline om den Bjørnetjeneste lægerne på Skejby har givet dig, hvis altså det lykkes?

Hvordan det skal klares - sådan rent praktisk - er jeg endnu ikke 100% afklaret med, men Bjørn eller Bjørneline skal kende sandheden. Ingen grimme overraskelser i en sen alder. Da vi bestemte os for forsøget, bestemte vi os også til en 100% ren og åben linie overfor familie, venner, bekendte og et evt. barn der skulle komme ud af det.

-Kan du/I klare at det ikke lykkes?

Det tør jeg ikke svare på. Men ikke at gøre det kan jeg heller ikke klare!

Adoption. Jeg kan ikke forklare jer hvorfor det er endt som det. Men jeg tror der er noget trods blandet i det inde i mit hoved, sådan noget: "Hvis jeg ikke kan få det som jeg vil have det - så vil jeg slet ikke have noget overhovedet!"
Manden min krydser jo fingre for at det ændrer sig igen en dag, men indtil videre kan jeg altså overhovedet ikke få mit hoved til at fungere i den retning. Måske kommer det igen hvis dette forsøg ikke virker, måske ikke. Kun tiden kan vise det. Men jeg tør ikke love noget i hverken den ene eller den anden retning lige nu.

Det blev vist en ret rodet post, med en masse citater smækket ind. Og det er ikke for at hænge nogen ud at deres citater er med, eller for at ignorere andre at deres citater ikke er med. Men synes nogle af de vigtigste pointer var i disse.

Sidst men ikke mindst, så spørger HBT om hvornår vi går igang. Og det er et frygteligt godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Det bliver ikke lige nu, lige nu nyder jeg nok bare visheden om at håbet er tilbage - omend det er i revideret form og lillebitte - men håb er nu engang håb, ikke sandt?
Måske til sommer, når eksamensræset er overstået og minderne om julens katastrofe er mere på afstand. For jeg er endnu ikke ovre det traume, det må jeg jo indrømme. Og hvor megen håb der ligger i endnu et forsøg, så ligger der jo også en lige del risiko for en negativ test endnu engang - og den skal man være mentalt klar til at tage. Og det er jeg ikke lige nu.

Så vi venter, med håbet i behold, på vores bjørnetjeneste.